Efterskoler skal sørge for, at der udarbejdes en skriftlig undervisningsmiljøvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene samt forholdene omkring det psykiske og æstetiske miljø på skolen, og at denne er tilgængelig på skolens hjemmeside. Undervisningsmiljøvurderingen skal revideres, når der er ændringer, der har betydning for undervisningsmiljøet, dog mindst hvert tredje år.

STUK har den 12. november 2025 udsendt et informationsbrev til alle skoler om pligten til at udarbejde en undervisningsmiljøvurdering (UVM). Baggrunden for dette er, at Rigsrevisionen tidligere i år offentliggjorde en undersøgelse, som peger på, at en alt for stor del af uddannelsesstederne ikke udarbejder en undervisningsmiljøvurdering, som ellers er lovpligtig.

Grundskoleområdet var ikke en del af undersøgelsen, men STUK har vurderet, at Rigsrevisionens undersøgelse og afskaffelsen af det formelle tilsyn med undervisningsmiljøloven giver anledning til at sætte et skærpet fokus på pligten til at arbejde med en undervisningsmiljøvurdering og sikre et godt undervisningsmiljø for eleverne på landets skoler. Derfor er brevet sendt bredt ud til alle skoler og uddannelsessteder.

Hvad skal undervisningsmiljøvurderingen indeholde?
En skoles UMV skal indeholde følgende fire elementer:

1. En kortlægning af det psykiske, fysiske og æstetiske undervisningsmiljø
2. En beskrivelse og vurdering af undervisningsmiljøet
3. En handlingsplan for, hvordan eventuelle problemer skal løses
4. Retningslinjer for opfølgning på handlingsplanen

Dertil kommer et krav om, at eleverne skal inddrages i planlægningen, gennemførelsen og opfølgningen på undervisningsmiljøvurderingen.

Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM, blev nedlagt pr. 1. juli 2025, men vejledninger og skabeloner til brug for evalueringen ligger stadig tilgængeligt på hjemmesiden