Af Louise Grønkjær

Landets efterskoleelever får et nyt fællesskab at samles om efter efterårsferien. Efterskolerne indgår nemlig som partner i foreningen eSportligaen, som skræddersyr en ny e-sportliga til efterskolerne. Ligaen kommer til at bestå af en række kampe mellem de forskellige efterskolers hold hen over året, et midtvejsmestersskab i januar og en stor finaleturnering i maj.

Men hvorfor er sådan en liga overhovedet en efterskolesag? Det er der en række gode grunde til ifølge Maren Ottar Hessner, som er konsulent i Efterskolerne og tovholder på projektet. En af dem handler om at gribe en voksende tendens blandt de unge.

”Det er efterskolerelevant, fordi det er en interesse, som er stigende, og som en stor gruppe unge dyrker. Det er en tendens, vi ikke kan lukke øjnene for. At arbejde med eSport er også en god udfordring for efterskolerne, som kan udvikle sig pædagogisk i forhold til at modtage nogle unge, som man måske ikke har haft tidligere,” siger hun.

Hun understreger, at mange efterskoler allerede har taget tendensen til sig. I dette skoleår er der 78 efterskoler, som udbyder e-sport.

Kræver holdindsats
Målet med den nye e-sportliga er dog ikke blot at gribe en trend blandt unge. Mindst lige så vigtigt er det ifølge Maren Ottar Hessner at fremme grundlæggende efterskoleværdier som fællesskab og sammenhold.

”E-sporten repræsenterer et stort potentiale i forhold til at udvikle efterskolernes fællesskaber. Gaming kan være individuelt, det kan e-sport ikke. Det er en konkurrence, som kræver en fokuseret holdindsats. Det er fuldstændig afgørende, at fællesskabet fungerer, hvis man vil opnå gode resultater,” siger hun.

Efterskolerne har nedsat en intern arbejdsgruppe med repræsentanter fra 11 efterskoler, som i løbet af året har mødtes og været med til at forme ligaen. For arbejdsgruppen har det netop været vigtigt, at de spil, der skal spilles i ligaen, kræver en solid holdindsats. Efterskoleholdene skal lægge ud med at spille CS:GO (Counter-Strike) og LOL (League of Legends).

Kan nedbryde fordomme
Maren Ottar Hessner håber, at den nye liga både kan styrke fællesskabet mellem de elever, som spiller, og det store fællesskab mellem alle skolens elever.

”Der eksisterer en række fordomme om, at gamere er asociale mennesker, som isolerer sig derhjemme bag nedrullede gardiner, og som ikke ønsker at indgå i fællesskaber. De andre elever kan få nedbrudt nogle fordomme om, hvad en gamer er. Det kan de voksne også,” siger Maren Ottar Hessner.

Hun mener, at det er afgørende, at de øvrige elever, personalet og sågar forældrene derhjemme får mulighed for at se de kampe, som e-sporteleverne spiller mod andre skoler via streaming.

”Det kan være med til at skabe begejstring, forståelse og respekt for selve spillet, men også for hvad det kræver af kompetencer og samarbejdsevner. Og det kan styrke fællesskabet på den enkelte efterskole i sund konkurrence med andre skoler.”

Bagom efterskolernes e-sportliga

  • Efterskolerne indgår som partner i foreningen eSportligaen, som har skræddersyet den nye liga til efterskolerne.
  • eSportligaen har erfaring med at afholde og arrangere lignende turneringer, bl.a. i samarbejde med DGI og Ungdomsringen.
  • Den nye efterskoleliga begynder efter efterårsferien og består af en række kampe hen over skoleåret, et midtvejsmestersskab i januar og en finaleturnering i maj.
  • Efterskolerne har i forbindelse med projektet nedsat en arbejdsgruppe, hvor 11 efterskoler er repræsenteret. Konsulent hos Efterskolerne Maren Ottar Hessner er tovholder.
  • Tilmelding og øvrige spørgsmål om den nye e-sportliga kan sendes til Maren Ottar Hessner på moh@efterskolerne.dk.

Når ligaens opbygning er på plads, bliver det muligt for efterskolerne at tilmelde sig. Dette foregår hos eSportligaen. Indtil videre er det muligt at skrive sig op til at modtage besked, når tilmeldingen er åben. For dette kan man benytte følgende link.