Af Louise Grønkjær

Torsdag 15. september klokken 14.00 – ikke et sekund tidligere eller senere – triller tre store Hyundai diplomatbiler ned ad Kastanievej på Frederiksberg og parkerer foran Kastanievej Efterskole. Ud af bagsædet på en af bilerne træder den sydkoreanske undervisningsminister, Yoo Eun-hae, som også er landets vicestatsminister.

Yoo Eun-hae er taget hele vejen til Danmark for blandt andet at blive klogere på den danske tradition med frie skoler. Besøget på Kastanievej Efterskole er kulminationen på flere års koreansk interesse for den danske efterskolemodel.

"Det her er en skole, men det er også et hjem. Lærerne er både lærere og en slags papforældre"

- Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne

Koreanerne er verdenskendte for at have et skolesystem, hvor eleverne topper stort set alle internationale ranglister.

”Men god skole handler om mere end at give eleverne færdigheder i engelsk, dansk og matematik,” siger Efterskolernes formand, Torben Vind Rasmussen, da han giver en kort introduktion til efterskoleskolerne inde i Kastanievej Efterskoles dagligstue.

Efterskolerne vægter også ”life skills”, ” enlightenment” og ”empowerment” højt, siger han med henvisning til efterskoleværdierne livsmestring, livsoplysning, folkeoplysning og demokratisk dannelse.

Væggene i dagligstuen, hvor ministeren og hendes delegation sidder og lytter, prydes af elevernes kunst. Der er to motiver, som især går igen: Nøgne kvinder og parodier af Trump.

Torben Vind Rasmussen forbereder delegationen på, at de elever, de vil møde, når de om lidt skal vises rundt på skolen, ikke bærer uniform og ikke kalder forstander Karen Toftlund Krog for ”Mrs.”.

”Det her er en skole, men det er også et hjem. Lærerne er både lærere og en slags papforældre,” siger han.

Frie og engagerede elever
Den hjemlige atmosfære ser delegationen med egne øjne, da forstander Karen Toftlund Krog viser rundt på skolen. De kommer forbi spisesalen, badeværelser og elevernes værelser. Selvom det er mindre end en uge siden, at eleverne flyttede ind, er værelserne allerede indrettet på en måde, så man skulle tro, de havde boet her hele deres liv.

"Jeg har set en masse elever her, som er meget frie, og som engagerer sig i mange kreative aktiviteter"

- Yoo Eun-hae, sydkoreansk uddannelsesminister

De oplever også i praksis, hvad Torben Vind Rasmussen mener, når han fortæller, at efterskolen handler om mere end matematik og dansk. De besøger nemlig både keramikværkstedet, et valgfag i sy og design, et tegnehold, et musikhold og et fotostudie. To piger i fotostudiet griber deres kamera og tager et portræt af ministeren.

Da turen er ved at være slut, er det også især kreativiteten og selvstændigheden blandt de unge, som den koreanske undervisningsminister bider mærke i.

”Jeg har set en masse elever her, som er meget frie, og som engagerer sig i mange kreative aktiviteter. Det er virkelig dejligt at se et skolesystem, hvor elever og lærere lever i et meget familie-agtigt miljø. Jeg er meget imponeret over, at eleverne forfølger deres ønsker og drømme for deres eget liv,” lyder det fra Yoo Eun-hae.

lerværksted

Den koreanske delegation besøgte blandt andet keramikværkstedet, et valgfag i sy og design, et tegnehold, et musikhold og et fotostudie. Foto: Louise Grønkjær

I Korea er der allerede én efterskole efter dansk forbillede, og flere er på vej. Men i modsætning til i Danmark får de frie skoler ingen offentlig støtte i Korea, hvilket betyder, at det ikke er alle, der har råd til at sende deres barn på en fri- eller efterskole. Yoo Eun-hae fortæller, at den koreanske regering overvejer at lade sig inspirere af det danske system, men har ikke lagt sig fast på noget endnu.

”Vi kigger også på forskellige muligheder for at inkorporere nogle elementer fra efterskolesystemet i det offentlige uddannelsessystem, men vi skal overveje nærmere, hvordan man kan gøre det i en koreansk kontekst,” siger hun, inden hun sætter sig ind i den store Hyundai igen og sætter kurs mod lufthavnen.