3 tidligere elever: Det sværeste og bedste ved efterskolen

Af Louise Wethke Buch


Mit år lærte mig at hvile i mig selv

I starten var det overvældende for Rikke Landberger Aggerholm at snakke med så mange nye mennesker og at bo på værelse med en fremmed på efterskolen. Et år senere tog hun derfra med nære venskaber, troen på sig selv og modet til at kaste sig ud i noget nyt.

Rikke Landberger Aggerholm, 18 år

• Gik i 10. klasse på Broby Efterskole i 2023/24
• Bor i Værløse
• Går nu i 2.g på gymnasiet

Den første tid var en stor omvæltning. Jeg havde gået i skole med de samme mennesker hele livet, og på efterskolen kendte jeg bare ingen. Jeg skulle bo på værelse med en fremmed tre en halv time væk fra mit hjem. Det var både skræmmende, spændende og sjovt, og jeg var bare nødt til at kaste mig ud i det. Jeg havde været lidt nervøs for, hvem jeg skulle bo sammen med, og hvordan det ville være at bo sammen med en anden. Hun var heldigvis helt vildt sød. Jeg skulle lige lære, hvordan man slappede fuldstændig af med en anden i rummet, men det var også noget, vi skulle finde ud af sammen. I starten havde jeg hjemve, og jeg skulle lige finde ud af det der med at være to steder på én gang. Jeg savnede veninderne derhjemme, og det var mærkeligt ikke at vide, hvad de andre lavede hele tiden. Men så blev efterskolen mit liv, og det samme gjorde det for mine veninder hjemmefra. Man lærer at være dér, hvor man er, og at det faktisk er dér, man helst vil være.

Det bedste var helt klart fællesskabet og at få lov til at bo sammen med mine veninder, spise sammen, gå i skole sammen og opleve alting sammen. Man kommer virkelig tæt på hinanden på en helt anden måde, når man deler hverdag døgnet rundt. Det er noget, jeg savner nu. Selvom mange af dem bor langt væk, snakker jeg stadig meget med dem. Jeg tror altid, de vil være mine nære veninder.

Det sværeste var at være på hele tiden. I starten havde jeg rigtig meget FOMO, for der skete så meget. Jeg skulle lige lære, at det var okay også at trække sig og at gå glip af noget nogle gange. Jeg blev glad for stilletimerne, hvor vi skulle være en time på værelset, så jeg kunne få slappet af, og jeg lærte faktisk at hygge mig med det.

Jeg overvandt mig selv ved at turde kaste mig ud i at snakke med nogle, jeg aldrig havde snakket med før. Man kan have alle mulige tanker om, at det er mærkeligt at gå hen og sige noget til nogen, man ikke kender, men jeg har lært, at der altid kommer noget godt ud af det.

Efterskolen har lært mig at hvile mere i mig selv. På efterskolen prøver man så mange nye ting og bliver kastet ud i så mange situationer. Jeg har lært, at det altid fører noget godt med sig at lære nye mennesker at kende og stå ved sig selv.

Jeg vil altid huske en af de sidste aftener, hvor vi tog vores madrasser med ned i gymnastiksalen og sov sammen. Vi lå helt tæt med dyner og bland-selv-slik, hørte musik og snakkede hele natten. Vi vidste, det snart var slut, så vi snakkede om alle de minder og oplevelser, vi havde haft sammen i løbet af året, og hvordan det ville være ikke at skulle bo sammen længere. Det var en helt særlig aften.

Mit bedste råd er ikke at have et bestemt billede af, hvordan det skal være at gå på efterskole. Man hører tit, at efterskolen er det bedste år i ens liv, men man skal passe på med at have forventningerne skruet helt derop. Det er både vildt godt og vildt hårdt at gå på efterskole, og det kan godt være begge dele på samme tid. Man skal have lov til at danne sine egne indtryk og få sin egen oplevelse af, hvordan det er.

Mine år lærte mig, at det er okay at være anderledes

Starten var ikke nem for Aghid Khaled, som både havde svært ved dansk og ved at åbne sig op over for andre. Men efterskolen gav ham for første gang oplevelsen af at være en del af et fællesskab, hvor der var plads til alle. 

Aghid Khaled, 18 år

• Gik i 9. og 10. klasse på Midtsjællands Efterskole i 2022-2024
• Kom til Danmark fra Syrien som 9-årig og bor nu i Roskilde
• Arbejder som tjener og søger i mellemtiden elevplads som frisør

Den første tid var svær. Jeg havde svært ved dansk, og jeg var ikke vant til at være sammen med danskere. Jeg var nok lidt mere nervøs end de andre, fordi jeg var den eneste, som ikke vidste, hvad efterskole var. Jeg kunne heller ikke være lige så åben som de andre, fordi jeg ikke kunne sproget. Heldigvis havde jeg en roomie, som hjalp mig rigtig meget, og lærerne var meget opmærksomme på, om jeg havde det godt. Min roomie lærte mig om dansk kultur, han lærte mig at være åben og at give det en chance i stedet for at give op. Efter et par dage blev det nemmere for mig, og efterskolen var første gang, jeg oplevede at få gode venner og være en del af et stort fællesskab, hvor alle var velkomne. Vi var som en kæmpe familie, hvor lærerne var som ens forældre. Jeg lærte, at der ikke er noget galt i at være anderledes end de andre.

Det bedste var at spille fodbold og have dræt sammen. Det er mine yndlingsfag, for jeg er meget bedre til sport end til dansk eller engelsk. Det sjoveste var også bare fritiden, hvor mine venner og jeg sad på værelset og hyggesnakkede eller var nede i skolens fitnesscenter og træne sammen om aftenen.

Det sværeste var det faglige. Jeg havde ikke lært engelsk i Syrien og var ikke så god til dansk, så jeg forstod ikke rigtigt, hvad lærerne sagde i timerne. Men det gode ved efterskolen var, at jeg kunne få hjælp til lektierne om aftenen af lærerne. Jeg blev god til at spørge lærerne om hjælp, og jeg havde en ekstra dansktime sammen med to andre. Jeg rykkede mig meget fagligt, og jeg turde række hånden op i timerne uden at være bange for at sige noget forkert.

Jeg overvandt mig selv, da jeg stod for morgensamlingen og fortalte min historie foran alle elever og lærere. Jeg fortalte, hvordan jeg kom fra Syrien til Danmark, og hvordan det var at være barn i et land med krig. Min far var syg, og min mor passede ham, så min storebror tog som 12-årig alene til Danmark og boede der i to år, inden vi kunne komme op til ham. Det var ham, jeg var tættest med af mine søskende, så jeg savnede ham meget. Jeg fortalte, at de skulle være taknemmelige for, at de var født i et frit land. Bagefter var det rigtig rart, at jeg havde åbnet mig op, for de andre lærte mig bedre at kende, fordi de kendte til min historie.

Efterskolen har lært mig, at det er okay at være, som man er, og at man ikke skal ændre sig for andre. Lærerne og fællesskabet gjorde, at jeg lærte at være mere åben og mere social, og jeg følte, jeg blev set og hørt. Jeg blev en del af en stor vennegruppe, hvor alle havde det godt med hinanden, og hvor man kunne dele ting fra sit privatliv.

Jeg vil altid huske, da vi rejste til Cypern med faget ’Verdensborger’. Jeg havde ikke prøvet at rejse før, så det var spændende at prøve at være i lufthavnen, og både lærere og elever havde det godt sammen på turen. Vi lærte rigtig mange spændende ting, og der var bare så flot, der hvor vi boede. Det havde jeg aldrig set før hverken i Syrien eller i Danmark.

Mit bedste råd er ikke at være nervøs, for lærerne på efterskolen bliver ligesom ens forældre. Fortæl lærerne, hvis der er nogle problemer, for de gør deres bedste for at hjælpe. Du skal ikke ringe hver dag og spørge, hvordan dit barn har det. Dit barn skal bare kastes ud i det, og så skal det nok gå.

Mine år gav mig lyst til at gå i skole

Da Thomas Jensby Vestergaard kom på ordblindeefterskole, gik han fra bundkarakterer til topkarakterer og fik for første gang faglig selvtillid. Han var ikke længere ’ordblinde-Thomas’ – han var bare Thomas.

Thomas Jensby Vestergaard, 19 år

• Gik i 9. og 10. klasse på Sjørringvold Efterskole i 2021-2023
• Bor i Lemvig
• Går på 3. årgang på HF for ordblinde

Den første tid var både spændende, skræmmende og nervepirrende på én gang. Jeg tænkte: ”Får jeg nogle venner? Kommer jeg til at passe ind?” Lærerne fortalte os, at vi skulle huske at være nysgerrige, åbne og stille spørgsmål til hinanden. Jeg er så glad for, at jeg lyttede til deres råd, for det gjorde rigtig meget for min start. De første par uger havde vi alle en facade, men man kunne ikke holde ud at spille en karakter så længe, når man er så meget sammen. Efter den første måned turde vi være os selv, og vi følte os helt trygge ved hinanden.

Det bedste var de venner, jeg fik. Vi er en stor vennegruppe, som stadig holder sammen i dag, og som bor rundt omkring i hele landet. De er mine tætteste venner, og det vil de være resten af livet. Man får bare et helt specielt fællesskab, når man er sammen 24-7 i et helt år.

Det sværeste var også at være sammen med mennesker 24-7, for der vil altid være nogle, man ikke kommer så godt ud af det med. Det har også lært mig at omgås forskellige mennesker. Man kan ikke altid bestemme, hvem man er sammen med, men man kan bestemme, hvordan man selv opfører sig over for andre.

Jeg overvandt mig selv, da jeg turde være den, jeg er, uden at være bange for at blive dømt af andre. På efterskolen fik jeg lov til at starte forfra og fik rum til at være mig selv. Og pludselig oplevede jeg, at det blev forbundet med noget positivt. Det var så befriende. Der var ikke nogen, der var sejere, vigtigere eller bedre end andre – vi var alle lige. Det var en total forløsning at være et sted uden at føle sig forkert, og hvor man virkelig følte sig hjemme. Jeg gik på en efterskole, hvor alle var ordblinde, så jeg var ikke længere ’ordblinde-Thomas’ – jeg var bare Thomas.

Efterskolen har lært mig rigtig meget fagligt. Jeg gik fra at få bundkarakterer til at få topkarakterer og blev løftet fagligt i alle fag. Efterskolen gav mig en helt anden disciplin og lyst til at gå i skole. Det gav mig et stort selvværdsboost at finde ud af, at jeg kunne meget mere, end jeg troede. På efterskolen var jeg ikke dum, fordi jeg var ordblind. Alle var jo ordblinde, og lærerne havde fuldstændig styr på hjælpemidler til ordblinde. De var gode til at fokusere på alt det, jeg var god til, og de lærte mig, at nederlagene ikke skulle fylde så meget. I dag er min ordblindhed ikke en usikkerhed. Den er en del af mig, og jeg skammer mig ikke længere. Jeg ved, at hvis bare jeg har mine hjælpemidler, kan jeg mindst lige så meget som alle andre. Hvis ikke jeg havde gået på efterskole, havde jeg aldrig kunnet læse en HF.

Jeg vil altid huske en aften, hvor jeg havde fået lov til at udstille mine malerier i et center. Mine forældre var kommet, men pludselig dukkede mine to billedkunstlærere og forstanderparret også op. Jeg blev så glad. Det betød så meget for mig, at de kom, og at de støttede op om det, jeg elsker allermest. De voksne på efterskolen fik en slags mor- og farrolle for os. De havde givet mig så meget, så det betød meget for mig at gøre det godt og gøre dem stolte.

Mit bedste råd er at huske, at intet nyt er godt nyt. Du skal ikke være nervøs: Dit barn skal nok klare det, og lærerne vil dit barn det bedste.