Af Louise Wethke Buch

Stillede op i X Factor sammen

På efterskolen begyndte vi af en eller anden grund at lave vores eget personlige håndtryk, når vi krydsede hinanden på gangene. Selvom vi ikke gik i klasse sammen eller havde snakket sammen, følte vi os på bølgelængde. Efter en måned blev håndtrykket længere, og det blev hurtigt udvidet med en sjov dans. Vi fandt ud af, at vi havde rigtig mange ting til fælles og begyndte bl.a. at spille musik sammen.

I dag bor vi sammen i Aalborg. Vi kender hinanden så godt, fordi vi har boet sammen på efterskolen, så vi ved, hvornår den anden har brug for at trække sig, og vi kender hinandens grænser og behov. Det er virkelig trygt at have en bedste ven, som ved mindst lige så meget om en, som man selv gør. Der er ikke noget, vi ikke kan dele med hinanden.

Sammen har vi stillet op i X Factor. Det var på efterskolen, at jeg for første gang stod på scenen og sang foran andre. På efterskolen lærer man bare at kaste sig ud i noget.”

- Gustav Kappel
Tidligere elever: Efterskolevenner har et særligt bånd

Alexander Meldrup Skov, 19, Lasse Sloth Michelsen, 18, Celina Otto Poulsen, 19, Maja Katborg Ravn, 18, og Kirstine Ladefoged Yde Hove, 18, mødte hinanden på Salling Efterskole i 2022/23. I dag går de alle i 3. g på gymnasiet. Alexander bor i Brædstrup, Lasse i Hammel, Celina i Viborg, Maja i Vinderup og Kirstine i Snedsted. Privatfoto

Er endnu tættere i dag

"På efterskolen var vi ikke en sammentømret gruppe. Jeg kan huske, at vi i slutningen af året spillede kongespil og rundbold udenfor i det gode vejr eller spillede brætspil på gangene, inden vi skulle være på værelserne. Jeg inviterede nogle stykker i sommerhus et par måneder efter, vi var stoppet, og det var først dér, vi blev en gruppe.

I dag er vi endnu tættere, end vi var på efterskolen, selvom vi bor ret spredt over hele Jylland. Vi ses både på kryds og tværs og alle sammen. Os piger ses meget, Celina og Lasse har været kærester siden efterskolen, og vi er gode til at invitere hinanden til fødselsdage og på sommerhusture, hvor vi alle er sammen. Det betyder virkelig meget at have nogen, man kender så godt. Vi har boet sammen og været igennem op- og nedture sammen, så vi er vant til at snakke om både lette og svære ting.

Sammen laver vi mad, spiller spil, går ture eller sidder og snakker rigtig længe om aftenen. Når jeg har planer med dem en weekend, ved jeg bare, at jeg kan slappe helt af, for jeg skal ikke være noget for nogen. Jeg kan bare være lige, som jeg er."

- Maja Katborg Ravn
Tidligere elever: Efterskolevenner har et særligt bånd

Laura Milsø Westphal Stephensen, 27, Katrine Maschke Tingleff, 27, Amanda Sommer, 28, og Anna Strange, 28, mødte hinanden på Hjemly Idrætsefterskole i 2013/14. I dag bor alle i København. Laura, Katrine og Amanda er færdiguddannede og har jobs, og Anna er lægestuderende. Privatfoto

Er hinandens livsvidner

"På efterskolen lærte vi hinanden at kende på kryds og tværs. Det var nok en blanding af, at vi arrangerede elevfester, delte værelse på skituren og sov hos Katrines forældre efter elevfesterne, der gjorde, at vi blev en firemandsgruppe. Det har helt klart givet vores venskab en ekstra dimension at vi har lært hinandens familier at kende. Vi var gode venner på efterskolen, men det var nok først i slutningen af året og efter efterskolen, at vi blev rigtig tætte.

I dag er vi hinandens livsvidner. Vi har været med i hinandens liv i så mange år og været på en rejse sammen lige fra efterskolen til gymnasiet og over i voksenlivet. Det, at vi har været igennem alle de kapitler sammen, gør bare, at vi er hinandens faste anker.

Sammen er vi eventyrlystne. Vi har rejst rigtig meget sammen og på kryds og tværs og været på utallige sommerhusture. Nu skal Amanda og Laura giftes, og nogle har fået fuldtidsjobs, men vi vil fortsætte med at skabe minder sammen."

- Anna Strange
Tidligere elever: Efterskolevenner har et særligt bånd

Halimo Farhan Ibrahim, 17, og Alberte Moyo, 17, mødte hinanden på Baaring Efterskole i 2023/24. I dag bor Halimo i Nyborg og går på 2. årgang på HF, og Alberte bor i Assens og går i 2. g på gymnasiet. Privatfoto

Slapper af i hinandens selskab

"På efterskolen spottede jeg Alberte med det samme. Hun sad i en sofa i fællesområdet sammen med nogle andre piger, og jeg satte mig hen ved siden af. Hun begyndte at plapre løs, som om vi havde kendt hinanden i årevis. Jeg var ikke så frembrusende som hende, men jeg kan huske, at jeg lavede en joke om, at alle andre havde taget det pæne outfit på, og jeg bare sad i noget, der lignede nattøj. Vi fandt ud af, at vi havde samme humor. Jeg har stadig videoer fra vores allerførste dag, hvor vi hang ud sammen. Det føltes bare rigtigt. Vores venskab voksede hurtigt, fordi vi lavede alt sammen – vi gik i skole, spiste, sov og var sammen næsten hele tiden. Vi tog tit i Brugsen og købte snacks og lå på værelset og snakkede.

I dag bor vi lidt langt fra hinanden, så vi ses ikke hele tiden, men det føles altid, som om vi lige var sammen i går. Alberte er stadig den, jeg skriver til, hvis jeg er i tvivl om noget, og vi kan snakke med hinanden om alt. Vi forstår, når den anden har brug for en pause, uden vi tager det personligt.

Sammen behøver ikke lave noget særligt. Vi kan finde på bare at ligge i sengen og se TikTok sammen, uden det bliver mærkeligt. Jeg tror aldrig, vi havde fået det her bånd, hvis det ikke var for efterskolen.”

- Halimo Farhan Ibrahim