Blandt fagpersonale på flere grundskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser har der de seneste år været en oplevelse af, at unge i stigende grad bruger snus. Tilsvarende har nogle idrætsforeninger erfaret et tiltagende brug af snus blandt unge.

Både fagpersoner og forældre er rådvilde, for de ved ikke særlig meget om den røgfri tobak. Slet ikke, hvordan de skal få unge snusafhængige til at stoppe igen. 

Derfor har Kræftens Bekæmpelse nu lanceret hjemmesiden snusfornuft.dk, der skal få de unge til at tænke sig grundigt om, inden de skubber den lille pose tobak ind under overlæben. 

”Der er rigtig meget viden om cigaretter, men folk ved ikke særlig meget om snus. Det er ulovligt at sælge i Danmark, men alligevel finder nogle unge alligevel frem til det og bruger det, siger Louise Jespersen, projektleder i Kræftens Bekæmpelse. 

Hvorfor bruger de unge snus?
Hun fortæller, at der er flere årsager til, at de unge bruger snus.  Nogle oplever, at tobakken ikke påvirker ens kondition på samme måde som cigaretter gør, men at det stadig giver et nikotinkick. 
Det er en af årsagerne til, at snus ofte bliver kædet sammen med idrætsmiljøerne, forklarer Louise Jespersen. Og så kan den være lettere at bruge end cigaretter. 

”Et par af de drenge, jeg havde i en af vores fokusgrupper, beskrev snus som ’doven’ form for nikotin: Man behøver ikke at gå udenfor, når man skal bruge det, og man kan også have det med i skole”, siger hun. 

Men nikotin er nikotin, og snusen er mindst ligeså vanedannende som cigaretter, og fordi snusen er ulovlig at sælge herhjemme, er det derfor svært at vide, hvad det er for en snus, de unge bruger. I nogle former for snus kan nikotinindholdet endda være højere end i cigaretter. 

”Du ligner en idiot”
Det er svært at imponere det modsatte køn, når man har tobak klistret fast til tænderne. Som en del af indsatsen mod snustobak har Kræftens Bekæmpelse fået lavet en film, der forsøger at fange de unge med humor. 

”Det var vigtigt for os ikke at lave en skræmmekampagne, men i stedet bruge humoren som indgangsvinkel. Og vi kan se på de sociale medier, at vi har ramt bredt: De unge liker, deler og tagger hinanden, siger Louise Jespersen. 

Men også forældre og fagpersoner har taget godt imod, fortæller hun. 

”Vi får at vide, at vi rammer noget, der virkelig har manglet. Det er godt, hvis vi kan bremse op for brugen af snus. For selvom den røgfri tobak ikke er så farlig som cigaretter, indeholder det stadig kræftfremkaldende stoffer og nikotin, der er stærkt afhængighedsskabende og skadelige for dig.

Hvis du vil vide mere: 

For unge: www.snusfornuft.dk
For fagpersoner: www.cancer.dk/forebyg/undga-roeg-og-rygning/snus/til-fagpersoner/
Fakta om snus: www.cancer.dk/snus