Af Louise Wethke Buch

1) Eksperimentér med bælgfrugter
Mange forbinder bælgfrugter med tørre og kedelige linsedeller fra 1970’erne, men der findes mange forskellige bælgfrugter, som kan blive til spændende retter. Eksperimenter med én slags bælgfrugt hver uge, så I laver hummus, falafler eller en salat ud af kikærter i en uge og forsøger med linser eller sorte bønner ugen efter. På den måde lærer I de forskellige bælgfrugter at kende og opdager en masse forskellige måder at bruge dem på. Find inspiration i det indiske, mexicanske og sydamerikanske køkken, hvor bælgfrugter bruges i moderne og krydrede retter som tacos, dhal eller andre karryretter. Bælgfrugter smager fantastisk, hvis man krydrer dem med fedtstof, krydderier eller syre fra eddike og citrusfrugter, når de er færdigkogte og varme, så de suger smag til sig.

2) Bestil friske varer fra lokale leverandører
Laks eller fiskefars er ofte førstevalget, når der er fisk på menuen. Prøv i stedet at gå efter friske fisk i sæson. Friskfangede fisk fra den lokale fiskeleverandør smager meget bedre end fisk fra frost, og på den måde lærer eleverne også nye fisk at kende. Mindre hypede fiskearter kan sagtens være et billigere og mere lækkert alternativ til opdrætslaks, så både smag og økonomi går op i en højere enhed. Drop også agurk- og tomattendensen, og spis friske grøntsager i sæson, så eleverne smager forskellige grøntsager hver måned. Find inspiration til grønne opskrifter i sæson på saeson-web.dk.

3) Inddrag eleverne
Inddrag eleverne i jeres forsøg på at arbejde med at gøre efterskolekøkkenet grønnere. Spørg dem f.eks., hvad de kan lide. Det kan være, I laver et pointsystem og stiller en tom skål ved hver ret, så eleverne kan stemme på ugens bedste bønneret ved at lægge en bønne i en skål. I kan også involvere eleverne i at regne ud, hvor meget de forskellige madvarer belaster klimaet. Så kan de ud fra et klimaregnskab være med til at vælge ugens madplan. Bring maden tættere på eleverne ved at lade dem være med til at filetere ugens friske fisk. Det skaber en helt anden bevidsthed og nysgerrighed, når de skal spise maden.

4) Lav jeres eget brød og pålæg
Der er rigtig meget salt i det brød og pålæg, vi køber. Hvis I bager jeres eget brød og laver hjemmelavet pålæg, fjerner I automatisk meget af saltindholdet i maden og kan f.eks. også nemmere skrue op for fuldkorn i brødet. Skær resterne af kødet fra i dagen før i skiver og server det som pålæg til frokost. Lav hjemmelavet kyllingepølse og patéer og server vegetarisk pålæg som hummus eller nye, kogte kartofler.

5) Lav spændende alternativer
Indfører I vegetarisk tirsdag, bliver det en hadetirsdag. Maden bliver meget mere indbydende og lækker, hvis I fokuserer på alternativerne i stedet for manglerne. Kald det mexicansk pålæg i stedet for vegetarisk pålæg og skift saftevandet ud med vand med smag og pynt fra citrusfrugter og friske urter, som I dyrker i baghaven.

6) Start med de gode rutiner
Det tager ikke længere tid at lave retter med bælgfrugter i stedet for kød, men det kræver gode rutiner, for mange bælgfrugter skal ligge i blød i 12 timer. Det bliver lettere at gå til, hvis I laver en ugeplan og forbereder retterne dagen før, så den koldhævede dej er klar om morgenen, og bælgfrugterne har ligget i blød natten over. I kan med fordel koge dobbelt så mange bælgfrugter, som I har brug for, og lægge resten i fryseren.


Nye klimavenlige kostråd
Fødevarestyrelsen lancerede i januar 2021 syv nye officielle kostråd, som skal være med til at sikre sundere og mere klimavenlige kostvaner hos danskerne.

De 7 kostråd
1) Spis planterigt, varieret og ikke for meget
2) Spis flere grøntsager og frugter
3) Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
4) Spis mad med fuldkorn
5) Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
6) Spis mindre af det søde, salte og fede
7) Sluk tørsten i vand

Kilde: altomkost.dk