Af Anna Rossman Thejsen, art@efterskolerne.dk

Der var mudrede fødder i tusindvis, trætte kroppe og kæmpestore smil, da 5.192 efterskoleelever i starten af sommeren sammen med en masse andre idrætsudøvere var med til det store afslutningsshow til DGI Landsstævne 2025.

I sin afslutningstale lagde DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen, vægt på den store bevægelsesglæde:

”Sikke et fantastisk Landsstævne vi har haft. Når vi bevæger os sammen, bevæger vi hinanden, og vi bevæger verden,” sagde Charlotte Bach Thomassen i sin tale.
Efterskoleholdet fik desuden en særlig tak med hjem af Charlotte Bach Thomassen:

”Og efterskolerne; vi elsker jer. Når 5.192 unge møder hinanden og fællesskabet lige her. Det findes ikke større. Der er ikke noget vigtigere. Alle vinder, når alle er med.”

Også projektleder for Efterskoleholdet, Lene Bruun, er glad og stolt over, at Efterskoleholdet leverede tre udsolgte shows på Landsstævnet.

”Alle de skønne og seje elever er et stærkt vidnesbyrd om, hvad man kan lykkes med i et meget stort fællesskab, hvor alle tager ansvar og bidrager. For mig er det både rørende og kraftfuldt og giver håb for fremtiden,” siger hun.
Landsstævne 2025. Foto: FACEOFF Media House

Efterskoleholdet deltog på Landsstævnet med et stort show ’Dare2Dream’, som blev vist tre gange. Showet varede i alt 70 minutter og bestod af bevægelse, livemusik og korsang. Poetry slam bandt showets tre akter sammen. Foto: FACEOFF Media House

En særlig tak til lærere
Efterskoleshowet bød i 2025 på langt mere livemusik end tidligere, sunget af en række efterskoleelever og af satiriker og musiker Lasse Dein. Han havde skrevet sangen ’Big Dreams Low Self Esteem’ til efterskoleeleverne og liveperformede til alle tre shows.

Som noget helt særligt og nyt blev poetry slams skrevet og fremført af eleverne selv og brugt som ‘shownotes’, der trak tråde gennem showets overordnede fortælling og gav publikum et indblik i tankerne bag de flotte bevægelser på plænen.

Lene Bruun sender en stor tak til eleverne, men i den grad også til alle efterskolelærerne, som både hjemme på skolen og under landsstævneugen i Vejle banede vejen for, at Efterskoleholdet kunne levere så flot et show.

”Vi havde en vision om, at man som efterskoleelev skal være stolt af at være en del af Efterskoleholdet. Det synes vi, at vi er lykkedes med, og showteamet har fået masser af positive tilbagemeldinger på showet og hele deres pædagogiske tilgang. Vi er dybt afhængige af de 57 efterskolers lærere, uden deres indsats – intet Efterskolehold,” siger hun.


Bagom Efterskoleholdet på DGI Landsstævne 2025

  • Vejle var vært for DGI Landsstævne i 2025. Det er Danmarks største idrætsfestival, som holdes hvert fjerde år. Landsstævnet tiltrak mere end 22.000 deltagere og foregik fra 3. til 6. juli.
  • Efterskoleholdet var den suverænt største gruppe af deltagere og bestod af 5.192 efterskoleelever og 653 lærere og efterskolemedarbejdere fra 57 efterskoler.
  • Efterskoleholdet deltog med et stort show ’Dare2Dream’, som blev vist tre gange. Showet varede i alt 70 minutter og bestod af bevægelse, livemusik og korsang. Poetry slam bandt showets tre akter sammen.
  • Lene Bruun var projektleder for Efterskoleholdet. Stine Rudmose og Anthon Khorami var chefkoreografer og har udviklet og koreograferet showet. Kenneth Seholt var tovholder på musik og kordelen, og fire medkoreografer hjalp undervejs i processen. Alle koreografer er nuværende eller tidligere efterskolelærere.
  • Efterskoleeleverne ankom til Vejle allerede mandag 30. juni, og mandag til torsdag deltog de i en række fællestræninger samt en masse idræts- og hyggeaktiviteter, kor og musik.
  • Deltagelse i Landsstævnet forlænger elevernes efterskoleophold med en uge fuld af oplevelser i et fællesskab på tværs af skoler, interesser, foreninger og generationer.
  • Sønderborg er vært for DGI Landsstævne i 2029, hvor Efterskoleholdet endnu engang vil være at finde.