Af Anna Rossman Thejsen, art@efterskolerne.dk

To efterskoleelever rejser hjem fra DGI’s Landsstævne i Vejle med en helt særlig oplevelse i bagagen. Da H.M. Kong Frederik overværede generalprøven på Efterskoleholdets store show ’Dare2Dream’, var efterskoleeleverne Karl Emil Brask-Nielsen og Ingrid Bertelsen Toft udvalgt til at møde og tale med Kongen.

”Det var virkelig fedt at møde Kongen. Han var helt nede på jorden og interesseret i, hvordan vi har det her på Landsstævnet. Vi fortalte ham, at vi har et virkelig godt fællesskab, og at det er vildt at skulle optræde for så mange mennesker sammen med 5.000 andre efterskoleelever,” fortæller elev på Vandel Efterskole Karl Emil Brask-Nielsen.

"Jeg synes, det siger meget om Kongen, at han prioriterer at se Efterskoleholdet. Efterskoler, Landsstævnet og de frivillige er grundsten i vores samfund"

– Ingrid Bertelsen Toft, elev på Ringe Efterskole

HM Kong Frederik besøger Landsstævnet

Ingrid Bertelsen Toft var en af de to efterskoleelever, som talte med kongen. Foto: FACEOFF Media House

For elev på Ringe Efterskole Ingrid Bertelsen Toft var det også en stor oplevelse at kunne vise efterskolefællesskabet og idrætsfællesskabet frem.

”Jeg synes, det siger meget om Kongen, at han prioriterer at se Efterskoleholdet. Efterskoler, Landsstævnet og de frivillige er grundsten i vores samfund. Jeg er stolt over, at han vælger at bruge tid på os,” siger hun.

Frivillighed til fælles med Kongen
Både Karl Emil Brask-Nielsen og Ingrid Bertelsen Toft er selv frivillige i forskellige idrætsfællesskaber og talte med Kongen om, hvor meningsfuldt det er for dem, og hvor vigtigt det er for sammenhængskraften i samfundet.

”Det var tydeligt, at Kongen er optaget af frivillighed og mener, det er vigtigt,” siger Ingrid Bertelsen Toft.
H.M. Kong Frederik besøger Landsstævnet

Kongen overværede Efterskoleholdets generalprøve til deres store show og fik ved selvsyn set, hvor stærkt landets efterskoler er repræsenteret til Landsstævnet. Foto: Efterskolerne

Formand for Efterskolerne, Torben Vind Rasmussen, introducerede de to elever for Kongen og bemærkede Kongens stærke nærvær og engagement:

”H.M. Kong Frederik mødte de unge nysgerrigt og med nærvær. Han var tydeligvis optaget af både den store frivillige indsats, der ligger bag Landsstævnet, men også af efterskoleelevernes fællesskab og oplevelse af at være så stor en flok afsted sammen. Efter generalprøven ville endnu flere elever hilse på ham. Da en råbte ’hej konge’, grinede H.M. Kong Frederik, lænede sig frem, og så var snakken i gang. Det gjorde mig både glad, rørt og håbefuld for fremtiden,” siger Torben Vind Rasmussen.

En anerkendelse af fællesskabet
Efterskoleholdets deltagelse i Landsstævnet er et af årets store højdepunkter og en markering af det stærke fællesskab, der binder efterskoleelever sammen – på tværs af skoler, landsdele og forskelligheder.

”At Kongen valgte at være en del af det, er en helt særlig anerkendelse af fællesskabet og det engagement, som vores mange efterskoleelever og frivillige lægger i Landsstævnet,” siger Torben Vind Rasmussen.

Han bliver bakket op af DGI's landsformand, Charlotte Bach Thomassen:

”Vi er meget stolte af besøget. Det har en kæmpe betydning, at H.M. Kong Frederik vælger at give den opbakning til vores store idrætsfællesskab og til de mange frivillige. Og jeg er særligt glad for, at han ønskede at se Efterskoleholdet og støtte op om de unges deltagelse på Landsstævnet.”