Fredag 2. maj var H.M. Dronning Mary på Roskilde Handelsskole sammen med bl.a. Chris MacDonald og tidligere formand for Trivselskommissionen Rasmus Meyer for at markere lanceringen af et nyt brætspil, der skal styrke trivslen blandt erhvervsskoleelever.
Spillet er en del af Me&We – et trivselsprojekt, der er udviklet på landets efterskoler i samarbejde mellem Mary Fonden, Just Human og Efterskolerne og finansieret af Tuborgfondet. Siden er projektet blevet udbredt til landets 10. klassecentre og erhvervsuddannelser.
"Fællesskaber er vigtige for vores følelse af at høre til, føle os trygge og have tillid til vores omverden. Når vi har det, er vi åbne for læring og udvikling."
– H.M. Dronning Mary
Ifølge studievejleder på Roskilde Handelsskole Charlotte Dejgaard Thomsen kan man tydeligt mærke, at tidligere efterskoleelever har lettere ved at danne sociale relationer:
"Vi kan se, at de elever, der har gået på efterskole, har nemmere ved at indgå i nye fællesskaber og opsøge nye relationer. Derfor var vi ikke i tvivl om, at vi gerne ville være en del af Me&We," siger hun.
Brætspillet, der blev lanceret på Roskilde Handelsskole, introducerer unge til menneskets 24 karakterstyrker og hjælper dem med at finde deres egne topstyrker. Når unge bliver bevidste om deres topstyrker og bruger dem aktivt, kan det bl.a. styrke selvværdet, give mere energi og mindske stress.

H.M. Dronningen spiller brætspillet 'Sammen om livet – sæt dine styrker i spil', der tager udgangspunkt i menneskets 24 karaktertyper, sammen med en gruppe erhvervsskoleelever. Foto: Steen Brogaard
"Det glæder mig så meget, at I allerede har taget godt imod et nyt initiativ, som skal styrke jeres fællesskab og jeres sociale kompetencer, men også jeres lyst til læring. Bliv endelig ved med det," sagde H.M. Dronning Mary til erhvervsskoleeleverne på Roskilde Handelsskole.

H.M. Dronning Mary og tidligere formand for Trivselskommissionen Rasmus Meyer taler med tre eux-elever om, hvad de tager med sig fra Me&We. Foto: Steen Brogaard
Læs mere
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Her kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev(e). Når du trykker tilmeld, giver du automatisk dit samtykke til brugen af dine data i forhold til vores privatlivspolitik.