Siden den 11. marts har vi været adskilt fra vores elever. I dag eller i morgen ventes statsministeren at præsentere planen for næste fase af genåbningen af Danmark.

Vi ved ikke, hvornår efterskolerne får lov til at åbne. Den beslutning ligger hos politikerne, men i foreningen har vi gennem hele forløbet arbejdet hårdt for at få skabt en politisk bevågenhed om vores efterskoler.

I har evnet at vise hele Danmark, hvordan I holder fast i en efterskoleidentitet via digitale fællesmøder, sang, fysiske besøg med kager, brød og mange smil. Der er vist ikke det medie i Danmark, som ikke har været på efterskolebesøg. Forleden blev jeg spurgt hos den lokale købmand: ”Fylder efterskolerne virkelig så meget?” Jeg kunne blot svare: "Ja!"
Tak for at fange samfundets interesse for vores skoleform, også i denne tid.

Når eleverne kommer tilbage, bliver jeres udfordringer ikke mindre. Hvordan bliver retningslinjerne? Hvad skal der til for at imødekomme dem? Hvordan skaber vi en bevidsthed om, at alting ikke er, som det var før 11. marts? Hvad vil vi gerne have ud af de sidste uger?

Det er nogle af de spørgsmål, der trænger sig på lige nu. I kan læse om, hvordan fire efterskoler forbereder sig her. Og hvad en lang række elever savner mest lige nu. Jeg kan godt røbe, at det bl.a. handler om fællesskab.

Når vi får meldingen om næste fase af genåbningen, sender vi hurtigst muligt nærmere information ud. Vi ved, at efterskolefællesskabet genfødes, når jeg bliver til os. Nu synes jeg, at den tid er kommet.

Torben Vind Rasmussen,
Formand for Efterskolerne