Folketingsvalget er lige rundt om hjørnet, og om kort tid vil de politiske debatter fylde i de danske hjem og i landets medier. Alle debatterne – uanset om de bliver taget hjemme i stuerne eller på et landsdækkende medie – vil være med til at præge og rammesætte den måde, vi diskuterer politik på. Når valget udskrives, igangsætter Frirummet derfor en kampagne, der sætter fokus på den danske debatkultur. Efterskolerne er medinitiativtager til Frirummet, og vi håber derfor, at du vil støtte op om kampagnens hovedbudskab, som er:
Børn og unge har brug for forbilleder, der kan vise, at vi kan mødes om konflikter og blive klogere.

#BlevDuKlogere
Under valgkampen vil Frirummet sprede budskabet på Facebook, Twitter, Instagram og YouTube samt forsøge at få medierne til at reflektere over problemstillingen.

Hele indsatsen bliver samlet under #BlevDuKlogere. Hashtaget sætter fokus på, at vi ikke har brug for politiske debatter, der er reduceret til konfliktunderholdning og mudderkastning, men at vi derimod har brug for debatter, der gør os klogere.

Du er meget velkommen til at støtte budskabet ved at like, dele og kommentere de opslag, som Frirummet, i løbet af valgkampen, ligger op på de sociale medier. Derud over kan du også bruge hashtaget, når du diskuterer debatkulturen i valgkampen.

Med Frirummets kampagne som spydspids kan vi i fællesskab slå et slag for, at både medier og politikere skal være deres ansvar bevidst, og at vi som borgere har forventninger om, at valgkampens debatter rækker ud over skyttegravskrig og mudderkastning.