Af Louise Grønkjær

Rønde Efterskole er nomineret til Severin-prisen, som gives for god, digital skolekommunikation. De to andre nominerede er Fredericia Realskole og Rødding Højskole.

De tre skoler er alle nomineret for kommunikation på digitale platforme, der har tanke bag sig, er autentisk og har bund i skolens værdigrundlag. I Rønde Efterskoles tilfælde er det interviews med nye lærere på skolens hjemmeside, som gør, at en jury har valgt skolen ud blandt 17 indstillede skoler. Du kan finde interviewene her.

Du kan stemme på den skole, du synes, skal vinde her. Afstemningen lukker torsdag den den 31. oktober til midnat.

Vinderskolen bliver vært for et pris-event
Prisen overrækkes den 26. november til et pris-even på vinder-skolen. Her vil et panel bestående af medieforsker Stine Liv Johansen, friskoleleder Jakob Ringgaard og én af den vindende skoles elever holde oplæg og diskutere under overskriften ”Viser vi værdierne? – Om frie skolers rolle i en tech-tid”. Kommunikationsekspert og medstifter af Severin-prisen Rasmus Anker Rysgaard modererer.
 
Pris-eventet er åbent for alle og foregår på den vindende skole den 26. november kl. 17 – 19. Du kan tilmelde dig til eventet her.

Om Severin-prisen

Severin-prisen er stiftet af medieforsker Jesper Tække, efterskoleforstander Irene Stapel og kommunikationsekspert Rasmus Anker Rysgaard i 2018.
Formålet med prisen er at understøtte den frie skoles rolle som bærer af holdninger og værdier i det digitale rum.