Af Simon Finnerup

Jorden brænder, og temperaturene stiger. Seneste rapport fra FNs klimapanel taler i utvetydige vendinger om global krise og appellerer til alle på kloden om at tage hånd om problemet. FN peger på, at alverdens skoler og uddannelser også skal bidrage med oplysning, grøn uddannelse og bæredygtig dannelse, hvilket mange efterskoler og andre frie skoler har taget på sig som en central, pædagogisk opgave.

Faktisk er den bæredygtige dagsorden i disse år den mest dominerende pædagogiske trend blandt mange skoler, og den understøttes massivt af politikere, virksomheder og forskningsinstitutioner, der hver især tilbyder enorme mængder af økonomiske midler, undervisningsmateriale, forskning og konsulentbistand. Mange elever efterspørger også den grønne pædagogik, og ofte lyder det – også blandt skolefolk – at skolerne simpelthen ikke kan komme uden om den bæredygtige dagsorden. Nogle mener sågar, at bæredygtighed skal skrives ind i hovedsigtet for efterskoler og højskoler og figurere side om side med livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.

"Det kan lyde både kynisk og paradoksalt, men de frie skoler bør af pædagogiske og etiske grunde afvise bæredygtighed som en ufravigelig dagsorden."

- Simon Finnerup, seminarielærer og bestyrelsesmedlem for Ryslinge Høj- og Efterskole

Det kan lyde både kynisk og paradoksalt, men de frie skoler bør af pædagogiske og etiske grunde afvise bæredygtighed som en ufravigelig dagsorden. Selvom det kan være oplagt at lade verdensmål og grønne projekter få indpas i skolernes dagligdag som en vigtig etisk opgave, vil det for alvor være katastrofalt, hvis de frie skoler – af egen kraft – skyller friheden ud med badevandet. Også selvom det sker under henvisning til at redde verden.

Den frie skole er underlagt et alment paradoks, som handler om, at skolen både er fri fra og fri til. I en længere årrække har mange skoler været eksistentielt tvivlende over for, hvad de var frie til, og mange efterskoler er også endt med at definere deres opgave som formidling af fede oplevelser, arbejdsmarkedsorientering eller ren og skær selvrealisering for det enkelte individ. Med andre ord: Disse skoler udviklede deres virke med udgangspunkt i bevægelsen frie fra – både frie fra den snærende topstyring (som folkeskolen er underlagt), men desværre også som frie fra de fælles forpligtelser og den medmenneskelige etik, vi finder indlejret i hovedsigtet for efterskoler og højskolerne. I dette pædagogiske tomrum bankede verdensmål og bæredygtighed imidlertid på døren til lærerværelset, og her fremstod nu en relevant og meget autentisk opgave med en konkret udpegning af skolens etiske forpligtelse. Bæredygtighed og verdensmål har muliggjort, at mange skoler nu kan samle deres pædagogik omkring en fælles, folkelig og global etik og ad den vej konkretisere, hvad de er frie til. Ikke et ondt ord om det.

Pointen er imidlertid, at den frie skoles grundlæggende berettigelse på én og samme tid baserer sig på at være både fri til og fri fra, og at verdensmål og bæredygtighed skaber ubalance i dette grundlag for pædagogikken, når de italesættes som ufravigelige. Det er klart, at bæredygtighed og verdensmål naturligt kan indfri en ambition om at bruge friheden til udvikling af både et lokalt og globalt fællesskab. Og det virker oplagt at inddrage verdensmål og grøn pædagogik, når skolen giver sig i kast med den dannelsesopgave, som handler om at understrege menneskelivets sociale dimension og udvide individets horisont i retning af det forpligtende fællesskab. Læs og lyt til mange skoler i disse år, som fint og flot italesætter denne opgave, når der argumenteres for den bæredygtige pædagogik.

I dette kor af omsorgsfulde, globalt orienterede skolefolk, mangler der dog alt for ofte en strofe, der peger på det andet ben, den frie skole må gå på: friheden fra. Nogle skolefolk ser ud til at glemme, hvad denne frihed består af og er sat i verden for. At være fri fra baserer sig på den afgørende del af demokratiet, som handler om ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og trosfrihed. At være fri fra peger på den grundlæggende oplysningsopgave for skolen, som drejer sig om at opdrage borgere til kritisk og selvstændig refleksion. At være fri fra handler om at hjælpe eleven med at forme og kvalificere modsigelser. At være fri fra muliggør elevens frie dannelse til det at være menneske og ikke blot en soldat, der går i takt med andre soldater i kampen for et bedre klima. At være fri fra er åndsfrihed i yderste potens.

Ingen skoler – folkeskoler eller frie skoler - bør være missionsanstalter, hvor det pædagogiske projekt er så stramt, at det ikke kan antastes af eleven. Dette er grundlaget for al fri dannelse og er inkarneret i den traditionelle, nordiske pædagogik. For den frie skole i særdeleshed, og deriblandt efterskolen, er der imidlertid noget særegent, afgørende på spil, når friheden undertrykkes, og det er intet mindre end skoleformens berettigelse. Det, der udmærker og kvalificerer den frie skole, er dens evne til selvstændigt at fortolke sin opgave og udleve den i praksis. Det centrale er altså, at den frie skole er frisat til en fortolkningspligt af sit pædagogiske opdrag, og dermed er der grænser for, hvor meget af denne fortolkningsopgave, det frie skolefolk kan overlade til politikere, læringskonsulenter, det private erhvervsliv og FN.

"Fratager vi elever evnen til at tvivle i en velmenende, bæredygtig, men totalitær verdensmålstyret pædagogik, fratager vi dem også muligheden for på et senere tidspunkt, efter endt skolegang, at bidrage med kritik, omtanke og dannelse."

- Simon Finnerup, seminarielærer og bestyrelsesmedlem for Ryslinge Høj- og Efterskole

I baghovedet på enhver fri lærer må skolens værdigrundlag og skoleformens hovedsigte konstant rumle og danne fundament for en selvstændig forståelse og efterfølgende lade resultatet af dette udmønte sig i konkrete, pædagogiske handlinger. Skruer den frie lærer ned for denne fortolkningspraksis, tærer det på skoleformens berettigelse. I praksis skal den frie lærer og skole altså turde stå fast på sin grundlæggende pædagogik og derfra tage stilling til en lang række af umiddelbart attraktive tilbud og potentielle faldgruber. Når der igen melder sig et splinternyt og formfuldendt undervisningsmateriale om bæredygtighed på en populær læringsplatform, skal man tage de kritiske briller på og undersøge, om materialet sætter den pædagogiske dømmekraft fri eller tryllebinder ens pædagogiske projekt.

Når man arbejder med FNs verdensmål, skal man være på vagt og holde sig for øje, om verdensmålet er til for fagets skyld eller omvendt. Bidrager arbejdet med hint verdensmål som middel til, at eleverne bliver bedre til fransk, samfundsfag, matematik eller idræt, er alt godt, og verdensmålsarbejdet kan da løfte undervisningen med spændende og relevant indhold. Er det modsatte tilfældet, ender man nemt i en instrumentalisering af faget, som svækker skolens formål og elevens dannelsesmuligheder. Verdensmålstyret undervisning vil da udarte sig til at være lige så umyndiggørende for læreren og eleven som den læringsmålstyrede undervisning, flere og flere de seneste år har taget afstand fra. Og endelig: Når man tager den bæredygtige pædagogik til sig, skal man være særligt optaget af det sprog, man fører. Giver man indtryk af, at skoler generelt ’ikke kan komme uden om bæredygtighed’, og at ’alle skoler bør arbejde med FNs verdensmål’, afskriver man i sin retorik den frihedstradition, den frie skole hviler på – og dermed skoleformens berettigelse.

Det er forståeligt, at mange frie skoler desværre slækker på denne kritiske fortolkningspligt. Verdensmål, bæredygtighed og grøn pligt fremføres så massivt af politikere, medier, folkeoplysende institutioner, forskningsverdenen og erhvervslivet, at det efterhånden ligner en totalitær dagsorden, man ikke må tvivle på. Baggrunden for denne totalitet er der ikke givet entydige svar på, men vi kan se spor af den allerede i slutning af 1980’erne, hvor den tidligere norske statsminister Gro Harlem Brundtland lagde navn til Brundtlandrapporten og personificerede kampen for bæredygtig handling. ”Det er uetisk at tvivle,” udtalte Brundtland med henvisning til, at den globale opvarmning allerede på det tidspunkt blev forklaret som menneskeskabt. Som skolemenneske må jeg sige: Det er uetisk, hvis vi i skolen ikke giver børn og unge mulighed for at tvivle og hjælper dem med at kvalificere deres evne til at tage stilling til alt det i menneskelivet, der synes indforstået. Personligt tror jeg på, at den globale opvarmning er menneskeskabt, og jeg vil bruge min ret til at tale elever stik imod. Men jeg vil gøre det på en måde, så jeg ikke fratager dem retten til at indtage andre synspunkter end mine og tvivle på det ubetvivlelige.

At være et frit menneske indebærer at tvivle, og derigennem styrker vi vores evne til at tænke, forstå og handle. Fratager vi elever evnen til at tvivle i en velmenende, bæredygtig, men totalitær verdensmålstyret pædagogik, fratager vi dem også muligheden for på et senere tidspunkt, efter endt skolegang, at bidrage med kritik, omtanke og dannelse. Og netop på denne måde med kritik, refleksion og evnen til at tvivle – åndsfrihed i al almindelighed - kan vi håbe på, at de hjælper til med at redde verden. Dette er i sidste ende den frie skoles vilkår, risiko og egentlige, almenpædagogiske bidrag til den bæredygtige og grønne omstilling.

Simon Finnerup

  • Seminarielærer på Den Frie Lærerskole
  • Medlem af bestyrelsen for Ryslinge Høj- og Efterskole
  • Medlem af Det Frie Skoleråd

Bland dig i debatten

Vi ønsker at skabe et stærkere debatunivers om efterskoler i Efterskolernes medier. Alle er velkomne til at blande sig i debatten ved at sende et indlæg til redaktionen@efterskolerne.dk, som kan bringes i enten nyhedsbrevet Efterskolelandskabet eller i Magasinet Efterskolerne. Hvis debatindlægget skal i magasinet, må det være maks. 3000 tegn inkl. alt. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Teksten forelægges debattøren til godkendelse, før indlægget offentliggøres. Synspunkter fremført i debatindlæg er debattørens egne og deles ikke nødvendigvis af udgiver.