Af Esther Michelsen Kjeldahl, Den Grønne Studenterbevægelse

Ensomhed. Det er en følelse, mange unge forbinder med den store, grumsede klimakrise, der sætter rammen for deres liv og drømme. Det er sjældent, de oplever, der er plads til at udtrykke de eksistentielle overvejelser og komplekse følelser, klimakrisen giver anledning til. Især ikke til voksne omkring dem. Det ved jeg, fordi jeg som klimaaktivist har mødt og talt med en masse unge om deres følelser om klimakrisen.

Der er en fremherskende diskurs i samfundet om, at det er vigtigt at bevare håbet, og at man ikke må male et ’unødigt’ skræmmebillede. Men klimakrisen er skræmmende. Og har man læst bare nogle af de artikler, der løbende rapporterer om klimakrisens konsekvenser, er det ikke ligefrem håb, der breder sig i kroppen.

Desværre spørger forældre, lærere og andet pædagogisk personale aldrig rigtig ind til unges følelser om klimakrisen. Hvorfor ikke?

For det første ødelægger klimakrisen den gode stemning. For det andet har vi ikke et særligt udviklet sprog for at tale om følelser med hinanden. Det er langt nemmere at dreje samtalen over på teknologi eller livsstilsændringer, der kan formindske vores personlige klimaaftryk.

Problemet er, at når unge ikke bliver spurgt ind til, hvilke følelser klimakrisen vækker i dem, ender de med at gå med alle disse tanker og følelser for sig selv. Følelserne går jo ikke væk, bare fordi vi ikke taler om dem. Fortielsen skaber ensomhed.

Men det behøver jo ikke være sådan. Klimasamtalen kunne give anledning til vigtige snakke om ansvar, vrede, sårbarhed, demokrati og fællesskab. Klimasamtalen kunne være det, der fører os tættere på hinanden ved at åbne op for et fælles, sårbart sprog.

Jeg vil derfor opfordre dig til at tage de mere ærlige snakke om klimakrisen op med de unge, du omgiver dig med. Vær lyttende, anerkendende og nysgerrig. Og lad håberetorikken ligge for en stund. Det vil være et vigtigt skridt væk fra ensomheden og ind i det omsorgsfulde fællesskab.

Esther Michelsen Kjeldahl

  • 26 år
  • Master i filosofi fra The London School of Economics
  • Aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse
  • I hendes nye bog ’Vi er sammen om at mærke det’ giver hun en række konkrete værktøjer til, hvordan vi kan tale om klimakrisen på en mere konstruktiv måde ved f.eks. at tage fat på dens mere eksistentielle og følelsestunge emner.

Klummen bringes i Magasinet Efterskolerne, som udkommer i slutningen af december