Rosél: Et efterskoleår behøver ikke være perfekt for at være godt

Af Anna Rossman Thejsen

På bagsædet af bilen kan Rosa Skovbjerg Henriksen mærke panikken brede sig indeni. Inden hun satte sig ind i bilen sammen med sin mor og far hjemme i Odense, havde hun glædet sig til at skulle på efterskole.

"Jeg var nervøs og havde slet ikke lyst til at køre hen på efterskolen, jeg ville bare hjem," husker hun.

I en anden bil på motorvejen fra København hen over Fyn sidder Selma Stahr sammen med sine forældre og kæreste. Hun er heller ikke ligefrem forventningsfuld.

"Jeg var virkelig ked af det og havde bare lyst til at være tæt på min kæreste," mindes Selma.

Frem kommer de dog begge til Lunderskov Efterskole, men da Selma træder ind på værelset, er det første, hun ser, at der er en, der har smidt alle sine ting på den absolut bedste seng.

"Allerede der bliver jeg lidt irriteret på Rosa og tænker: 'Okay, det er bare dibs'."

Og irritationen er gensidig, for Rosa har svært ved at rumme, at hendes nye roomie har mere travlt med at kramme med sin kæreste end at sige hej.

Det er ikke venskab ved første blik for nogen af dem.

"Vi klikkede ikke fra start. Vi skulle lige se hinanden an," husker Selma.

De første dage går de begge med en følelse af at være landet det forkerte sted. De ser mange andre grine og hygge sig, og nogle krammer allerede på livet løs.

"Jeg gik op og græd under dynen og tænkte: 'Det her er lort, jeg spilder min tid i stedet for at være sammen med min kæreste og min familie'," fortæller Selma.

Rosa var også alt andet end glad: "Jeg tænkte, 'det her er virkelig R.I.P. Det bliver det længste år nogensinde'."

Giv det lige en måned
Et par dage inde i opholdet ringer Rosa derfor hjem og siger: 'Jeg kan ikke holde til det her et helt år. Jeg vil hjem nu'.

Sådan havde hendes mor det også den første tid på efterskolen, lyder svaret, og forældrene er enige om, at Rosa skal give det en måned, før hun kan sige noget om, hvad hun synes om at gå på efterskole.

"Jeg kan bare huske, jeg tænkte: 'WTF, I aner ikke, hvordan jeg har det'. Men der gik jo mindre end en måned, så var det hele meget bedre. I dag er jeg virkelig glad for, de ikke bare sagde 'kom hjem', for så ville jeg have taget imod det og være gået glip af et helt fantastisk år og af at have fået en veninde som Selma i mit liv," siger Rosa.

For selvom ingen af de nu 19-årige piger ligefrem faldt i hak med hinanden og efterskolelivet fra dag et, er de nu bedste veninder og har været det, lige siden de gik på Lunderskov Efterskole.

Og reelt gik der ikke ret lang tid, før de opdagede, at hende der i nabosengen egentlig var både sød og sjov, fortæller de i munden på hinanden.

Den første opblødning skete, da de fandt ud af, at de kunne lide det samme musik og at skrue højt op og danse.

"Jeg var så træt om aftenen, og Selma havde bare megameget energi. Først blev jeg irriteret, men så opdagede jeg, at hun egentlig var ret sjov og fik sat gang i en masse ting," husker Rosa.

Før de så sig om, var det dem, der krammede og talte og dansede og skrålede løs sammen. På værelset. Til rengøringstjansen. På trappen.

Alt sammen noget, der begyndte, fordi de tilfældigvis skulle dele værelse.

"Jeg er ikke sikker på, vi ville være kommet så tæt på hinanden eller have opdaget hinanden så hurtigt, hvis vi ikke var kommet på værelse sammen. Men vi fik et virkelig tæt roomiefællesskab," siger Selma.

Selvom alle på Lunderskov Efterskole skulle have nye roomies tre gange i løbet af efterskoleåret, holdt de fast i hinanden som de bedste venner.

Er der slet ingen venner til mig?
Selvom man måske den første tid på efterskolen kan tænke, at man intet har til fælles med de andre, kan det sagtens vende, ved de i dag.

"Vi var og er meget forskellige, men da vi først havde overgivet os til hinanden, gik vi ind til det med respekt for hinanden. Og da vi ikke var roomies mere, blev vi ved med at vælge hinanden til og lade vores venskab gro," siger Rosa.

Selma supplerer: "Man skal ikke være bange for, at man ikke kan blive venner, fordi man ikke ligner hinanden, man kan sagtens have mange ting til fælles alligevel. Det fandt vi ud af, og vi blev virkelig hinandens tryghed. Når vi havde lyst til at danse, dansede vi sammen, og når vi var kede af det, var det hinanden, vi gik til."

Det med at gå til hinanden og stole på hinanden var noget, der opstod henad vejen. Det kom, da de med Selmas ord lærte at give slip på billedet af det perfekte efterskoleår. Før de begyndte på efterskolen, havde især Selma set mange videoer med YouTubere, der vloggede om deres tilsyneladende perfekte efterskoleliv med værelseshygge og tonsvis af bedstevenner.

"Det er vigtigt, at man lægger alle de der forestillinger om, at det hele skal være perfekt, fra sig, for det er jo ikke perfekt og sjovt hele tiden. I begyndelsen brugte jeg meget tid på at tænke, om jeg overhovedet kunne få et godt efterskoleår, og jeg viste ikke til nogen, når jeg var ked af det," fortæller Selma.

For hende vendte det, da hun lagde alle forestillingerne væk.

"I det øjeblik, jeg faktisk bare var der og prøvede at være åben for det, der skete, føltes det hele meget bedre. Og lidt efter lidt blev jeg mere modig og turde dele meget mere af mig selv med de andre og fik tætte venner."

Da Selma åbnede sig, opdagede hun, at Rosa også var en, hun kunne være sammen med, når noget var svært for hende – og omvendt.

"Vi brugte det at synge sammen, når en af os havde en off-dag. Så gik vi over i musiklokalet. Jeg spillede klaver, og så sang vi sammen. Nogle gange var det bare meget bedre end at være alene eller at tale om tingene. Det var nok der, vores duo Rosél opstod," siger Rosa.

En duo, der i dag er kendt af mange, fordi Selma og Rosa i 2023 stillede op til X Factor, som de vandt med sanger og musiker Simon Kvamm som deres mentor.

Noget, de stadig selv kan forundres over, men som de fik modet til, fordi de gjorde det sammen. Og fordi alt det, de havde lært på efterskolen om forpligtende fællesskaber, vedholdenhed, musik, sang og styrken i et stærkt venskab gav dem styrken til det, fortæller de.

En vigtig brik i fællesskabet
For det var ikke kun en ny bedsteven, de hver især fandt på efterskolen. De fandt også et nyt og i deres øjne unikt fællesskab, som både omfattede elever og lærere.
Især det med at komme tæt på lærerne kom bag på Selma.

"For første gang i mit liv følte jeg, at jeg havde lærere, der virkelig gik op i, hvem jeg er, ikke bare som elev men som menneske. Vi kunne altid hive fat i og snakke med en voksen, hvis vi havde brug for det. Efterskolen bliver jo nærmest som en kæmpe familie, hvor lærerne fungerer som forældre," siger hun.

Rosa havde det helt på samme måde og ser i dag stadig sin kontaktlærer fra efterskolen. Hendes største opdagelse var dog et fællesskab, hun kunne spejle sig i.

Når man bor et helt år sammen, er der ingen facader, der i længden kan holde de andre ude. Man ser hinanden være både glade og kede af det. Man er euforiske og udmattede sammen. Man bliver venner, uvenner og venner igen. Man bliver usikker på sig selv og sikker på sig selv. Man ser hinanden, og man ser sig selv – med nye øjne.

"For mig var fællesskabet på efterskolen et reelt og ægte fællesskab, jeg kunne spejle mig i.

Når man tager i skole og tager hjem igen, ser man ikke hinanden ægte. På efterskolen tager du ikke hjem, og du kan ikke bare gemme dig væk. Det gav mig noget ægte at spejle mig i," siger Rosa.

De to veninder opdagede også, at selv om et efterskoleår selvfølgelig ikke kun er et glansbillede, kan det sagtens blive godt.

"I dag ser jeg efterskolen som det bedste år i mit liv. Jeg tror, det er vigtigt at huske, at perfekt og bedst ikke nødvendigvis er det samme," siger Selma.

På efterskolen opdagede de to også noget, de bærer med sig i livet: at alle er uundværlige brikker i et puslespil.

Rosa udtrykker det sådan:

"Det gik op for mig, at vi alle er brikker i et stort puslespil. Alle bliver jo ikke hinandens bedste venner, men alle har en eller anden funktion i fællesskabet. Alle er vigtige for nogen, og når året er slut, opdager du måske, at du også har været en vigtig brik for nogen, du ikke lige vidste, du var vigtig for. Du har været en vigtig brik i, at lige netop deres efterskoleår blev godt."

Siden er Rosa og Selma – Rosél – blevet ved med at være vigtige brikker i hinandens puslespil. Ingen af dem ville f.eks. have turdet stille op til X Factor alene.

"Vi har været helt vildt glade for at gøre det sammen. Jeg har megastor respekt for dem, der stiller op som solister, men jeg kunne aldrig selv gøre det. Jeg føler, at ligesom på efterskolen, var vi til X Factor nødvendige brikker i hinandens puslespil. Og det vil vi blive ved med at være."