"Efterskolen lærte mig at kæmpe, når det er svært"

Af Louise Wethke Buch

”Jeg vil hjem. Jeg har hjemve, og det hele er noget lort.”

Mathias Gidsel ringede hjem til sine forældre i Skjern et par dage efter, han var startet i 9. klasse på Oure Efterskole. Men fra den anden ende af røret lød svaret, at i Gidsel-familien giver man ikke op. Man giver det altid en chance først.

’Hold kæft, nogle dårlige forældre, når de ikke engang gider have deres grædende søn hjem’, tænkte Mathias Gidsel.

”Jeg følte mig som en meget lille dreng i nogle meget store rammer på Oure Efterskole. Jeg stod for første gang på egne ben, og jeg følte virkelig, jeg var ude på dybt vand. Jeg var en af de yngste på efterskolen og den mindste på håndboldbanen, så jeg var meget usikker og syntes slet ikke, det var fedt at være der,” siger Mathias Gidsel, som indrømmer, at han nok heller ikke var helt klar til at flytte væk fra mor og far.

Da han var yngre og skulle overnatte hos en ven, ringede han hjem til sine forældre om aftenen og bad dem om at hente ham. Derfor kom det også som en overraskelse for forældrene, at han besluttede sig for at tage på efterskole på Sydfyn. Men Mathias Gidsel var drevet af tanken om at bo på en skole, hvor hverdagen var bygget op omkring håndbold.

Virkeligheden på efterskolen viste sig dog at være lidt sværere, end den håndboldglade dreng havde forventet. Hjemme i klubben i Skjern Håndbold var han vant til at være en af de bedste på holdet. På Oure Efterskole var der mange drenge, der var dygtigere håndboldspillere og fysisk større end ham, og Mathias Gidsel fik sit livs første nederlag, da han blev placeret på Oures andethold i håndbold. Desuden skulle han bo på værelse sammen med tre andre, han overhovedet ikke kendte – og som i øvrigt heller ikke spillede håndbold.

Nu stod han dér 15 år gammel, 200 kilometer væk hjemmefra, genert, usikker og indadvendt og skulle finde sig til rette blandt 599 andre elever. Udadtil var han i godt humør og jokede med de andre. Indeni følte han, at det hele var … ja, noget lort.

Lærer blev som en ekstra far
Mathias Gidsel vidste efter telefonsamtalen med forældrene, at det ikke var en mulighed at give op med det samme, og det hjalp ham til selv at skyde tanken væk. For hver dag, der gik, fik han det også bedre og bedre på efterskolen. Lærerne var ikke ’bare’ lærere, der underviste i et klasselokale, og Mathias Gidsel oplevede, at de blev en slags forældre for ham. Der var især én lærer på Oure Efterskole, håndboldtræner Carsten Langager Jensen, som hjalp Mathias Gidsel igennem den første svære tid, og som stadig betyder meget for ham i dag.

”Der var nogle fantastiske lærere og trænere, som tog ekstra hånd om mig i de uger, jeg havde det svært. ’Carsten Stump’, som vi kalder ham på Oure, blev min anden far og bakkede mig op, passede på mig og var god til at hjælpe mig igennem min hjemve og snakke med mig både som menneske og håndboldspiller,” siger han.

Mathias Gidsel havde det allerbedst på håndboldbanen, hvor han hurtigt glemte, at der var noget, der hed første- og andetholdet, og uden for banen var der planlagt så mange aktiviteter, at han glemte, hvor meget han savnede sin mor og far hjemme i Skjern.

I dag ser han tilbage på en meget lærerig tid, hvor han for første gang skulle klare problemerne på egen hånd.

”På efterskolen lærte jeg, at når tingene er svære, er de også vigtige. Som 15-årig er du vant til, at nogen kommer og hjælper dig, når det hele er svært, men på efterskolen stod jeg med det hele selv. Selvom lærerne støttede mig, gav de mig aldrig svarene. Dem lærte jeg selv at finde. Det er jeg ikke sikker på, jeg havde lært, hvis jeg var blevet hjemme i trygge Skjern,” siger han.

”Hverdagen var så fed”
Efter den første måned var Mathias Gidsel faldet helt til på efterskolen. Han havde fået rigtig mange venner, og dem, han boede på firemandsværelse og i hus med, blev en slags familie for ham.

”Vi snakkede næsten aldrig om håndbold i huset, og det, tror jeg, var meget sundt. Det hjalp mig rigtig meget at få en familie på Sydfyn, og jeg havde ikke længere lyst til at forlade dem for at tage hjem til min familie i Skjern,” siger Mathias Gidsel.

Hvis man spørger Mathias Gidsel til de største oplevelser fra efterskolen, er det ikke de store håndboldstævner, han husker. For ham er hverdagen og rutinerne noget af det, han savner allermest ved efterskolen.

”Det var bare fedt at stå op klokken lort om morgenen og gå i skole med sine bedste venner, tage direkte videre til håndboldtræning i hallen og efterfølgende op i ’caféen’, hvor vi spillede brætspil, indtil vi blev smidt ud kl. 22, når vi skulle i seng. Og så kunne man gentage det næste dag. Hverdagen var så fed,” siger Mathias Gidsel.

Hjemme i Skjern kunne forældrene også mærke, at Mathias Gidsel var faldet til på efterskolen. De første uger ringede han hjem til forældrene næsten hver dag. Efter en måned hørte de mest fra deres søn, når de var ude at se ham spille håndbold, eller når han skrev for at sige tak for de pakker, de sendte til ham.

I dag er Mathias Gidsel taknemmelig for, at forældrene holdt fast i, at han skulle give efterskolen en chance, da han havde det allermest svært.

”Det er noget, jeg har taget med mig hele vejen til dér, hvor jeg er i dag. Jeg har sidenhen oplevet ret mange bump på vejen og været igennem svære ting, men jeg har lært, at det ikke nytter noget bare at give op eller synes, det er synd for en selv,” siger han.

Voksede både fysisk og mentalt
Mathias Gidsel skulle kun have gået ét år på Oure Efterskole, men endte med at gå der i 10. klasse også.

”Min håndboldtræner ’Carsten Stump’ var god til at guide mig, og vi kom frem til, at det var bedst for mennesket Mathias at gå i 10. klasse. Jeg var både fysisk og mentalt bagud i forhold til de andre, men 10. klasse gjorde, at jeg blev mere moden og hvilede mere i mig selv. I 10. klasse fik jeg en ny familie og nogle helt nye venner, som jeg stadig holder fast i i dag,” siger han.

I takt med, at Mathias Gidsel modnedes, voksede han også fysisk og blev bedre på håndboldbanen. Han fik endelig lov til at komme på førsteholdet og spille i klubben GOG, som Oure samarbejder med.

”De manglede en venstrehåndet, så det ville være forkert at sige, at jeg betød noget på holdet i starten. Men i 10. klasse tog jeg nogle store spring. Lige pludselig spillede jeg sammen med ungdomslandsholdsspillere – de drenge, som var så store og dygtige, at jeg i starten af 9. klasse tænkte, at der var meget langt op til dem,” siger Mathias Gidsel.

Det var ikke planen, at Mathias Gidsel skulle blive i Oure i fem år, men han besluttede sig for også at gå på Oure Kostgymnasium og fortsatte med at spille for GOG. Den dreng, der ville hjem efter den første uge på efterskolen, endte med aldrig at flytte hjem til forældrene i Skjern igen.

”Selvom starten var hård, var efterskolen den fedeste tid i mit liv, og jeg ville ønske, jeg kunne leve det liv igen. Oure har både dannet mig som menneske og formet mig som håndboldspiller,” siger Mathias Gidsel.

Håndterer nederlag bedre nu
Mathias Gidsel mener ikke selv, han er født med et talent inden for håndbold, men at han er et produkt af den arbejdsmoral, han lærte på Oure Efterskole. Arbejdsmoralen førte bl.a. til, at han halvandet år efter, han afsluttede gymnasiet i Oure, blev udtaget til det danske herrelandshold i håndbold i november 2020. Derfra tog det fart. Mathias Gidsel var med til at vinde VM-guld i januar 2021 og var på toppen af sin karriere. Men efter en tur på toppen, ramte han bunden. Da han kom hjem fra VM-slutrunden til sin lejlighed i Odense, var alt pludselig helt stille bortset fra lyden af de mange telefonopkald fra journalister, agenter og klubber. Han var på kort tid blevet hele Danmarks Gidsel, men han kunne pludselig ikke finde sig selv.

”Jeg gik fuldstændig død i det. Jeg kan huske, at jeg sad i lejligheden og tænkte: Nu kan jeg bare ikke mere. Det føltes som et tomrum, og det var svært at gå fra at være verdensstjerne til bagefter at ringe og sige, at jeg havde brug for hjælp,” siger han.

Mathias Gidsel søgte hjælp hos en sportscoach og hos de venner, han fik i 9. og 10. klasse på Oure Efterskole, som han i dag stadig føler sig allermest tryg ved.

”Den periode lærte mig, at man aldrig nogensinde skal tage venner for givet. Da jeg stod midt i en krise og pludselig skulle forholde mig til at også at være en offentlig person, var det rigtig vigtigt for mig at have nogle venner, som kender mig ud og ind som menneske. Jeg har nogle helt særlige venskaber fra efterskolen, fordi vi har haft så mange oplevelser sammen. Mine efterskolevenner er nogle, jeg altid kan ringe eller skrive til, også selvom det er lang tid siden, vi har set hinanden,” siger han.

Et år efter faldt Mathias Gidsel ét minut inde i bronzekampen mod Frankrig under EM i januar 2022 og fik en korsbåndsskade, der sendte ham hjem på krykker. Det var endnu et slag, Mathias Gidsel skulle sluge. Men efter et par dage valgte han at hanke op i sig selv og se det positive ved situationen.

”Apropos det, mine forældre sagde til mig, da jeg ringede hjem fra efterskolen den første uge og ville hjem: Selvom alt er noget lort – og det var virkelig lort at blive korsbåndsskadet – så kunne jeg ikke bare give op. Det tog mig kun fire dage at komme mig over, at jeg måske ikke skulle spille mere håndbold i GOG – den klub, som betød så meget for mig. Det, synes jeg, var ret sejt af mig,” siger Mathias Gidsel.

River teltpælene op igen
Siden Mathias Gidsel startede på efterskole i 2014 og fik sit første nederlag, er han vokset af de slag, livet har givet ham. Fysisk er han vokset til 190 centimeter, og mentalt er han vokset fra Skjern og er i juli 2022 flyttet til Berlin for at spille i Bundesligaen for Füchse Berlin.

”Det, tror jeg, bliver et vildt skridt, som måske minder om at starte på efterskole, hvor man river teltpælene op og starter helt forfra,” siger han.
Forskellen på dengang i 2014 og nu er, at Mathias Gidsel ikke længere er bange for at kaste sig ud i noget nyt.

”Jeg har lært så meget af den rejse, jeg har været på siden efterskolen. Jeg gik fra at være en usikker dreng til at turde stå ved mig selv. Jeg er ikke bange for at skulle bo i en helt ny by, når jeg har boet på en mark på Oure Efterskole, hvor man hele tiden skulle være kreativ for at finde på noget at lave, og hvor jeg har lært, at man sagtens kan få venner et helt nyt sted,” siger han.

Selvom Mathias Gidsel siden efterskolen er rykket til tops i håndboldverdenen, har han stadig fødderne solidt plantet i jorden – og mentalt er de stadig plantet på Oure Efterskole, hvor han slog rødder som håndboldspiller og menneske.

”Jeg er stødt på nogle, som tror, at fordi jeg er dygtig til håndbold, så er jeg en stor stjerne og et kæmpe røvhul. Men selvom jeg har været meget i vælten det seneste halvandet år, vil man stadig se en Oure-dreng i mig med det samme store smil og en ydmyghed, som jeg fik med mig fra efterskolen. Selvom jeg selv synes, jeg har verdens fedeste job, hvor jeg får løn for at spille håndbold og i øvrigt har haft nogle fantastiske oplevelser med landsholdet, tænker jeg stadig: ’Gud, hvor gad jeg godt bare være efterskoledreng igen’,” siger han.