”Efter GDPR må efterskoler ikke have skilte hængende med elevernes navne”. Det er en af mange myter om GDPR, der heldigvis hurtigt bliver aflivet på Datatilsynets hjemmeside. Måske er der mere sandhed i, at mange oplever GDPR svært og uoverskueligt? Hvis du er enig og indimellem tænker ”hvordan er det nu lige med deling af billeder og registre osv?.”, så skal du måske med på foreningens nye kursus om GDPR.

Efterskoleforeningen har indgået en aftale med GapSolutions, som har mange års erfaring med at undervise bl.a. skoler i GDPR-regler, og udbyder nu et helt nyt og skræddersyet kursus til efterskoler og frie fagskoler.

Kurset, der afholdes på Flemming Efterskole d. 30. november 2023, tager udgangspunkt i GDPR i praksis, og oversætter reglerne til noget, som du kan forholde dig til på din skole. Du får du en bred viden om GDPR, og om hvordan du i daglig praksis kan overholde lovgivningen.

Kurset henvender sig til de skoler, der har behov for grundlæggende viden om GDPR, eller som gerne vil have genopfrisket deres viden. Med henblik på den bedst mulige forankring på skolen opfordrer vi til, at der deltager mindst to personer fra hver skole. Optimalt set deltager der både en fra ledelsen og en administrativ medarbejder.

Vær med til en spændende kursusdag sammen med folk fra andre efterskoler og frie fagskoler. Der er åben for tilmelding frem til slutningen af september. Læs mere og tilmeld jer her.