Ministeriet udsendte i foråret en meddelelse om, at elever, som sidste år gik i 8. klasse, ikke skulle have foretaget en UPV ved skoleårets afslutning i juni. I stedet skulle de vurderes i begyndelsen af deres opstart i 9. klasse, senest d. 30. september.

Det er et meget tidligt tidspunkt i efterskoleopholdet at skulle give en fyldestgørende uddannelsesparathedsvurdering på, og derfor er der heller ikke krav om at indberette parathedsvurderingen på Optagelse.dk. Vurderingen er udelukkende en vurdering af, om eleven har behov for en særlig målrettet skole- og vejledningsindsats under efterskoleopholdet, som de ville have krav på, hvis de var blevet vurderet ikke-uddannelsesparate ved sommerens UPV.

Der skal indgå en eller anden form for faglig vurdering i "Mini -UPV`en", og det er valgfrit, om I vælger at give dem en standpunktskarakter eller sætter ord på.

I kan ikke se deres standpunktskarakterer/ prøvekarakter eller første UPV fra 8. klasse i Optagelse.dk. Der er dog enkelte grundskoler, herunder efterskoler, der overførte 8. klasse-karaktererne (årskarakter og prøvekarakter) fra karakterdatabasen til Optagelse.dk sidst i juni måned, og dem kan I se i Optagelse.dk. Det er ikke mange, da det var frivilligt. Informationerne må indhentes ved elevens tidligere skole eller hos eleven/forældrene selv.

Forældreinformation
Forældrene kan informeres om vurderingen.

Bemærk, at der er heller ingen krav, hverken form eller datoer, til videregivelse af information til hjemkommune og forældre.
 
Mere info
Bekendtgørelse om Uddannelsesparathedsvurdering og procedurer ved valg af ungdomsuddannelse, §6 - §11
Om vurdering af uddannelsesparathed, Undervisningsministeriet.
Brev fra UVM, april 21. Om UPV for 8. klasse mm.