Efterskoleforeningen har lavet en informationsfilm om meritgivende brobygning og det tillægstaxameter, som for nylig er blevet revideret.

Se filmen her

Værd at vide om meritgivende brobygning
Efterskolen kan tilbyde meritgivende brobygningsforløb til sine elever og få et tillægstaxameter. Hvordan forløbene tilrettelægges, er op til de enkelte efterskoler og erhvervsskoler. Mulighederne er mange og kan tilpasses skolens rammer og de elever, der vil have glæde af brobygningen. For skoler, der allerede arbejder med erhvervsorienterede overgange, eller for skoler, der ønsker at bevæge sig ind på det felt, er der altså oplagte muligheder i ordningen.

Et brobygningsforløb kan f.eks. bestå af undervisning i ét eller flere fag på en erhvervsuddannelse, forlagt undervisning på efterskolen eller ulønnet praktik, der superviseres af erhvervsskolen.

For elever, der går i en almindelig 10. klasse, skal den meritgivende brobygning have et omfang på præcis fem uger. De fem uger ligger ud over den obligatoriske brobygningsuge, som eleverne skal deltage i, og som ikke udløser tillægstaksten. For elever, der går i prøvefri 10. klasse, kan forløbet være mellem 5 og 6 uger.

Forløbet må gerne tilrettelægges fleksibelt, så eleverne f.eks. følger fag én dag om ugen i 25 uger (svarende til samlet 5 uger). Det kan også være opdelt i flere tidssammenhængende forløb.

De elever, der deltager i brobygningen, har krav på at få merit for de fag af uddannelsen, som de har fulgt, hvis de begynder på en erhvervsuddannelse efter sommerferien. I stedet kan de f.eks. få undervisning på et højere niveau, følge andre fag i uddannelsen eller forkorte deres uddannelse.

Du kan læse meget mere om reglerne for meritgivende brobygning i ministeriets vejledning, som du finder her. (Se under punktet Vejledninger)

Har du spørgsmål til meritgivende brobygning, kan du kontakte chefkonsulent i Efterskoleforeningen Christine Sestoft, cst@efterskolerne.dk 3317 9765