Af Karen Greve

Tom Hagedorn står op, når han bliver interviewet. Stolen skubber han ind til bordet, så han bedre kan få plads til at slå ud med armene. Han står på det hjørnekontor på Odsherreds Efterskole, der har været hans siden 2001. På væggene hænger malerier af skolen fra forskellige vinkler, som hans far kunstneren Flemming Hagedorn har malet, og på hylder bag skrivebordet står en række effekter fra de mange projekter, Tom Hagedorn i løbet af 19 år har sat i gang. Bl.a. en violin fra Taiwan, der på bagsiden er malet med det danske og det kinesiske flag som symbol på det gode samarbejde mellem kinesiske skoler og Odsherreds Efterskole. Netop det, at Odsherreds Efterskole under hans ledelse er blevet en skole med en skarp international profil, er en af de succeser, Tom Hagedorn gerne fremhæver. 

“Jeg er så stolt af alt det, vi er kommet frem til,” siger Tom Hagedorn, mens han viser en af de første introduktionsfilm for skolen, han i sin tid var med til at producere. I optagelsen er der et klip fra en afrikansk landsby, hvor Tom Hagedorn selv, iført kakifarvet skjorte, opildner de lokale børn til at råbe ”Let’s go do it”.
De afrikanske børns begejstrede udråb kunne godt være et motto for Tom Hagedorns lange tid på Odsherreds Efterskole. Han er en igangsætter, fyldt med idéer og entusiasme, og hans vision har været af drive en skole, der ikke er som nogen anden.
“Jeg har prøvet at skabe en unik skole og hele tiden prøvet at bevæge skolen steder hen, hvor andre ikke turde være. Jeg har udvidet grænserne for, hvad en efterskole er og kan give sine elever i håb om at give eleverne nogle erfaringer, der ændrer deres syn på verden og dem selv,” siger Tom Hagedorn.

Fra erhvervslivet til Fårevejle
Tom Hagedorn kom til Odsherreds Efterskole i 2001, hvor der i efterskolekulturen generelt med hans egne ord var “en stemning af islandske sweatre, piber og lejrbål,” som han ikke umiddelbart kunne se sig selv blive en del af. Springet fra hans daværende karriere i erhvervslivet, hvor han arbejdede med værdibaseret ledelse for virksomheder som Falck og Ericsson virkede voldsomt, men han tog alligevel til Fårevejle for at se på omgivelserne for familiens skyld.
“Min kone Stine og jeg havde tre børn, og den fjerde var på vej, og vi var enige om, at vi var nødt til at lægge nogle ting i vores liv om. Efter nogle besøg heroppe begyndte vi at se, hvor fantastisk det ville være for vores børn at vokse op her, og så sagde vi begge vores job op. Jeg blev forstander, og Stine blev viceforstander.”
Odsherreds Efterskole var i 2001 en skole med en blandet elevgruppe, hvor flere havde brug for støtte. Tom Hagedorn havde en anden vision. Han ville lave en efterskole for de “dygtigste to procent af de danske unge.”

Ny kurs for skolen
I 2006 præsenterede Tom Hagedorn med bestyrelsens velsignelse lærerne for en ny vision for skolen, som han kaldte for ’Ny Kurs’.
“Det var et opgør med alt. Jeg ville lave en fuldstændig ny skole. For hvem tager sig af dem, der skal definere vores land i fremtiden? Alle dem, der har røvkedet sig i folkeskolen. Det er min egen historie. Da jeg selv gik ud af folkeskolen, skrev min lærer, at jeg ikke var egnet til uddannelse. Jeg har taget fire uddannelser siden. Jeg sad og kastede med viskelædere i folkeskolen og vippede på stolen og blev sendt udenfor døren. Hvem samler de elever op? Dem ville jeg lave skole for,” siger Tom Hagedorn.

Det gik ikke stille for sig.
“Jamen, der var i en periode krig og tavshed på lærerværelset,” siger han.
Hans oplevelse er, at lærere nogle gange hænger sig for meget i timeregler i stedet for at lade ambition og passion drive værket.
“At finde lærere, som drives frem af drømmen om at ville skabe en skole i verdensklasse, har været en væsentlig opgave for mig og har krævet, at jeg ofte må bevæge mig væk fra de seminarieuddannede lærere. Fordi der er noget i fagforenings- og lærerkulturen, der reducerer begejstrede og passionerede mennesker til lønarbejdere, som flytter fokus fra at ville give eleven det ypperste til i stedet at handle om lærerens krav og rettigheder.”
Tom Hagedorn arbejder selv passioneret, og han forventer det samme af sine medarbejdere.
“Man kan ikke skabe udvikling i en klynkende kultur,” siger Tom Hagedorn.

Der er da også medarbejdere på Odsherreds Efterskole, der har smækket med døren, når de har forladt skolen i løbet af de seneste 19 år. Tom Hagedorn er helt på det rene med, at han er en leder, der deler vandene.
“Sådan må det være, når man stræber efter at skabe noget unikt og ikke stiller sig tilfreds med, hvordan tingene plejer at være. Heldigvis har vi haft held til at tiltrække dygtige, kreative og ambitiøse lærere gennem årene, og det har givet mig en kolossal glæde og stolthed,” siger Tom Hagedorn.

“Det var et opgør med alt. Jeg ville lave en fuldstændig ny skole. For hvem tager sig af dem, der skal definere vores land i fremtiden? Alle dem, der har røvkedet sig i folkeskolen.”

- Tom Hagedorn, forstander på Odsherreds Efterskole 2001-2020

I dag er Odsherreds profil forvandlet, så skolen er blandt Danmarks dyreste efterskoletilbud med få tilskudsberettigede elever og et internationalt program med 14 søsterskoler i bl.a. Asien og Afrika og en international businesslinje. Her bliver Odsherreds elever sendt til for at bo i små stråtækte hytter hos lokale, hvor de må trave til brønden efter vand. De deltager i udviklingsarbejde og støtter opstart af små virksomheder.
“De lærer at hugge hovedet af en høne,” som Tom Hagedorn siger, “og så kommer Julie fra Gentofte hjem fra Afrika med et helt nyt perspektiv.”

Tre helikoptere på plænen
Tom Hagedorns foretagsomhed har givet Odsherreds Efterskole stor opmærksomhed. I 2013 landede Singapores undervisningsminister med følge i tre helikoptere på græsplænen foran skolen med en delegation, der filmede undervisningen. Tom Hagedorn har selv været på adskillige rejser til Asien for at skabe samarbejder og med en ambition om at eksportere skolens metoder.
“Vi var i gang med et samarbejde med Lego om at eksportere de undervisningsmetoder, vi havde udviklet i samarbejde med kinesiske skoler. Men så kom Antorini på banen,” forklarer han.

Odsherreds Efterskole fik af Undervisningsministeriet besked på, at de ikke kunne være en erhvervsvirksomhed, der eksporterede ydelser, samtidig med at de var en offentligt finansieret skole. Med udsigt til at få lukket for tilskud måtte Tom Hagedorn rulle eksportplanen tilbage. Et nederlag, som han erkender fuldt ud, men som i hans optik ikke var spildte kræfter. Rejseoplevelserne gav dog vigtige erfaringer til lærergruppen, der begyndte at tegne den skole, Tom Hagedorn gerne ville stå i spidsen for.
“Da vi rejste ud og skulle præsentere os selv på lærerseminarier og universiteter i Kina, gav det lærerne et kæmpe skulderklap. Det var med til at ændre kulturen. Vi gik fra at nusse lidt med matematik til noget, som skulle være imponerende godt. Vi fik bygget bro til erhvervslivet,” siger Tom Hagedorn.

Sidste tale
Når Tom Hagedorn tjekker ud af hjørnekontoret (og det er sket, når denne artikel udkommer), er det skolens viceforstander Lone Aalholt Nielsen, som rykker ind som konstitueret forstander, indtil en ny forstander bliver ansat. Selv flytter Tom Hagedorn til København, hvor han først skal fem måneder på pastoralseminariet (han er oprindeligt uddannet teolog) og siden fem uger i praktik i Farum Kirke. Om det ender med, at han skal være præst, ved han ikke endnu.
“Jeg er ikke stoppet som forstander, fordi jeg har en plan. Jeg er stoppet, fordi det er det rigtige tidspunkt. Jeg føler, at jeg er nødt til at stoppe nu,” siger Tom Hagedorn.

Han er stolt over at efterlade Odsherreds Efterskole i god form. Skolen giver overskud og har stor søgning. Det er lykkedes at vende skuden efter en årrække med blodrøde tal og adskillige fyringer som følge af en meget omtalt krænkelsessag, der resulterede i, at en af skolens lærere i 2017 blev dømt for at have krænket fem elever.
“Jeg har ikke lyst til, at den sag skal fylde. Overhovedet. I 2016 var skolen et fantastisk sted. Vi var ved at være der, hvor vi skulle være. Sagen var et tilbageslag, der gav os røde tal i flere år efterfølgende. Og helt personligt følte jeg, at det var et kæmpe svigt,” siger Tom Hagedorn.

Han kigger et øjeblik ud ad vinduet, hvor en lille flok elever står og snakker på græsplænen foran hovedindgangen til skolen.
“Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig det. Når man bor her sammen med unge på 16-17 år, opdager man for alvor deres sårbarhed. Vores elever ligner verdensstjerner, de ser ud til at komme direkte ud af en amerikansk ungdomsfilm med overskud, men når man kender dem, ved man, hvor skrøbelige de er under den overflade. De er jo børn. Det, at en lærer kunne begå et overgreb, rystede mig i min grundsokkel.”

En tredjedel af lærergruppen måtte dengang afskediges på grund af faldende søgning til skolen, heriblandt Tom Hagedorns viceforstander og kone. Siden dengang har jobbet ikke været det familieprojekt, som oprindeligt var så tiltrækkende.
“Lige fra starten har vores børn også været en del af skolen. De har gjort rent, slået græs, Sofie har været tysklærer, Markus har lagt tæppe på i salen, Sarah har altid haft styr på, hvem der var kæreste med hvem af eleverne. Denne her skole har fyldt alt for mig. Hele min sociale kapacitet.”
I dag er alle fire børn flyttet hjemmefra. Tom Hagedorns kone er i gang med sin egen karriere, og når han ser tilbage, har efterskolen fyldt for meget i forhold til familielivet. Han føler, at tiden er inde til at kaste sin energi et andet sted hen.
“Jeg har arbejdet konstant, og det har haft store familiære omkostninger.”

De seneste dage har Tom Hagedorn fundet billeder frem til en sidste tale på Odsherreds Efterskole. Her ses han selv i paryk til forårsfest og dækket af skum til skumfest. Der er billeder af hans egne børn i forskellige aldre i gang med aktiviteter på skolen og af lærere på ture i fjerne dele af verden. Først og fremmest er der billeder af elever. Det er dem, Tom Hagedorn kommer til at savne mest.
“Det har været det mest fantastiske projekt: At få frie hænder til at forme en ny generation af unge. Den opgave har jeg været dybt taknemmelig for,” siger Tom Hagedorn.

Blå bog

  • Tom Hagedorn, 56 år
  • Uddannet økonom og teolog fra Aarhus Universitet. Har desuden en master i læreprocesser og en master i filosofisk business coaching
  • Begyndte sin karriere i reklamebranchen. Arbejdede i en årrække som selvstændig konsulent for virksomheder med fokus på værdibaseret ledelse
  • I 2001 blev han headhuntet til Odsherreds Efterskole som forstander, en stilling han forlod 31. december 2020
  • Næste skridt er fem måneder på pastoralseminariet og siden fem uger i praktik i Farum Kirke. Om det ender med, at han skal være præst, ved han ikke endnu
  • Er gift med Stine Hagedorn. Sammen har de fire voksne børn