Af Katrine Friisberg

Eleverne på Hald Ege Efterskole bytter altid rundt på pedellerne Jesper Kudsk og Søren Jeppesens navne i begyndelsen af skoleåret. De udgør et lille team i pedelteamet, som ud over dem også består af Ivan Kristensen, som leder og fordeler arbejdet, og to mere løst tilknyttede medarbejdere.

Jesper Kudsk og Søren Jeppesen er begge uddannet tømrere. De er begge i 40’erne, cirka lige høje, smiler lige bredt og bevæger sig på samme hurtige og adrætte facon, når de går, sætter brædder op og elever i sving. Der skal ske noget.

For forstander Erik Junker er der ingen tvivl om, at de to tømrere udgør en vigtig del af skolen.

”De har sådan en særlig rolle her. De fylder meget på en god måde med humør og energi. Eleverne er glade for dem. De har en kæmpe kærlighed til det her sted. Og de arbejder i et ret højt tempo.Jeg synes, vi er heldige at have dem,” siger han.

På Hald Ege Efterskole har pedellerne meget at gøre med eleverne. De indgår i aftenvagter, deltager på udlandsturen til Afrika og i temadage. Det sætter de begge stor pris på. Som Søren Jeppesen udtrykker det: ”Vi kan være med til at præge nogen. Det mærker jeg især, når jeg har aftenvagt eller andre ting, hvor jeg har en anden funktion. Der skal vi være de voksne for dem. Så hører vi om de problemer, de har, og er med, når de oplever nogle ting, og vi rykker dem lidt. Det synes jeg, er helt vildt godt.”

Er også kontaktlærer
Pedelkollegaen Jesper Kudsk har endnu en funktion på skolen. Han er også ubuntu-lærer, skolens navn for kontaktlærere. Han spiser sammen med sin ubuntu-gruppe, hjælper nogle af eleverne med at komme op om morgenen, inviterer dem hjem til middag og hygge og spørger ind til, hvordan de har det.

Og det gør han godt, siger en elev, imens hun sammen med sine kammerater gør halvhjertet rent. Hver tirsdag og fredag er det Jesper Kudsk og Søren Jeppesens opgave at sætte eleverne i gang med at gøre fællesområderne rent.

Eleverne skubber og driller hinanden og trækker lod om, hvem der skal vaske det grå linoleum. Ingen gider at gøre rent. Flere brokker sig til Jesper Kudsk over, hvor uretfærdigt det er. Men alle smiler og griner og pjatter samtidig.

”Han er en god kontaktlærer,” fortæller eleven Isabella Maj Jensen og uddyber: ”Han spørger meget ind til os og sørger for, at alle har det godt.”
Det er nok i virkeligheden den indstilling, som makkerparret Jesper Kudsk og Søren Jeppesen især har til fælles. De går meget op i at skabe en god og sund relation til eleverne.

”Hvis vi havde dem fast tre gange om ugen til håndbold, ville de automatisk komme hen til os og opbygge en relation. Vi har dem ofte kun til noget, som de ikke gider. Derfor bliver vi nødt til at arbejde for at få en relation til eleverne. Og alligevel kommer de hen til os og snakker og spørger, hvordan det går. Det, synes jeg, er fedt. Det er, fordi de kan se, at vi gør noget ekstra – at vi gerne vil dem,” siger Jesper Kudsk.

Søren Jeppesen tilføjer: ”Det betyder meget, når vi kommer rundt i løbet af deres stilletime, at vi lige sætter os ned og snakker med dem om deres interesser. I stedet for at vi kun siger, at nu skal de nogle ting. Så oplever de, at vi gider dem,” siger han.

Fra luksusyachter og skurvogne til pedeljob
Selvom de to pedeller er rundet af tømrerfaget, har deres ligheder og har samme tilgang til eleverne, kommer de af noget meget forskelligt.

Jesper Kudsk har, indtil han var oppe i 20’erne, drønet verden rundt på luksusyachter og som skiinstruktør. Da han mødte Karen, og de fik børn, slog han sig ned og tog en uddannelse til tømrer. Men i løbet af fem-seks år gik det op for ham, at det ikke var noget for ham. Derfor søgte han pedelstillinger på flere efterskoler og højskoler. Han ramte først plet, da han opsøgte Ivan Kristensen på Hald Ege Efterskole. En prøvestilling blev hurtigt til en fastansættelse. Jesper Kudsk fik desuden lov til at undervise på Adventurelinjen, som skolen tilbød dengang. Siden blev han spurgt, om han ville være ubuntu-lærer. Noget, han med egne ord er enormt glad for.

Søren Jeppesen har derimod 20 års erfaring som tømrer, selvom han ikke er så meget ældre. Han er gift med Laila, som han mødte, da han selv gik på efterskole. Allerede dengang vidste han, at han ville være håndværker. Men 20 år med hårdt fysisk arbejde slider på kroppen. Så da han så jobopslaget for stillingen som pedel på Hald Ege Efterskole, skrev han sit livs første ansøgning.

”Hvis jeg skulle noget andet – det har jeg sagt for mange år siden – så skulle jeg være pedel på en efterskole. Her bruger jeg min håndværksmæssige baggrund, men jeg har en masse andet også. De skift, synes jeg, er megafede. Og så er det så frit,” siger Søren Jeppesen.

Det ligger ikke i kortene, at Søren Jeppesen også skal være ubuntu-lærer. Den opgave varetager Pedel Ivan Kristensen også, og det er nødvendigt, at en fuldtidsmedarbejder i teamet er dedikeret til pedelarbejdet. For der går meget tid med eleverne.

Til gengæld er det for det meste Søren Jeppesen, som tager sig af en skoletræt elev, der får lov til at skifte nogle timer ud med at hjælpe med et praktisk projekt. Hvis en af skolens fodboldtrænere er syge, springer han også til – gerne i længere perioder. Fredag eftermiddag bruger han sin fritid på grønsværen sammen med fodboldeleverne som hjælpetræner. Han træner selv fodbold og vil derfor gerne suge til sig fra nogle af Danmarks bedste fodboldtrænere, som han siger.
”Det er for min egen skyld, men det er en kæmpebonus, at jeg får nogle relationer til eleverne,” fortæller Søren Jeppesen.

”Det er et dejligt miljø at være i”
Det er ikke kun relationen med eleverne, som gør, at de begge er glade for arbejdet på efterskolen.

”De kolleger, vi har her, er helt anderledes end i en skurvogn. Vi vil hinanden mere her, og vi arbejder meget mere sammen,”

- Søren Jeppesen

”Vi snakker og griner og har det sjovt. Og folk er interesseret i at høre, hvordan det går. Det er et dejligt miljø at være i,” tilføjer Jesper Kudsk.

På andre områder har det været sværere at vænne sig til arbejdsformen på efterskolen.

”Her kan du ikke være effektiv på samme måde. Det er nogle andre krav, du skal stille til dig selv. Når du tager hjem om aftenen og tænker: ’Hvad har jeg nået i dag?’ er det vigtigt at huske, at det kan være lige så vigtigt at snakke med en elev som at have fået repareret eller bygget noget. Det er nærmest det modsatte som tømrer, der kan du ikke gå og snakke. Det skulle jeg lige vænne mig til,” siger Søren Jeppesen.

Glæden ved at se eleverne på efterskolen udvikle sig overstiger så langt ulemperne er de enige om.
”Vi kan se drenge og piger, som sniger sig langs panelerne i begyndelsen af skoleåret og så komme på værelse med nogle af de stærke elever og få et løft. Det er fedt at se. Det er det, som kammeratskab og efterskolen kan. At følge sådan noget, det er megafedt,” siger Jesper Kudsk.

Blå bog
  • Søren Jeppesen, 44 år
  • Uddannet tømrer og arbejdede som tømrer i 20 år, før han blev ansat som pedel på Hald Ege Efterskole, hvor han nu har været i fire et halvt år i en fuldtidsstilling
  • Har selv gået på efterskole på Borremose Ungdomsskole, som i dag er lukket. Både hans mor, far, søskende, fætre og kusiner har gået på efterskole
  • Er gift med talepædagog Laila Jeppesen. De mødte hinanden, da de gik på samme efterskole. De bor i landsbyen Vinkel, 12 kilometer fra Viborg, og har tre børn, hvoraf datteren på 18 år har været på efterskole, den 16-årige søn er på efterskole nu, og den yngste datter på 13 år skal også på efterskole
Blå bog
  • Jesper Kudsk, 40 år
  • Uddannet tømrer og har arbejdet som tømrer i cirka fem år. Har tidligere arbejdet på et skibsværft og rejst rundt i verden med job på luksusyachter og som skiinstruktør
  • Har arbejdet som pedel på Hald Ege Efterskole i syv år og arbejder 33 timer om ugen
  • Ville gerne have været på efterskole, men fik ikke muligheden
  • Er gift med overlæge Karen Kudsk. De bor i Viborg og har to drenge på 9 og 12 år, som skal have muligheden for at tage på efterskole, hvis de har lyst

Faktaboks: Pedellerne på Hald Ege Efterskole
I alt fem personer arbejder som pedeller på Hald Ege Efterskole fordelt på to fuldtidsansatte, en der er ansat på 33 timer, en fleksmedarbejder og en løst tilknyttet medarbejder, som står for alt havearbejdet. Derudover har teamet af og til i kortere perioder praktikanter fra det lokale jobcenter.

Pedelteamet står for alt det praktiske på skolen. De reparerer ting og ordner små håndværksopgaver som at renovere et lokale, skifte et vindue, bygge ting som en scene eller en terrasse eller male et stakit. Hald Ege Efterskole involverer så vidt muligt alle skolens medarbejdere i elevarbejdet, fordi skolen har den holdning, at eleverne får noget ud af at møde forskellige mennesker med forskellige arbejdsopgaver.