Af Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne

Forventningsfulde elever fylder igen vores 241 efterskoler. Batterierne er ladet helt op til et nyt skoleår med den energi, der skal skabe en stærk skolekultur, hvor faglighed og personlig udvikling i stærke fællesskaber er i højsædet.

Vi håber at kunne lave efterskole, som vi gjorde for bare to år siden – uden coronarestriktioner og uden ændrede indholds- og årsplaner. Uden fraværet af stærke fysiske fællesskaber. Tilbage til efterskole classic.

Men så alligevel. Er der ikke de seneste år med corona skabt nye vaner, som er værd at beholde fremover? Lokale kulturmøder, digitale informationsmøder, alternative gymnastikopvisninger eller noget helt fjerde, som blev en nyskabelse skabt som en nødløsning, men som alligevel fungerede. Som frie skoler har vi mulighed for og frihed til at udvikle aktiviteter, der kan være både originale og skæve, og som er med til at definere et stærkt skoleår. Corona har udfordret vores vaner, og den udfordring kan der være grund til at gribe for at skabe spændende forandringer.

Travlt efterår i vente
Jeg ved, I har travlt på efterskolerne lige nu. Fra foreningens side går vi også et travlt efterår i møde. Vi byder på invitationer til spændende arrangementer og kurser, og vi håber, I melder jer til og prikker til jeres kolleger. Bl.a. holder vi 17. september seminaret ’Videre med 10,’ hvor vi skal drøfte fremtidens 10. klasse.

Vores erfaring er, at selvom der er travlhed på skolen, så stimuleres vi som mennesker af fornemmelsen af at være en del af noget større. I foreningen kommer vi til at gøre vores for, at I har frihed til at være jer selv, men ikke jer selv nok. Foreningens formål er at skabe gode og frie forhold for foreningens udvikling, og den opgave tager vi på os. Vi er – nye ansatte såvel som gamle – en del af noget større allesammen.

Velkommen til skole- og foreningsåret 2021/22.