Af Lise Lundsgaard Christensen, lærer på Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole

For nylig var jeg til en rund fødselsdag, hvor jeg talte med en ung mand, jeg kender perifert. Hans datter er lige begyndt i 0. klasse, og jeg spurgte, om hun var glad for sin skole. Det var hun, svarede han.

Så fortalte han om den første skole-hjem-samtale. Han havde i dagene før forberedt, hvordan han kunne sige nej tak, hvis han blev budt på kaffe for ikke at risikere at spilde. Han var nemlig rystende nervøs, og han følte sig svimmel og syg, da dagen kom. Det var på den skole, han selv blev smidt ud af i 8. klasse. Han kom på efterskole året efter, og det var det bedste år i hans liv.

Som efterskolemenneske holder jeg mig ikke for god til at sole mig i andre efterskolers succeser. Hvor var det godt, der var nogen, som tog imod, så han blev en del af et fællesskab på efterskolen. Man bliver helt varm om hjertet.

Men den skam og det ubehag, der sidder i ham efter alle de år, der er gået, siden han blev smidt ud af sin første skole, er vi også med til at skabe på efterskoler, når vi bortviser unge.

"Skal vi virkelig straffe ved at ekskludere fra det fællesskab, man vokser af at være en del af?"

– Lise Lundsgaard Christensen, lærer på Vardeegnens Gymnasieforberedende Efterskole

Brug for pædagogik, ikke straf
De forsvinder jo ikke, de bortviste. Andre skoler skal samle dem op, og de skal samle sig selv op og bære bortvisningen med sig gennem et forhåbentligt langt liv.

Hvorfor kan vi ikke arbejde pædagogisk med regelbrud på en måde, hvor vi holder blikket på problemet og ikke forveksler det med eleven? Er der mon en social slagside, så det er dem, der har mest brug for at blive inkluderet, der er mest udsatte for at ende i teenager-skammekrogen eller blive vejet og fundet for let?

Skal vi virkelig straffe ved at ekskludere fra det fællesskab, man vokser af at være en del af? Det kan vi gøre bedre. Og det skal være ved at fjerne bortvisning og tænkere helt fra værktøjskassen. Det er som at præsentere muligheden for skilsmisse for sin partner eller børnehjem for sine børn. Når det findes, har det magt.

Efterskoler er frie til at drive skole efter eget værdigrundlag. Og bortvisning og tænkere opfattes af mange som en del af kulturen på efterskoler. Elever og forældre inklusive. Men der er brug for en kulturændring, og vi må arbejde pædagogisk med de elever, vi har og de udfordringer, vi møder.