Debat: Læg mobilen væk og få fællesskabet tilbage

Af Mathias Granum, lærer på Efterskolen Epos

Forestil dig, at det er mandag morgen, og du møder ind på efterskolen for at spise morgenmad med dine elever. På vej til spisesalen går du igennem hyggestuen, hvor en snes elever sidder og ryger deres morgencigaret. Luften er så tyk, at du kan skære i den, så du holder vejret, nikker og smiler, idet du haster forbi.

Scenariet lyder utænkeligt i dag, men var hverdag på mange efterskoler for blot få årtier siden. Da jeg selv gik på efterskole i 1996/98 var det ikke ualmindeligt, at man lærte at ryge i løbet af sit efterskoleår. Selvom der dengang var mange holdninger til, hvorvidt rygning hørte hjemme på efterskoler, er der vist kun få i dag, som ønsker sig tilbage til tiden for fri rygning: Forbuddet virkede – langt bedre end oplysningskampagner.

For nylig talte jeg med en efterskolelærer, som sagde: ”Her er vi ikke meget for forbud, det er vigtigt for os, at eleverne er fri til at træffe deres egne valg.”

Emnet denne gang var ikke rygning, men mobiltelefoner. Jeg forstår ham godt: For mange af os efterskolemennesker klinger frihed bare meget bedre end kontrol.

Men jeg tror, at efterskolerne med fordel kan tage kontrollen – også når det kommer til mobiltelefoner.

Jeg har netop afholdt en camp for unge på Efterskolen Epos, hvor jeg er lærer. På campens tredje dag mødte jeg ind før morgenmaden, og idet, jeg gik igennem foredragssalen, så jeg et par håndfulde deltagere sidde foran scenen, hvor én fortalte en historie. Jeg spurgte, hvor længe de havde været i gang. Svaret var: ”Siden klokken seks”. I halvanden time havde de skiftedes til at fortælle historier fra deres liv.

Jeg var målløs: At fortælle en historie siddende på en scene foran et publikum er udfordrende. Det er ikke noget, jeg ville forvente, at 14-årige, som lige har mødt hinanden, ville finde på, og slet ikke klokken seks om morgenen på tredjedagen af en camp, som i forvejen er ganske tætpakket med program. Gennem de seneste 14 år har jeg afholdt op mod 30 camps for unge, og jeg har oplevet mange både gakkede og fantastiske ting. Men lige netop dette havde jeg aldrig set før.

Hvorfra kom deltagernes gåpåmod? En del af forklaringen var de unges kreativitet og lyst til at lære hinanden at kende. Måske var de også blevet inspireret af godnathistorien, som en arrangør havde fortalt aftenen før.

Men jeg tror også, at en del af forklaringen skal findes i et meget simpelt faktum, som adskilte netop denne camp fra tidligere camps, jeg har holdt: Vi havde taget deltagernes telefoner. Hver deltager havde kun adgang til sin telefon i et tidsrum på 30 minutter hver dag lige efter aftensmaden.

Forestil dig det samme scenarie med mobiler: En campdeltager vågner klokken seks om morgenen fuld af energi og lyst til at hænge ud med sine nye campvenner. Men hun ved ikke, om de andre er stået op endnu. Hun griber telefonen for at se, om der er aktivitet på Discord, men opdager så, at nogen har tagget hende i et billede i går. I løbet af få minutter er hun fanget ind af telefonens algoritmer. Og selv hvis hun løsriver sig og faktisk går ud på skolen, vil hun næppe møde nogen, fordi de andre ligger med deres telefoner. Eller de sover stadig, fordi de lå med deres telefoner indtil sent i går aftes.

Netop det er problemet med mobiler: Det nytter ikke at give den enkelte elev friheden til at vælge mellem fællesskabet eller mobiltelefonen, fordi der ofte ikke er noget fællesskab at tilvælge, når andre er optagede af deres telefon.

For nylig deltog min søn i en efterskolecamp, hvor alle beholdt deres mobiler hele ugen. Mobilpolitikken var, at ”i fællesområder skal telefonen blive i lommen”, men den blev ikke rigtig håndhævet. Der er ikke langt fra lommen til hånden, og mange endte med at sidde i opholdsrummene eller på værelset og kigge på deres telefon, så snart de havde pause. Min søn havde ikke nemt ved at finde andre at hænge ud med, og han lærte aldrig rigtig de andre deltagere at kende. Den campoplevelse kostede efterskolen mindst én kommende elev.

I bogen ’Den ængstelige generation’ argumenterer sociologen Jonathan Haidt overbevisende for, at der er en sammenhæng mellem det fald i unges trivsel – målt på en række parametre som skolevægring, ensomhed, angstdiagnoser og selvskade – som vi har registreret siden 2010, og så udbredelsen af smartphones i netop samme periode.

Teknologi er et emne, som de fleste har en holdning til, og som efterskolelærer kan man møde forældre, der siger: ”min søn/datter har brug for sin telefon!” På Efterskolen Epos har vi imidlertid gode erfaringer med at stramme op på vores mobilregler, både når det gælder camps (hvor elever nu har telefonen 30 minutter hver dag) og til daglig (hvor eleverne har telefonen fra klokken 18-22).

Hvad vil vi helst opleve, når vi møder ind om morgenen: Elever der sidder og fortæller hinanden historier, eller elever der sidder og kigger på hver sin telefon? Hermed en opfordring til, at vi efterskoler eksperimenterer med at begrænse skærmene.

Dette indlæg er udtryk for skribentens egne holdninger og er ikke skrevet på vegne af Efterskolen Epos.