Af Anna Rossman Thejsen 

Se efter tegn

Nogle elever larmer meget, hvis de mistrives. Andre forsøger at gå i et med panelet og kan være mere vanskelige at spotte. De ensomme er ofte dem, du som lærer ikke kan huske navnet på et par måneder inde i skoleåret. Det er dem, der har en tendens til at holde sig meget for sig selv. Dem, der har det svært med aktiviteter, der ikke er strukturerede. Måske hægter de sig meget på de voksne. Eller hægter sig på en gruppe uden egentlig ikke at være med. Det er også dem, der ikke bidrager, ikke siger noget, ikke bliver spurgt eller for eksempel ikke deltager aktivt i gruppearbejdet. Hvis du observerer en ung, der lever op til tre-fire af disse punkter, kan det være grund til at reagere. Vend dog først med dine kolleger, om de har set noget af det samme, og hvis det er tilfældet, så gå direkte til den unge og tal med ham eller hende.

Vis interesse

Sig f.eks. til den elev, du er bekymret for: ’Jeg har lagt mærke til, at du sidder meget alene på værelset – hvem snakker du egentlig med?’ Eller: ’Jeg synes, du nogle gange ser lidt trist ud. Er det mig, der er helt forkert på den, eller er der noget om det?’ Det er vigtigt at være åben over for, at det, man har observeret, måske ikke er sådan, den unge selv opfatter det. Lyt også til elevens egen oplevelse af situationen og hjælp eleven med at sætte ord på sine følelser.

Vær vedholdende

Hvis den unge slet ikke deler din oplevelse af, at der skulle være noget galt, skal du selvfølgelig anerkende og respektere den unges grænser. Men det er yderst vigtigt, at du følger op, hvis du fortsat er bekymret. Gør eleven opmærksom på, at du respekterer, hvis han eller hun ikke vil tale om det lige nu, men at du altså stadig er bekymret og vil spørge ind til det igen. Tit handler afvisningen om, at den unge før har oplevet en sådan opmærksomhed, men så har oplevet, at når det kom til stykket, havde den voksne alligevel ikke tid til at hjælpe eller lytte. Så følg op!

Ros og anerkend den unge

Efterskolelivet er en stor omvæltning for alle, og det er forståeligt, at det kan være svært. Anerkend den unge for at have taget skridtet og flyttet væk fra familie og venner, og husk ham eller hende på, at det er okay, at man ikke falder til de første uger eller måneder. Har du observeret, eller giver eleven udtryk for, at der er nogen steder, hvor det går godt, så fokusér på det. Trives eleven godt i den lille gruppe, hvor de har friluftsliv, eller er eleven et kreativt talent på skriveholdet, så ros og anerkend dette. Det kan åbne for en snak om, hvad der fungerer i netop disse rum, og hvordan det kan bæres videre.

Tænk i knap så krævende aktiviteter

For nogle elever kan det være svært at navigere i de tidspunkter på dagen, som ikke er skemalagt eller på anden måde organiseret. For dem kan halvanden time, hvor man bare kan hænge ud, lave lektier, eller hvad man nu har lyst til, føles helt uoverskuelig. Her vil dem, der føler sig ensomme, måske bare skynde sig op på værelset for at undgå, at nogen at opdager, at de ikke har nogen at være sammen med. Se evt. på, om I kunne skabe nogle rum, hvor eleverne kan slappe af og være sammen. Hvis man tager udgangspunkt i en halvanden time, der ikke er programsat, kunne der f.eks. altid være en serie, der kører på storskærm, hvor der kører julekalender eller Friends, hvor man bare kan være til stede uden at skulle yde noget.

Inddrag de stærke elever

Lær eleverne, hvor vigtigt det er at sige godmorgen og hej til hinanden – også til dem, der ikke er ens hjertevenner. For en, der føler sig ensom, kan et lille hej gøre en kæmpe forskel. Lad eleverne øve sig i at se dem, der måske står lidt uden for cirklen og invitere dem ind. Det kan godt være super irriterende, hvis de siger nej hele tiden. Men hvis man selv er godt kørende socialt, koster det ikke særlig meget at spørge: ’Vil du med op og se Game of Thrones’, ’vil du med ud at gå en tur sammen med os’, ’hvad synes du om …?’ Lær eleverne at være tålmodige med dem, som måske virker, som om de hellere vil være alene. For det kan godt være, der ligger noget andet bag.

Denne artikel har oprindeligt været bragt i Magasinet Efterskolerne