Børnene efterlod et tomrum hjemme, da de startede på efterskole

Af Katrine Friisberg, redaktion@efterskolerne.dk

I tiden efter, Ulla Harmsen havde afleveret sin søn Oskar Harmsen på Hou Maritime Idrætsefterskole, dækkede hun bord til fire, selv om de nu kun var tre.

”Jeg syntes, det var underligt, at vi manglede en,” siger hun.

Det samme tomrum oplevede hun et par år efter, hvor Oskar Harmsen var vendt hjem, og det var tid til at sende lillesøster Mathilde Harmsen først på Ølgod Efterskole og året efter på Vedersø Idrætsefterskole.

Med begge børn har Ulla Harmsen mærket en tomhed i huset, i familien og i hende selv. Værst var det, da Mathilde tog afsted. Oskar har altid været meget væk og klaret lektierne med kun ganske lidt hjælp, men Mathilde er ordblind, og derfor har Ulla Harmsen hjulpet hende meget med skolearbejdet.

”Det tomrum, hun efterlod, var kolossalt, og jeg tudbrølede. Jeg synes virkelig, det var hårdt. Men det var også, fordi jeg vidste, hun også kæmpede en kamp for at være i det,” fortæller Ulla Harmsen.

Både hun og hendes mand Morten Harmsen har oplevet, hvordan dynamikken i familien har ændret sig, når de har sendt et barn på efterskole, og hvor svært det kan være at vænne sig til at være forælder på afstand.

Der gik et stykke tid, før Oskar faldt til på sin efterskole, og han var ikke glad, når de om søndagen kørte afsted mod efterskolen. Det kom bag på Ulla og Morten Harmsen. De har begge selv været vilde med at gå på efterskole og husker det som det fedeste år. Mathilde faldt hurtigt til, men praktikken i forhold til at få styr på hjælpen i skolen fyldte meget i begyndelsen. Det betød, at bekymringer om børnene blev ved med at fylde.

En svær balancegang
For Ulla og Morten Harmsen har det været svært at finde balancen mellem at vise deres børn, at de savnede dem og gerne ville have, at de kom hjem i weekenderne, samtidig med, at de ikke ville have, at børnene skulle gå glip af alle de fantastiske oplevelser, de selv havde som efterskoleelever.

”Det er en balancegang at vise, at man savner dem og samtidig have et ønske om, at de bliver på skolen og får det hele med,” siger Ulla Harmsen.

De fandt dog ud af, at det ofte kunne hjælpe både børn og forældre at holde lidt ekstra kontakt. Det gjorde de ved f.eks. at kigge forbi til en fodboldkamp, se et par ekstra gymnastikopvisninger eller køre forbi efterskolen og låne børnene en times tid.

”Det gjorde et eller andet, at vi bare lige var forbi og sige hej. De kunne lige trække vejret igen. Og det kunne vi egentlig også,” siger hun.

”Da det hele kørte, og de trivedes, faldt der ro på hos dem og hos mig,” tilføjer hun.

Bedre og tættere forhold
Hun oplever, at forholdet til begge børnene har ændret sig. Efter efterskolen har de i højere grad kunnet føre dybe samtaler med både Oskar og Mathilde. Desuden er det deres forældres oplevelse, at begge børn er blevet bedre til at mærke deres egne grænser og indrette deres liv, så det passer til dem, og det, de gerne vil.

Forholdet mellem Mathilde og hendes mor har også ændret sig meget.

”Mathilde og jeg er blevet meget bedre sammen. Vi havde mange konflikter, inden hun tog afsted, fordi jeg fungerede som lærer. Jeg skulle sørge for, at hun lærte noget og hjælpe hende med mange ting. Og det bliver man bare ikke gode venner af,” siger Ulla Harmsen.

Nu har hun lagt lærerrollen på hylden og er udelukkende mor for Mathilde. Derfor har de nærmest ingen konflikter længere.

I sommer blev Oskar student, og Mathilde kom hjem fra Vedersø Idrætsefterskole. Men som i de sidste mange år må familien stadig køre af sted med Mathilde og hendes ting til skolestart. Mathilde har valgt at tage HF for ordblinde i Nørre Nissum, hvor hun skal bo på kostskole.

Ulla Harmsen har stor respekt for sin datters valg, for hun ved, at Mathilde helst ville hjem. Hun har ikke valgt den nemmeste vej, men den vej, der giver hende de bedste fremtidsmuligheder.

Selvfølgelig er det svært, at Mathilde ikke kommer hjem. Men det hjælper, at Ulla og Morten Harmsen ved, at de kan lægge bekymringerne på hylden.

”Et efterskoleår er en kæmpe gave – både for de unge og os som forældre. De får noget med i bagagen, som vi ikke kan give dem herhjemme. Og det har været alle savnene værd, synes jeg.”