Af Torben Vind Rasmussen

Mandag i denne uge kom tallene for søgning til ungdomsuddannelserne i 2023. Knap 20 % af en ungdomsårgang har søgt mod erhvervsuddannelserne efter 9. eller 10. klasse. Tallene har ligget stabilt over de seneste 10 år, hvilket naturligvis ikke er godt nok, når erhvervsuddannelsesreformen fra 2014 om bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser formulerede et mål om, at en større andel af de unge skulle vælge en erhvervsuddannelse efter grundskolen. Målsætningen for 2020 var, at 25 pct. af de unge i 9. og 10. klasse skulle vælge en erhvervsuddannelse. De nye optagelsestal viser med al tydelighed, at det ikke er nok at formulere målsætninger, hvis der ikke følger konkret handling med.

Kigger vi specifikt på efterskolerne er tallene stort set identisk med landsgennemsnittet og har ifølge tal fra Børne- og Undervisningsministeriet været det gennem de seneste 10 år.

Børne -og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) var hurtigt ude med en kritik af bl.a. af efterskolerne, og til det må jeg bare sige:

Efterskolerne er ikke en del af problemet. Vi er en del af løsningen. Over halvdelen af efterskolerne udbyder praktiske linjer eller fag, der er er rettet mod en erhvervsuddannelse. Og rigtig mange efterskoler er reelt optaget af at gøre unge interesserede i at lære med hænderne. Sammenhæng mellem hånd og ånd er en del af vores DNA.

Vi har brug for en fælles indsats for at skabe respekt om erhvervsuddannelserne. Derfor er det befriende at høre en direktør fra en erhvervsskole her i nyhedsbrevet udtrykke respekt om en erhvervsuddannelse, som stiller høje krav til unge: ”De får en læreplads – et ansættelsesforhold med løn – og det indebærer en forpligtelse til at udføre et stykke arbejde. Det kræver en modenhed og selvstændighed.”

Vi skal selvfølgelig tage et ansvar for, at også flere efterskoleelever bliver oplyst og vejledt i forhold til de muligheder, der er ved at vælge en erhvervsuddannelse. Vi er allerede godt i gang. Da vi for fem år siden udviklede den nye brobygningsopgave (IBO), hvor eleverne samarbejder med både en erhvervsskole og en organisation eller virksomhed om en konkret case med et af verdensmålene som ramme, var det netop et primært mål at give eleverne indsigt i andre fagligheder, end dem de kender. Nye erhvervsfaglige færdigheder, praksisfaglige kompetencer og kobling mellem erhvervsuddannelser og erhvervsliv. Og ikke mindst samarbejde mellem elever på efterskolen og på erhvervsskolen. På den måde kan vi skabe nysgerrighed og interesse for at gå nye veje i uddannelsessystemet.