Af Louise Grønkjær

Efterskoleforeningen har ansat 48-årige Mie Juul Ingerslev til at stå i spidsen for et projekt, som skal være med til at styrke unges sociale kompetencer, sociale relationer og sociale fællesskaber. Projektet er et samarbejde mellem Mary Fonden, Just Human og Efterskoleforeningen. 

Mie Juul Ingerslev kommer med bred erfaring, som hun vil trække på i sin nye stilling. Hun har blandt andet været efterskolelærer i ti år på Tølløse Slots Efterskole, hvor hun alle årene har arbejdet som trivselscoach for de unge og udviklet en særlig linje med fokus på personlig udvikling og lederskab. Ud over sin læreruddannelse har hun flere coachuddannelser bag sig, ligesom hun har en master i positiv psykologi fra Aarhus Universitet.

"Alt i mit professionelle virke de sidste ti år har drejet sig om de unges trivsel. Det er mit hjertebarn. Så jeg er enormt ydmyg over at få lov til at sætte den viden i spil på flere af landets efterskoler. Jeg glæder mig rigtig meget til at samarbejde med lærerne ude i det danske efterskolelandskab, så vi sammen kan højne de unges trivsel," siger hun.
 
En af de opgaver, som Mie Juul Ingerslev kommer til at kaste sig over i den nye stilling, er at udvikle undervisningsmateriale med aktiviteter og øvelser, som styrker de unges sociale trivsel, og som passer til efterskolernes hverdag.
 
Mie Juul Ingerslev tiltrådte den nye stilling i starten af januar. Hendes ansættelse løber frem til 1. juni 2022. Stillingen er finansieret af projektmidler fra Tuborgfondet.