Af Lene Tanggaard, cand.psych., Ph.d., rektor på Designskolen i Kolding 

Sikke en tid, vi lever i. Ligesom internettet kender coronavirussen ingen grænser, og den smadrer liv, fællesskaber og økonomier, som den suser rundt. På en forfærdelig trist baggrund er hele vores verden med et snuptag blevet et kæmpe laboratorium for opfindsomhed og kreativitet. For vi kan ikke håndtere coronakrisen uden at skulle genopfinde os selv og uden at opfinde nye behandlingsformer og en vaccine.

Men hvad er kreativitet, og bliver vi virkelig mere kreative i en krisetid? En meget enkel og samtidig velaccepteret definition af kreativitet lyder, at kreativitet er det nye, det værdifulde og det passende. Det er ikke nok at få en vild idé. Man skal kunne omsætte idéen og sætte handling bag. Kan det overhovedet lade sig gøre? Er det passende? Kan nogen se værdien? Gør det vores liv bedre? Samtidig ved vi, at vi er mest kreative, når vi ikke kan gøre det, vi plejer. Så længe det ikke er strengt nødvendigt at gøre noget nyt, gør det vi sjældent.

I designtidsskriftet Dezeen kan man i øjeblikket læse en række historier om kreative designløsninger. Da der manglede ventiler til ventilatorer på et hospital i Chiari i Norditalien, fandt en gruppe designere sammen om en 3D-printer og fik lavet ventiler af høj kvalitet, der kunne bruges med det samme. I Kina klagede mange læger over, at det var smertefuldt at gå med ansigtsmasker. Designeren Guoliang Ji opfandt så en rem til at sætte på masken og rundt om nakken, så man slipper for det frygtelige tryk på ørerne. Og så kunne lægerne fortsætte arbejdet med at redde coronapatienter uden selv at ende med voldsomme smerter i hovedet.

I Danmark ser vi i øjeblikket et væld af kreative påfund. Også i efterskoleverdenen. På Bork Havn Efterskole fandt de f.eks. på at bruge skolens 3D-printer til at producere visirer til sundheds- og omsorgspersonalet i Esbjerg, og lærere landet rundt har udtænkt nye og anderledes måder at lave digital undervisning på under skolelukningerne. Og selvfølgelig kan vi også være kreative, når der ikke er krise. Lad os huske det, når vi engang er omme på den anden side.

Lene Tanggaard er cand.psych., Ph.d., rektor på Designskolen i Kolding og professor ved Aalborg Universitet. Forfatter til en række bøger og forskningsartikler om kreativitet og læring. Senest har hun skrevet bogen ’Vanebrud og Læringsglemsel’. Hun er desuden bestyrelsesmedlem i en række organisationer.

Klummen er oprindeligt blevet bragt i Magasinet Efterskolerne.