Af Louise Wethke Buch

"Turen er med til at kvalificere min undervisning om EU"

Eu-studietur

Rasmus Ravn Østergaard

  • Lærer på Frijsenborg Efterskole

Hvorfor deltager du i studieturen til Bruxelles?
"Jeg var med på studieturen for nogle år siden, og jeg var helt vildt høj over det, jeg havde oplevet og lært om EU. Jeg syntes, programmet i år så anderledes og endnu mere spændende ud, så det var en oplagt mulighed for at blive endnu mere kvalificeret til at undervise i EU på efterskoler. Jeg synes, det kan være svært at ’sælge’ EU som emne i undervisningen og få eleverne til at synes, det er fedt at arbejde med. Men jo mere, jeg er inde i stoffet, jo lettere kan jeg gøre undervisningen fed for eleverne."

Hvad har du fået ud af studieturen?
"På den første studietur fik jeg en grundlæggende viden om Europa-Kommissionen og -Parlamentet, og på denne studietur har jeg fået udvidet min viden om EU. Som lærer er jeg nødt til at holde mig opdateret og blive klogere på emner som EU. Det er studieturen med til at gøre, for jeg får serveret så mange spændende informationer, som Google ikke ville kunne give mig. Jeg føler mig enormt privilegeret over at få lov til at komme ind i maskinrummet og f.eks. høre et oplæg af ruslandsekspert Jon Kyst. Efter min første studietur til Bruxelles blev jeg mere motiveret til at undervise i emnet, fordi jeg kom hjem med en større viden. Jeg tager også gerne på en tredje studietur til Bruxelles."

Hvad tager du med dig hjem til efterskolen, som du kan bruge i undervisningen?
"Turen er med til at kvalificere min undervisning. Det er slet ikke til diskussion."

Hvad har gjort størst indtryk på dig på turen?
"Jeg føler mig bare privilegeret over at få mulighed for at komme med til Bruxelles og møde nogle af de mennesker, der arbejder i EU. Det er meget autentisk, og det giver mening at få et mere nuanceret syn på, hvad der foregår i EU. Jeg har fået lov til at møde nogle meget kloge og inspirerende mennesker, og jeg er taknemmelig for, at de hver især har lyst til at sætte en time af til at gøre os klogere. Det er vildt fedt at komme til Bruxelles og f.eks. møde ruslandsekspert Jon Kyst og embedsmænd som Nina Dall og Stina Soewarta, som serverer spændende informationer for os om EU og energiområdet."

"Jeg føler en større forpligtelse til at formidle EU-stof til vores unge mennesker nu"

Eu-studietur

Søren Haubjerg

  • Forstander på Vesterlund Efterskole

Hvorfor deltager du i studieturen til Bruxelles?
"Det er en oplagt mulighed for at netværke og lære mere om EU. Jeg tror, jeg er meget gennemsnitlig på den måde, at jeg er EU-borger uden at forholde mig så meget til EU. Det, tror jeg, afspejler sig i vores pædagogiske projekter og i hverdagen på efterskolen. Hvis sådan en studietur kan være med til at skubbe til mig, synes jeg, det er givet godt ud."

Har turen så været med til at skubbe til dig?
"Ja, den har virkelig været en øjenåbner. Det var bl.a. inspirerende at høre Jeppe Kofods tale og hans pointe med, at vi ikke længere skal bruge tid på at diskutere, om vi skal være med i EU, men hvordan vi skal være det. Det gav mig et spark i forhold til, hvordan vi formidler EU til eleverne. Der er ingen grund til at bruge energi på diskussioner med eleverne om, hvorvidt vi skal være med i EU, for det er vi. Vi skal hellere bruge tid på at diskutere, hvordan vi er med i EU, og hvilke muligheder det giver os."

Hvad tager du med dig hjem til efterskolen, som du kan bruge i undervisningen?
"Jeg føler en større forpligtelse til at formidle EU-stof til vores unge mennesker, og jeg synes, Efterskoleforeningen skal have credit for at åbne de døre for os."

Hvad har gjort størst indtryk på dig på turen?
"Det gjorde oplægget med ruslandsekspert Jon Kyst, fordi det er så relevant lige nu. Han var så hudløst ærlig, passioneret og vidende om Rusland. Jeg synes også, det var vildt inspirerende at høre oversætter i EU Dana Dall fortælle om den vigtige opgave, hun løser ved at oversætte EU’s politik til så mange sprog. Det var enormt nørdet og en vinkel på arbejdet i EU, som jeg ikke selv havde tænkt på. Mest af alt har jeg bare ladet mig rive med på en tur ind i EU’s maskinrum, og jeg har været afsted med nogle megainspirerende mennesker."

"Jo mere viden jeg får, jo bedre kan jeg formidle det videre til eleverne"

Eu-studietur

Annemette Nørgaard Jensen

  • Lærer på Eriksminde Efterskole

Hvorfor deltager du i studieturen til Bruxelles?
"Vores forstander Lynge Korsgaard opfordrede mig til at tage med. Han har tidligere været med på studieturen og syntes, turen ville give sindssygt god mening for mig at deltage i og for vores efterskole generelt. Vi har ikke særlige linjefag på efterskolen med internationalt fokus, men jeg synes, det er vigtigt at tænke det ind i undervisningen generelt."

Hvad har du fået ud af studieturen?
"Jeg har lært en masse andre efterskolefolk at kende, som også overvejer at blive en del af Erasmus+-programmet, eller som allerede er det. Det er fedt at have et netværk af efterskolefolk, som jeg kan skrive til og få inspiration fra om deres måder at lave rejser på. Jeg har også fået et indblik i EU som institution, og det har været en øjenåbner at lære om Erasmus+, og hvad programmet indebærer."

Hvad tager du med dig hjem til efterskolen, som du kan bruge i undervisningen?
"Jeg har fået et indblik i Efterskolernes webinarer, der er tilgængelige for efterskoler og elever, som kan lære vores elever noget af det, vi måske selv har svært ved at lære dem. Det har også været fedt at få et indblik i EU, som er et kæmpe organ, og det, tror jeg også, vores elever vil synes, er spændende. Jo mere viden jeg får som lærer, jo bedre kan jeg formidle det videre til eleverne. Det er vigtigt, at de ser sig selv i sammenhæng med andre fra forskellige lande og oplever andre skoleformer, som minder om eller helt afviger fra vores. Det gør man på sådan en tur. Vi har en elevflok på Eriksminde Efterskole, som går meget op i klima, og det bliver fedt at udvide deres horisont ved at give dem et andet fokus på klima og verden omkring dem."

Hvad har gjort størst indtryk på dig på turen?
"Det var fedt at høre et oplæg med forfatter Jens Christian Grøndahl, hvis filosofiske input om EU også bliver brugt i politiske sammenhænge. I Bruxelles hørte vi Nana Dall, som er ansat som oversætter i Europa-Kommissionen, fortælle om sin specifikke rolle, og hvor vigtigt et arbejde hun gør."

Om studieturen til Bruxelles

24 skolefolk fra 12 forskellige efterskoler var fra 9.-12. maj på studietur i Bruxelles for at blive klogere på, hvordan man kan arbejde med EU i undervisningen, og hvordan efterskoler kan bruge det europæiske uddannelsesprogram Erasmus+ til at samarbejde med skoler i hele Europa. Studieturen var arrangeret af Efterskolerne og er en del af Erasmus+-programmet. Turen startede i Europahuset i Danmark med fokus på det danske syn på det europæiske samarbejde og sluttede i Bruxelles med besøg i Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og den norske skole i Bruxelles. Oplægsholdere som forfatter Jens Christian Grøndahl, ruslandsekspert Jon Kyst, professor ved Aarhus Universitet Derek Beach, udenrigsminister Jeppe Kofod og fem MEP’ere var på programmet for at give efterskolerne en dybere forståelse for Europa, EU og EU’s forhold til Rusland.