Coronasidegevinst 1: Fra kuldsejlet københavnertur til lykkerus i Thyborøn

Det var i slutningen af august. Elevholdet på Nøvlingskov Efterskole var nyt, skoleåret var nyt. De ansatte på skolen øjnede en chance for et skoleår, eller måske bare et efterår, uden alt for mange coronarestriktioner. Lærer Annelene Bæk sad på efterskolen lidt uden for Herning og var sammen med kollegerne i ’Københavnerudvalget’ ved at lægge sidste hånd på skolens traditionsrige ryste-sammen-tur til hovedstaden. Så begyndte meldinger om høje smittetal i hovedstadsområdet at tikke ind.
”Det var næsten ikke til at holde ud,” siger Annelene Bæk her tre måneder senere, hvor hun og to lærerkolleger sammen med forstander Morten Mikkelsen er mødtes på hans kontor for at tale om endnu et skoleår, som coronavirussen har sat dybe spor i.

Morten Mikkelsen kommer i tanke om, hvordan han tilbage i august blev passet op af elever og medarbejdere på gangene, der spurgte: ’Tror du, vi kommer vi til København, Morten?’ ’Kan vi overhovedet forsvare at tage af sted?’

Forstanderen vidste, at udvalget, som foruden Annelene Bæk, bestod af lærerne Marianne Sandgård Poulsen og Mathias Bækgaard Braad, havde brugt timer og dage på at få aftaler på plads med alt fra Statens Museum for Kunst til Christiania.

Fredag 4. september holdt regeringen pressemøde med meldinger om, at forsamlingsloftet blev sænket til 50 personer, og at der blev indført mundbind i al offentlig transport i København. Det pressemøde gjorde udslaget for den beslutning, som skolens ledelse og Københavnerudvalget traf sammen på et møde mandag 7. september. ”Det skulle jo være en fællesskabstur, men med de nye restriktioner ville vi have været tvunget til at dele os op og bo forskellige steder og bære mundbind meget af tiden. Det var jo ikke forbudt for os at tage af sted, men vi syntes simpelthen ikke, vi kunne forsvare turen længere,” husker Morten Mikkelsen.

Han husker også sukkene og de skuffede ansigter, der bredte sig ud over skolen, og han forstod dem.

”Siden foråret har efterskolefolk over hele landet knoklet for at lave om på ting, fordi der gang på gang har været noget, der ikke kunne lade sig gøre på grund af corona. Det er udmattende og frustrerende hele tiden at skulle finde energien til at genopfinde tingene,” siger han.

Derfor var han også imponeret over, at det netop var, hvad medarbejderne på Nøvlingskov Efterskole gjorde, da den traditionsrige tur røg i vasken. De fandt energien til på kort tid at stampe en ny plan op – og skabe begejstring for den. Mange alternativer til København blev vendt, men i sidste ende blev det Marianne Sandgård Poulsens forslag om at tage til Thyborøn, som de lagde sig fast på få uger, før de skulle afsted.

Hendes lærerkollega Carsten Vestergård mindes, at han var lidt skeptisk til en start: ”Ingen af eleverne drømte jo om at komme på østerssafari eller møde lokale fiskere fra Thyborøn. Min bekymring var, at eleverne ville blive sure eller skuffede.” Faktisk endte eleverne med at klappe og huje, da deres forstander på en morgensamling fortalte dem, at turen gik til Thyborøn. De fleste var bare lettede og begejstrerede over, at de overhovedet kom afsted.

Den første morgen på stranden i Thyborøn var det dog så tåget, at eleverne og lærerne nærmest ikke kunne se vandet få meter fra dem. Marianne Sandgård Poulsen fik ondt i maven.

”Jeg var ret nervøs, nu det var min idé. Det var slet ikke sådan et vejr, jeg havde håbet på, de skulle se Vesterhavet i. Men så kunne jeg bare mærke den der stemning af, at vi gjorde det her sammen. ’Yes, hvor er der fedt her, Marianne’, sagde flere. Når noget næsten bliver aflyst eller ændret på den måde, som vores tur blev, kan man virkelig mærke begejstringen, og at vi løfter i flok,” siger hun.

Næste aften sad de i blændende septemberlys op ad en bunker på samme strand og så solen gå ned, mens de holdt aftenandagt. Det er stunder som den, de fleste på skolen husker turen for.

Foto: Hans Peter Søe/Nøvlingskov Efterskole

”Vi var nok lidt som i en lykkerus over den alternative oplevelse, som Thyborøn gav os,” siger Morten Mikkelsen. Især østerssafarien endte med at gøre stort indtryk på både elever og ansatte. Det fortæller eleven Marcus Højhus bl.a. om i et blogindlæg om turen, som Marianne Sandgård Poulsen finder frem på computeren.

”Jeg havde aldrig prøvet at smage en østers før det. Og det var en virkelig spændende og hyggelig oplevelse. Jeg fik endda spist flere østers, selvom jeg var lidt skeptisk til at starte med. Men jeg fik overtalt mig selv til at smage på det, bare fordi jeg gerne ville udfordre mig selv lidt.” For Carsten Vestergård opsummerer det ret godt, hvad Thyborøn og østerssafarien er kommet til at symbolisere: ”Flere sagde undervejs, ’jeg tør ikke tage på sælsafari’ og ’jeg kan ikke lide østers.’ Og så se dem tage mod til sig og gøre det alligevel. Den overførselsværdi, det giver til resten af livet, hold da op, det er hele efterskoletanken.” Da først han og kollegerne er kommet i gang med at fortælle om Thyborønturen, kan de næsten ikke stoppe igen.

Synet af flokke af elever, der tøffede på tur ud af byen på byens legendariske Puch Maxier med navne som bl.a. Røde Mette (ja, efter statsministeren). Glæden indeni, når de hørte dem spørge ind til den lokale iværksætters isskulptureventyr, og når de kastede sig ud i blæst og bølgesurfing. Undervejs oplevede skolen også en kæmpe hjælpsomhed blandt de lokale.

”Vi følte os virkelig velkomne. Vi havde en følelse af, at de ville gøre alt for, at vores elever fik en god oplevelse,” siger Marianne Sandgård Poulsen.

Annelene Bæk er enig og taler også om den ro og det nærvær, der opstod på undervejs. ”Når vi er afsted på tur til København, er der på en helt anden måde pres på for eleverne, alt skal gå så drønstærkt. I Thyborøn fik vi en masse naturoplevelser, og vi oplevede et helt andet nærvær med eleverne. Man kan nå at snakke en hel masse sammen, mens man fisker. Der var også endnu bedre tid til det kollegiale fællesskab og en kop kaffe over opvasken, hvor vi på Københavnerturen nok er lidt mere forpustede,” siger hun.

Måske er en ny tradition på skolen lige ved at spire frem, siger Carsten Vestergård: ”Vi blev jo tvunget ud i at tænke nyt, og det var både besværligt og angstprovokende, men der kom noget godt ud af det. Vi har måske skabt en ny tradition med Thyborøn.”

Coronasidegevinst 2: Fra trælse spiseregler til mere ro og nærvær

Også på en helt almindelig grå novemberdag på Nøvlingskov kan de ansatte mærke, at coronarestriktioner og -begrænsninger faktisk kan føre noget godt med sig. Til mange af de ansattes overraskelse har de skærpede retningslinjer i forbindelse med måltider givet en bedre og mere rolig spisesituation. ”Allerede i foråret talte vi om, at det faktisk ikke var helt dumt, at vi skulle øse op til dem. Vi oplevede, at det gav mere ro, og at der kom bedre madkultur og mere dannelse ind i måltidet. Jeg tror også, at nogle af dem, der trak sig før i tiden og gik op på værelset og spiste nudler, fordi de oplevede spisesituationen for kaotisk, bedre kan lide at være med til det fælles måltid nu,” siger Annelene Bæk.

Foto: Michael Drost Hansen

I dag foregår aftensmaden på den måde, at eleverne går op et bord ad gangen, og så serverer køkkenpersonalet, nogle lærere og de elever, der har køkkentjansen, for dem.
Ved aftenkaffen serverer en lærer kaffe og kage til eleverne en efter en. Da det blev indført, opfattede mange det som en tidskrævende ekstratjans. Det tænker ingen længere.
”Jo, det tager mere af vores tid, men det har også givet os en ny kontakt med eleverne. Når du står og skænker op, lægger du mærke til, om der bliver liret en joke af i køen, eller om lyset er slukket i øjnene hos en elev,” siger Carsten Vestergård.

Kollegaen Marianne Sandgård Poulsen supplerer:

”Det giver os en meget større føling med eleverne. Hvor vi måske før havde en tendens til at tænke på kaffevagten som noget, der skulle overstås, ser vi det nu som tid, der er godt givet ud.”

Annelene Bæk er på sin side sikker på, at når corona engang er overstået, vil der være flere af de nye rutiner, Nøvlingskov vil holde fast i. ”Jeg tror, vi kommer til at holde fast i at have mere servering og mindre først til mølle. I det hele taget er vi nok blevet bedre til at prioritere madsituationen og skabe en positiv stemning omkring måltider. Det skal vi holde fast i.”

Carsten Vestergård mener også, at afspritningen er kommet for at blive:

”Vi skal heller ikke tilbage til 30 hænder på en serveringsske. Corona har tvunget os til at få bedre fokus på håndhygiejne, og vi kan faktisk mærke, at vi har færre syge. De der spritdispensere kommer vi altså heller ikke til at pille ned igen!”

”Vi er nok blevet bedre til at prioritere madsituationen og skabe en positiv stemning omkring måltider. Det skal vi holde fast i.”
- Annelene Bæk, lærer, Nøvlingskov Efterskole

Coronasidegevinst 3: Fra små fællesskaber til stort fællesskab

”Der er bare elever overalt. I positiv forstand. Og igen er der godt gang i værkstederne,” husker Marianne Sandgård Poulsen, at en kollega skrev i dagbogen på lærerværelset efter en aftenvagt. På Nøvlingskov er de vant til, at der er masser af liv på gangene og i fællesarealerne ved skoleårets start, men normalt glider det lidt ud i løbet af et par uger, og eleverne samles i mindre fællesskaber, ofte på værelserne. Sådan har det bare ikke været i år, heller ikke nu hvor vinteren har sat ind. For eleverne må på grund af coronaretningslinjerne her, som på andre efterskoler, ikke være på hinandens værelser, medmindre de bor på gang eller i hus sammen.

”Vi kan jo ikke vide med sikkerhed, om det er corona, der gør det, eller om det bare er et særligt godt sammenhold i år, men når man går på gangene i år, er der en anden summen af liv og fællesskab,” siger Marianne Sandgård Poulsen.

Foto: Michael Drost-Hansen

Annelene Bæk mener, at det kan skyldes, at eleverne er smerteligt klar over, hvad corona kan tage fra dem. De gik alle i 8. eller 9. klasse sidste år og oplevede, at deres skoler lukkede ned, og de var tvunget til at være fysisk adskilt fra deres venner. ”De hungrer efter at være sammen og kaster sig over fællesaktiviteter, så snart de har fri. De syer mundbind nede i syning, bruger timevis i billedkunstlokalet og går i fitness sammen. Man har en fornemmelse af, at de tænker, ’vi skal nå at være så meget sammen, som vi overhovedet kan’,” siger hun.

Annelene Bæk og kollegerne oplever også, at mens f.eks. sportsbegivenheder sammen med andre skoler, ture med venneflokken til Rema for at købe snolder og forældrearrangementer er aflyst, er der exceptionelt stor tilslutning, når de arrangerer noget på skolen. Hvert år arrangerer elevrådet en weekend. Det er frivilligt, om man vil deltage, men 100 ud af 108 elever valgte i år at blive og være med. I weekenderne er der i det hele taget sjældent under 75 elever på skolen, andre år har tallet ligget tættere på 50. ”Det er markant flere end andre år. Det er som om, de giver den ekstra meget gas med fællesskabet i år,” siger Morten Mikkelsen.

Carsten Vestergård supplerer:

”Ja, corona har tvunget både dem og os til at bevæge os i mindre cirkler. Nogle gange kan jeg blive helt tosset over det, men jeg er også begyndt at kunne se værdien i det. Måske er det meget sundt, at vi er nødt til at genopfinde os selv lidt. Og kan vi så stadig lave efterskole? Ja, det kan vi faktisk godt!” 

Marianne Sandgård Poulsen er enig, men kan også mærke udmattelsen komme snigende indimellem. ”Det er en stressfaktor hele tiden at skulle lave om på tingene. Jeg har fundet ud af, at jeg godt kan være i det, men det er trættende.”

Annelene Bæk er enig: ”Det føles lidt som at have været et vildt sted de seneste mange måneder. Men jeg tror også, at når vi ser tilbage på det her om to år, laver vi efterskole på en anden måde. Det er ret spændende, hvor det fører os hen.”

Det er vigtigt, at ledelsen kan rumme, at coronakrisen er opslidende for medarbejderne. Det skal være okay at sige, at det er træls, mener forstander Morten Mikkelsen:
”Jeg har lyst til at sende et skulderklap til den samlede lærerstand og til efterskolefolk over hele landet. Der er træthed overalt, og det er der god grund til. Men de trætte øjne vil også se frem på et tidspunkt og se, hvad vi også har fået ud af alle disse anstrengelser.”

Denne mærkelige tid har også sine sidegevinster, mener han. Den har skabt et rum for forandring og dannelse – og for en styrkelse af hele efterskoletanken. ”Måske kan vi som efterskoler ligefrem lære noget af det. Det er som om, det er blevet mere vigtigt, at vi laver noget sammen, end at vi overgår hinanden med eksotiske steder, vi kan tage hen eller vilde oplevelser, vi kan give eleverne. Situationen har tvunget os til at sige, at vi må klare os med andet og mindre og til at gribe den gode idé, når den opstår. Det er der både læring og dannelse i. Jeg tror, vi har vundet noget kreativitet, langsomhed, nærhed og fællesskab ved det, og det er værd at tage med os videre, også når vi ikke længere er tvunget til det.”

”Det er som om, det er blevet mere vigtigt, at vi laver noget sammen, end at vi overgår hinanden med eksotiske steder, vi kan tage hen eller vilde oplevelser, vi kan give eleverne.”
- Morten Mikkelsen, forstander, Nøvlingskov Efterskole