Af Louise Wethke Buch

Da Bitten Schjødt Kjær, forstander på Dronninglund Efterskole, gik på vinterferie, var det med uvisheden, om de kunne få lov til at åbne efterskolen 1. marts efter ferien. Hendes vinterferie varede to dage, inden hun måtte i gang med at planlægge genåbningen af efterskolen.

”Jeg gik rundt som en løve i et bur inden pressemødet. Jeg var både glad og ydmyg over, at vi fik lov til at åbne skolen igen, men det var da også med blandede følelser, for jeg havde håbet, at alle skoler fik lov til at åbne,” siger hun.

”Det bedste er at vide, at eleverne nu ser andre på deres egen alder. De er ikke unge, hvis de ikke får lov til at være det i samspil med hinanden.”

- Bitten Schjødt Kjær, forstander på Dronninglund Efterskole

Derefter startede det store genåbningsarbejde. Bitten Schjødt Kjær havde oprettet en hotline til forældrene, så de kunne komme i kontakt med skolen i vinterferien. Køkkenlederen kom ind på skolen og bestilte madvarer, og 1. marts mødte alle lærere op på skolen om morgenen for at gøre klar til elevernes ankomst om aftenen.

Da eleverne ankom til skolen, registrerede viceforstander Tobias Fibiger eleverne og deres negative coronatests. Der var rullet en blå løber ud, som førte eleverne indenfor, hvor de blev taget imod med musik og begejstrede tilråb fra lærerne, der også udleverede goodiebags til eleverne.

”Vi ville gerne vise eleverne, at vi har savnet hver enkelt af dem. Det var simpelthen lykkeligt på mange måder at få dem tilbage. Vi føler os som ét stort hold igen af elever og ansatte,” siger forstander Bitten Schjødt Kjær.

Første aften tilbage på efterskolen startede med fællessang, hvor de sang elevernes yndlingssange fra skoleåret. Foto: Ditte Schack

Som første dag på efterskolen
Om aftenen samledes hele skolen til fællessang, underholdning fra lærerne og folkedans i primærgrupperne i hallen.

”En af eleverne sagde til mig: ’Det er som første dag på efterskolen, men bare hvor vi kender hinanden alle sammen’. Det var tydeligt, at de havde savnet hinanden,” siger Bitten Schjødt Kjær.

Hallen, hvor eleverne om aftenen dansede folkedans sammen, blev næste dag omdannet til testcenter, hvor Falck kom og hjalp med at teste eleverne. Bitten Schjødt Kjær mener, at de restriktioner, de nu har afprøvet og implementeret på Dronninglund Efterskole, hurtigt ville kunne efterleves på alle landets efterskoler.

”Det er urimeligt, at det kun er nogle skoler, der har fået lov til at åbne, og jeg tænker især på nogle af de elever, der bliver skubbet endnu længere ud over kanten nu,” siger hun.

Hun frygter også, at hjemsendelsen allerede har kostet noget for de sårbare elever, som nu har fået lov til at komme tilbage på skolen i nogle dele af landet.

”Vi har rigtig mange individuelle samtaler med elever i de her dage, for der er ingen tvivl om, at det har taget hårdt på nogle af dem at være hjemme i så lang tid. Det bedste er, at eleverne nu ser andre på deres egen alder. De er ikke unge, hvis de ikke får lov til at være det i samspil med hinanden,” siger hun.

Indhold kan ikke vises...

Indholdet kræver accept af cookies for at kunne vises