Victorias dagbog fra genåbningen: ”Det handler om at værdsætte det, man har”

Af Louise Wethke Buch og Victoria Jordan Kahr

Tirsdag d. 23/2-21 var dagen jeg, og mange andre efterskoleelever fra områder i Nord- og Vestjylland samt på Bornholm, fandt ud af at vi kunne komme tilbage på efterskolen. Da jeg fik nyheden at vide, var jeg helt ekstatisk. Efter at have været hjemme i så mange uger, føltes det som om, at jeg var befriet fra mit fængsel. Fængsel kan måske være et hårdt ord at bruge, men når man har været vant til så meget frihed generelt i hverdagen, kan det være svært, at vænne sig til det mindre. Samtidig med den ekstatiske følelse, var jeg utroligt stolt af hele landets efterskoleelever. Hvordan vi hver især har kæmpet om at blive hørt, for at vi kunne returnere tilbage til vores fællesskabelige samfund på efterskolerne. Jeg er helt sikker på, at alle vor meninger og aspekter på den store problemstilling, som corona nu er, har fungeret som en stærkt virkende katalysator til der hvor vi er i dag.

Fællesskabet sejrer
Jeg kom tilbage på efterskolen tirsdag d. 2/3-21. Jeg var utrolig nervøs. Det var lidt som allerførste dag om igen, bare hvor man kendte endnu flere. Man havde været vant til i lang tid, at se alle sine venner over skærmen, men vi ved alle, at differencen mellem virkeligheden og skærmen på mange parametre er stor. Jeg kan huske, hvordan jeg lavede vejrtrækningsøvelser med min mor i bilen, for at få mindsket mine nerver bare en smule. Heldigvis var det efter bare få timer, som om at man aldrig havde forladt stedet. Selvom corona er en meget smitsom virus, og har haft holdt os væk fra hinanden i lang tid, endte vor fællesskab med at sejre, og det er vel i sidste ende, det et efterskoleophold handler om?

Glasset er halvt fyldt
Hos Aabybro Efterskole er en af vores store kerneværdier fællesskab, og for at bevare dette har ledelsen her på efterskolen, valgt at gå efter at lave efterskolen til et minisamfund. Hvis man har set “Under the dome” af Stephen King, så er det lidt sådan vi nu lever. Det er lidt som om, at en stor gennemsigtig kuppel har lagt sig, og at der er en form for uigennemtrængelig barriere mellem mine kammerater, jeg selv og så omverdenen. Denne faktor kan selvfølgelig være svær at leve under, vi har jo faktisk oplevet den nogenlunde samme model før denne her nedlukning, men sagen er den at jeg nu har været her i ialt to uger, og selvom denne afskærelse fra omverdenen har været speciel, har alt min fundering om det svære ved det blot været en illusion, et slags fatamorgana, for det eneste der betyder noget for mig og os, er at vi er tilbage.

Vores venlige forstander Thorstein udtalte sig faktisk om dette, til en af de første fællessamlinger “Det kan godt være at der er kommet nye regler, som kan være hårde at overholde, men i det mindste er I her på efterskolen. Mange efterskoleelever sidder lige nu derhjemme, og modtager online undervisning. Det handler om at gribe muligheden når den er der, og dette er jeres mulighed for at bevise, at alt det I mener og tror på er muligt. Det handler om at se på glasset som halvt fyldt, og ikke halvt tomt”. På en efterskole er det vigtigste de mennesker der omgiver dig. Det handler om at være positiv, og hjælpe hinanden med at tilpasse sig, hvilket jeg synes har været fantastisk. På en måde er vi som efterskole blevet bragt tættere sammen.

En mening med det hele
Samtidig, så hvis man kommer tilbage på efterskolen og regner med, at det hele er det samme, så er det en naiv forudindtagelse. Forestillingen om det ideelle efterskoleår, kan blive drejet en smule på. Men hvis man beholder den positive indstilling, skal det nok blive det perfekte år for en selv.

Dagbogen er skrevet af Victoria Jordan Kahr, der går i 10. klasse på Aabybro Efterskole. Dagbogen er bragt i uredigeret form.