Af Claus Georg KjærFotos: Trine Bukh

Mobiler på efterskolen – foto Trine Bukh
”Jeg ville ønske, at voksne prøvede at forstå det”

– Liva Bjerkesmoen Veng Sieck, 15 år,
elev på Flakkebjerg Efterskole
”Min mobil er en måde at afskærme mig fra resten af verden på. Det kan lyde som noget negativt, men der er mange indtryk i løbet af en dag, og man bliver træt. Derfor har man også brug for noget ro og alenetid. Når man hænger ud sammen, er mobilen med, og det er en af vores måder at være sammen på. Vi er i tæt kontakt, og hvis du ikke svarer din veninde på sociale medier, kan det virke, som om vedkommende ikke betyder noget. Det er en form for omsorg for hinanden. Det er normen. Voksne har en tendens til at tænke, at det eneste, unge tænker på, er at være på deres mobil, men sådan er det ikke. Jeg ville ønske, at voksne ikke var så negative i forhold til mobiler og følte, at vi var uansvarlige, men at de i stedet spurgte mere ind til det og prøvede at forstå, hvad det er for et fællesskab, vi har.”
Mobiler på efterskolen – foto Trine Bukh
”Det er hurtig dopamin til min hjerne”

– Linus Knigge Vilster, 16 år,
elev på Flakkebjerg Efterskole
”Min mobil bruger jeg mest til at blive underholdt, hvis jeg ikke har noget bedre at lave. Det er en nem måde at blive underholdt på i stedet for bare at kigge ind i en væg. Det er hurtig dopamin til min hjerne. Jeg ser mest sjove videoer, som mine venner har lavet, men det kan også være, at jeg bare scroller videoer med alt muligt tilfældigt indhold. I forhold til sociale medier føler jeg næsten en pligt til hele tiden at spørge ind til, hvordan andre har det. Det er, som om der altid er noget, jeg skal reagere på. Det kan godt føles lidt stressende. Her på efterskolen er der mange, der gerne vil lave noget. Der sker altid noget, så jeg bruger faktisk mindre tid på min telefon, end jeg ellers ville have gjort. Sådan ville jeg også have det, hvis jeg var hjemme. Min forældre er helt klart dobbeltmoralske i forhold til mobiltelefoner. De siger til mig, at jeg ikke skal være så meget på telefonen, men de bruger den selv lige så meget. Så forklarer de, at de bruger den til arbejde eller andre vigtige ting, men jeg skelner ikke mellem de ting.”
Mobiler på efterskolen – foto Trine Bukh
”Jeg er helt vildt afhængig af min mobil”

– Kaisa Møller Gottlieb, 16 år,
elev på Flakkebjerg Efterskole
”Jeg må indrømme, at jeg er helt vildt afhængig af min mobil. Hvis den ikke er der, føles det som om jeg mangler noget i min lomme. Det føles som afslapning, når jeg bruger min mobil. Selvom jeg synes, at TikTok er en stressende app, har jeg svært ved ikke at være på. Hvis man ikke er på sociale medier, kan det let komme til at virke, som om man er ligeglad med sine venner. Jeg vil gerne vise, at jeg er kontaktbar, og det ser jeg som et udtryk for, at jeg er der for dem. Jeg ved godt, at der er mange ligegyldige ting på mobilen, og jeg vil egentlig hellere lave noget sjovere, men mobilen kan være en god pause. Vi havde et forsøg på skolen, hvor vi skulle undvære vores mobiler, og det er tankevækkende for mig, at jeg var mere fokuseret og til stede, da vi var færdige med forsøget. Min far spiller meget Candy Crush, og min mor er på Snapchat. De er også afhængige af mobilen."