Af Søs Lykke Sloth

Tirsdag den 5. november besøger Kronprinsesse Mary Høng Efterskole. Kronprinsessen vil bl.a. tale med en række efterskoleelever om trivsel og om et nyt projekt, der skal styrke unges sociale muskel.

Projektet, der er et samarbejde mellem Mary Fonden, Just Human, Efterskoleforeningen og Tuborgfondet, udvikles sammen med unge på tre efterskoler, heriblandt Høng.

Tanken er, at en styrkelse af unges sociale kompetencer og evnen til at etablere relationer kan fungere som et værn imod mistrivsel. Analyser peger nemlig på, at mange unge er i mistrivsel – de er stressede, ensomme og pressede.

I projektet kommer eleverne bl.a. igennem en række øvelser inden for temaerne fællesskab, kammerater, forstå dig selv og andre, mig og min mobil, søvn mm.

Ved besøget deltager ud over Høng Efterskole også Chris Macdonald fra Just Human. Fra Efterskoleforeningen deltager bl.a. formand Torben Vind Rasmussen, der glæder sig over kronprinsessens besøg.

”Det er et projekt, der er til gavn for de unge mennesker på efterskolerne, hvor vi også oplever den stigende sociale usikkerhed og sårbarhed,” siger Torben Vind Rasmussen.