Andreas Odbjerg: Du vokser af at bo sammen med mennesker, du ikke selv har valgt

Af Louise Wethke Buch

På den ene seng var der redt op med blankt satinsengetøj, og ved siden af stod en fyr fra Faxe med karseklippet hår, technobukser og en tyk, sjællandsk dialekt. Andreas Odbjerg stod i døråbningen til sit nye værelse på Vesterdal Efterskole, som skulle være hans hjem det næste år. Han havde selv halvlangt hår, en stram T-shirt og baggy jeans på. Hans nye roommate var totalt besat af Anders Matthesen. Andreas Odbjerg gik ikke op i stand-up – han lyttede til indie rock.

”Det var sgu noget af en omvæltning,” siger Andreas Odbjerg.

Det var faktisk aldrig hans drøm at komme på efterskole. Efter 9. klasse startede han direkte på gymnasiet, hvor han gik næsten et år. I hvert fald fysisk. Mentalt var han et helt andet sted.
”Det var alt for tidligt for mig at starte på gymnasiet. Fagligt havde jeg ingen problemer i 9. klasse, men på gymnasiet kunne jeg hverken følge med eller koncentrere mig,” siger han.

Andreas Odbjerg var vokset op i et trygt lille landsbysamfund i den nordlige del af Odense, og det var en kæmpe omvæltning for ham at gå direkte fra 9. klasse til gymnasiet. Han var desuden en af de yngste på årgangen og kom sent i puberteten.

Da hans forældre var ude at besøge Vesterdal Efterskole med Andreas’ lillesøster, fandt de ud af, at der var en ledig plads til næste skoleår. Andreas Odbjerg droppede ud af 1.g og startede efter sommerferien i 10. klasse på efterskole. Han ankom nogle timer senere end de andre første skoledag, fordi han havde en vigtig teaterforestilling, han lige skulle spille med i først.

Efter han havde mødt sin roommate, som han mente, han absolut ikke havde noget til fælles med, noterede han sig, at han var havnet på en af skolens rene drengeafdelinger. Han havde rigtig svært ved at være i de der rigtige drengerøvsmiljøer. Andreas Odbjerg husker, hvordan første dag bare sneglede sig afsted. Han bemærkede, at andetårseleverne og dem, der kendte hinanden fra området, havde det som fisk i vandet. Andreas Odbjerg havde ikke selv lært at svømme i det vand endnu. Efter en uges tid ringede han hjem til sine forældre og sagde:

”Det vil jeg sgu ikke alligevel!”

Vigtigt skub fra en lærer
Andreas Odbjergs forældre sagde, at han skulle hænge i og se tiden an. Nedtur, tænkte han.

”Jeg havde virkelig ikke lyst til at være der. Jeg kunne slet ikke overskue det bjerg, jeg skulle bestige. Jeg skulle starte helt fra bunden et nyt sted og få nye venner,” siger han.

Han har desuden altid haft svært ved det, han kalder ’tvungne fællesskaber’. Han hadede, at andre skulle bestemme, hvornår han skulle stå op, spise frokost eller gøre sit værelse rent. At han ikke måtte have sin telefon på efterskolen. At der skulle være plads til alle, selvom alle ikke gjorde sig lige umage.

Alt det, efterskolen stod for, var han ved at blive kvalt i. Og Andreas Odbjerg lagde ikke skjul på, hvordan han havde det med fællesskabet og ’alle skal være med’-mentaliteten. Han husker tydeligt en samtale med sin kontaktlærer, som havde hevet ham til side, fordi nogle af kammeraterne syntes, han kunne være lidt grov i tonen.

”Det er ikke mine kammerater,” svarede Andreas Odbjerg kontaktlæreren.

Han kan huske, at kontaktlæreren svarede:

”Jo. Alle, der går her, er dine kammerater. Det behøver ikke betyde, at alle er dine venner. Lige nu ruster vi dig til at komme ud på en arbejdsplads, hvor du skal kunne samarbejde med nogle, som du ikke nødvendigvis er venner med. Men derfor skal man stadig behandle hinanden ordentligt og respektfuldt.”

Den sætning husker Andreas Odbjerg tydeligt. Og selvom han aldrig lærte at elske det store fællesskab, er det en af de vigtigste ting, han lærte fra sin efterskoletid.

”Efterskolen er jo et minisamfund. Det giver en større respekt for fællesskabet at bo side om side med nogle, man ikke nødvendigvis ville have valgt som ens venner,” siger han.

Andreas Odbjerg har stadig svært ved den slags fællesskaber i dag, men han har lært rigtig meget af et år på efterskole, hvor han var nødt til at forholde sig til fællesskabet.

”Jeg er blevet et mere tålmodigt menneske af at bo sammen med så forskellige mennesker. Man er jo nødt til at få det til at fungere, og det er da klart, at det har lært mig en hel masse,” siger han.

Efter nogle uger begyndte Andreas Odbjerg at falde mere og mere til på efterskolen, og den dengang 17-årige dreng fra Fyn fandt da også ud af, at han i virkeligheden havde ret meget til fælles med roommaten fra Faxe. Om aftenen lå de og hørte lydbøger sammen på værelset. Andreas Odbjerg lånte nogle af roommatens bøger, og han lånte nogle af Andreas Odbjergs cd’er.

”Vi endte faktisk med at blive enormt gode venner. Han havde god humor, var vildt skarp og var helt overdrevet god til at lære udenad, kan jeg huske,” siger Andreas Odbjerg.

Fik øjnene op for musikken
Til sin 16-års fødselsdag havde Andreas Odbjerg fået en guitar i fødselsdagsgave af sin far, som han syntes, var den værste gave nogensinde. Han spillede teater og musicals, så hvad skulle han bruge den til? Men på efterskolen kunne han se, hvor meget opmærksomhed andetårseleven Andreas Ringblom fik, når han sad udenfor på et bordebænkesæt og spillede guitar og sang. Pigerne sad rundt om ham på bænken og i græsset. Han var ’king of the castle’, husker Andreas Odbjerg og måtte skuffende indse:

”Det ville jo ikke tage kegler på samme måde, hvis jeg stillede mig op på det bordebænkesæt og startede en Shakespeare-monolog,” siger han.

Andreas Odbjerg fik for alvor øjnene op for musikken, og pludselig var det eneste, han havde lyst til, at lære at spille på den guitar, som hans far havde givet ham i fødselsdagsgave.

”Det talte bare lige til teenagehjertet det der med, at det kunne være nøglen til at få opmærksomhed fra det modsatte køn. Jeg tror faktisk, det var så simpelt, at det var derfor, jeg begyndte at lave musik,” siger han.

Det blev begyndelsen på et nært venskab mellem ham og vennen Andreas Ringblom, som han stadig er venner med i dag. Han lærte Andreas Odbjerg at skrive sange, og på efterskolen satte Andreas Odbjerg for første gang ord og toner sammen og fandt ud af, at han ville leve af at lave musik.

”Andreas og jeg ramte bare samme frekvens fra start. Det venskab er noget af det vigtigste, jeg tager med mig fra mit efterskoleliv, for han åbnede musikkens verden for mig. Vi havde samme drøm – en drøm, som startede på efterskolen,” siger Andreas Odbjerg.

Blev rustet til gymnasiet
Efterhånden gik det også rigtig godt på efterskolen, hvor han fik flere gode venner og rum til at dyrke sine interesser. For første gang havde Andreas Odbjerg nogle lærere, der brændte lige så meget for de kreative fag, som han selv gjorde, og var lige så dedikerede som ham selv.

”Jeg kan især huske min musiklærer og min dramalærer. De havde bare hjerter, der bankede lige så meget for de kreative fag som for de faglige. Det havde jeg aldrig mødt på en skole før,” siger han.

Andreas Odbjerg var med i to bands på efterskolen og ham og efterskolevennen Andreas skrev og indspillede deres egne sange. Men i weekenderne tog han hjem, mens han husker, at mange af de andre blev på skolen.

Roommaten med det karseklippede hår havde fået mikrofonhår, og technobukserne var skiftet ud med en mere flippet garderobe. Når han så på ham og vennen Andreas, lignede de nogle, der havde det bedste år i deres liv. De var som skabt til efterskolelivet. Den glansbilledfortælling om efterskolen, som mange har, har Andreas Odbjerg ikke selv. Han havde brug for de små weekendpauser fra livet på efterskolen, og for ham var det ikke det bedste år i hans liv. Det var et godt år, som åbnede døre for ham, fik ham ud af sin komfortzone, og som rustede ham.

På det år, Andreas Odbjerg gik på efterskole, voksede han. Fysisk blev han meget større. Musikalsk tog han sine første skridt. Fagligt blev han bedre klædt på. Og mentalt blev han mere moden. Efter efterskolen startede Andreas Odbjerg på HF, og det var en helt anden oplevelse, end første gang han startede på gymnasiet. Dét år i 10. klasse var ifølge Andreas Odbjerg afgørende for, at han fik de rigtige forudsætninger for at kunne lykkes med sin ungdomsuddannelse.

”Jeg var blevet fagligt fintunet og havde lært at koncentrere mig om at løse en skoleopgave. Men det vigtigste var den modenhed, jeg fik i 10. klasse. Det gjorde hele forskellen for mig,” siger han.

En lærerig tid
Når Andreas Odbjerg i dag ser tilbage på sin efterskoletid, husker han de hårde perioder som de mest lærerige. I dag er han glad for, at hans forældre ikke bare stod med åbne arme, da han havde lyst til at give op. Og han er faktisk glad for, at han blev ’tvunget’ ind i et fællesskab med mennesker, der var forskellige fra ham selv.

”Efterskolen var en smagsprøve på, hvordan det er at leve som et voksent menneske i et samfund. Jeg lærte, at der er ting her i livet, man bare skal gøre, selvom man ikke nødvendigvis synes, det er skidesjovt. Efterskolen var for mig ikke et festfyrværkeri. Jeg mødte noget modstand, som i sidste ende rustede mig,” siger han.

Og så er han taknemlig for den ven, han fik, som sad på bordebænkesættet med sin guitar omringet af piger en af de første dage, og som uden at vide det satte gang i Andreas Odbjergs musikalske rejse. Den ven har for nylig været med til Andreas Odbjergs bryllup.

”Det er dét, efterskolen var for mig. Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med at skrive sange, som jo er hele mit liv i dag. Så selvom efterskolen ikke er var det bedste år i mit liv, har den haft en altafgørende rolle for den, jeg er i dag,” siger han.


Andreas Odbjergs råd til nye efterskoleforældre
”Hvis dit barn har hjemve, gør du barnet en tjeneste ved at opmuntre ham eller hende til at blive på efterskolen. Det værste, der kan ske, er, at dit barn lærer at navigere i modstand, som ruster dit barn til livet. Efterskolen er et trygt sted at lære at stå på egne ben, inden barnet en dag skal klare sig selv.”