Af Anna Rossman Thejsen

Efter ti gode år i Efterskoleforeningen har Mette Hjort-Madsen sagt sin stilling som vicedirektør op pr. 31. juli 2023.

Mette Hjort-Madsen kom til foreningen for små ti år siden og blev først ansat som analysekonsulent i Team Rådgivning. For fire år siden blev hun forfremmet til vicedirektør, men ønsker efter sommerferien at søge nye udfordringer og at prøve noget andet i sit arbejdsliv.

"Det er med blandede følelser, jeg stopper. Jeg er gået glad på arbejde hver dag i ti år. Efterskolerne vil for altid være en del af mit DNA, men jeg trænger til at 'flytte hjemmefra' og at se verden lidt med nye øjne. Nu er jeg spændt på, hvad næste kapitel skal være," siger Mette Hjort-Madsen.

Skarpe analyseevner og stort engagement
Direktør i Efterskoleforeningen Bjarne Lundager Jensen understreger, at Mette Hjort-Madsen vil blive savnet og fremhæver samtidig hendes store indsats for foreningen gennem årene.

"Mette har gennem alle årene ydet en ekstraordinær og dedikeret indsats. Vi kommer til at savne Mette i foreningen – ikke mindst hendes skarpe analyseevner, store engagement og gode energi, men ønsker hende alt det bedste fremover," siger Bjarne Lundager Jensen.

Efterskoleforeningen afholder afskedsreception for Mette Hjort-Madsen torsdag 22. juni fra kl. 14-16 på Vartov. Hvis du vil deltage, kan du melde dig til via dette link. Tilmelding senest fredag 16/6 kl. 12.00.