Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har netop offentliggjort sin tilsynsberetning for 2022. Der er tale om en samlet afrapportering af styrelsens tilsynsarbejde, der dækker over 110 selvejende institutioner, der samlet modtager over 30 mia. kr. årligt i tilskud samt godt 1000 folkeskoler, som styrelsen også i samarbejde med kommunerne fører tilsyn med.

Det særlige afsnit om efterskoler gennemgår de tilsyn, der er gennemført i 2022 i vores sektor.

Styrelsen har gennemført et tematisk tilsyn med efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling med mange udsatte elever. Her er den overordnede konklusion, at ”skolernes generelle virke understøtter arbejdet med elevernes trivsel”.

Der er gennemført både tematisk og undersøgende tilsyn med prøver på efterskoler og fri – og privatskoler med henblik på at undersøge, om skolerne overholder reglerne i prøvebekendtgørelsen. I dette tilsyn, der er fortsat ind i 2023 og derfor knap afsluttet, er det værd at hæfte sig ved, at det for flere skoler er uklart, hvilke krav der er til dokumentation i forbindelse med en prøvefritagelse, herunder at skolen skal sikre skriftlig dokumentation for årsagen til elevens fritagelse samt udarbejde en kort redegørelse for, hvordan elevens udbytte af undervisningen skal evalueres på anden vis.Styrelsen vil på baggrund af tilsynets samlede resultater vurdere, hvorvidt der i sektoren er behov for generel vejledning om reglerne.

Desuden fremgår det, at skolerne generelt har udfordringer med at sikre, at eleverne gennemfører prøverne inden for normeret tid i dansk læsning og i nogen grad også mundtlig matematik. Styrelsen vil følge op med et nyt tilsyn, hvor de vil undersøge nærmere, hvorfor en del elever har forlænget prøvetid.

Som noget nyt har styrelsen gennemført et undersøgende tilsyn med 10. årgang på efterskoler, der ikke afsluttes med folkeskolens prøver. Det primære formål med det undersøgende tilsyn har været at gøre styrelsen klogere på området. Der er udarbejdet en vejledning, der følger op på resultaterne og som tydeliggør grænserne mellem 10. klasse og 10. årgang, som er værd at læse.

”Stå mål med”-tilsynet på efterskoler godkendt med samlet særligt tilbud er nu endeligt afsluttet, og det konkluderes overordnet, at skolerne råder over de rette specialpædagogiske kompetencer og har strategier for uddannelse af det pædagogiske arbejde.

Der er i 2022 gennemført 15 enkeltsags-tilsyn på efterskoler og frie fagskoler, der varierer meget i indhold. Her skal særligt fremhæves, at flere af sagerne har handlet om skolerne udskrivningspraksis, herunder overholdelse af reglerne om inddragelse af eleven forud for udskrivning, der har været skrevet ind i Efterskoleloven siden 2021. Styrelsen er ved at lægge sidste hånd på en opdateret vejledning om udskrivninger. Ifølge beretningen udkommer den lige op mod sommerferien, så hold øje med indbakken. Vi sender også mere information ud på den anden side af sommerferien.

Læs den samlede tilsynsberetning 2022 her.

Vi har før skrevet om styrelsens tilsynsplan for 2023, hvor man kan læse mere om, hvad STUK fører tilsyn med i 2023.