Af Louise Wethke Buch

1. Invitér lokale folketingskandidater
Med tre uger til folketingsvalget, er det en god idé at sætte en dato i kalenderen og invitere folketingskandidaterne hurtigst muligt. Træk på jeres netværk i lokalområdet og invitér lokale folketingskandidater i panelet, som stiller op i jeres område.

2. Gør arrangementet attraktivt for lokalbefolkningen
Det er en god idé at invitere andre fra lokalområdet med som publikum, så efterskolen bliver et demokratisk samlingspunkt for lokalbefolkningen. I de travle uger op til valget er det desuden et større trækplaster for folketingskandidaterne, at en stor del af forsamlingen har stemmeret. Prioritér et tidspunkt om eftermiddagen eller aftenen, hvor de fleste har mulighed for at deltage. Invitér via lokale idrætsforeninger, lokale facebookgrupper eller det lokale dagblad, og overvej at udvide arrangementet med fællessang, kaffe og kage.

3. Engagér eleverne inden debatten
Klæd eleverne på til debatten ved at arbejde med cases i undervisningen, som kan give eleverne mulighed for se et dilemma fra flere vinkler, forstå komplicerede emner og sætte ord på deres egne holdninger. I kan tage udgangspunkt i en case fra et af mediernes kandidattest eller lave jeres egne cases og lade eleverne diskutere forskellige løsninger på en problemstilling. I kan også inddele eleverne i grupper, hvor hver gruppe repræsenterer et politisk parti. I grupperne undersøger eleverne partiets holdninger til et emne, og derefter debatterer ’partierne’ emnet i fællesskab.

4. Find relevante emner
Skole, uddannelse og unges trivsel er oplagte emner til en politisk debat på en efterskole. Men for at gøre debatten interessant og relevant for både elever og gæster udefra er det en god idé, at der også er andre emner på dagsordenen. Tag f.eks. udgangspunkt i et aktuelt emne som energikrisen og et andet emne, der fylder meget for unge – f.eks. klima. Hvis eleverne er med til at vælge emnerne, er der også større sandsynlighed for, at de engagerer sig i debatten. I kan evt. lave en afstemning på en morgensamling for at finde ud af, hvilke emner jeres elever går mest op i.

5. Gør det trygt for eleverne at blande sig i debatten
Hvis eleverne skal have mod til at stille kandidaterne spørgsmål under debatten, er det vigtigt at skabe et trygt rum, og hvis der er mange gæster udefra, kan det være mindre trygt for eleverne at stille spørgsmål. Det er derfor en god idé at sætte tid af til at forberede spørgsmål i undervisningen og hjælpe dem med at kvalificere deres spørgsmål. Det kan skabe en selvtillid hos eleverne, hvis de i forvejen ved, at de har forberedt gode og relevante spørgsmål, som både bliver taget seriøst blandt kandidaterne og publikum.

Kilde: Jakob Clausager Jensen, international konsulent hos Efterskolerne, som bl.a. arrangerer EU-debatter for efterskoler.

Vil du have flere gode råd?
Friskolerne har udviklet en ’valgpakke’ med gode tips til at afholde vælgermøder og politiske debatter op til folketingsvalget 1. november 2022. Læs mere her.