Af Asbjørn Nielsen

I juni 2021 drager op imod 25 procent af efterskoleeleverne til Svendborg, hvor DGI afholder landsstævne.

Deltagelsen for skolerne har til og med landsstævnet i Esbjerg i 2013 været planlagt som en uge, der har ligget ud over kursusåret og dermed ikke være tilskudsgivende. Til gengæld planlagde næsten alle skoler, der deltog i landsstævnet i Aalborg i 2017, deltagelsen som en tilskudsgivende kursusuge. Dette var medvirkende til, at den daværende borgerlige regering lagde loft over antallet af kursusuger til de nuværende 42 uger.

Ved novembers informationsmøder om landsstævnet 2021 blev der præsenteret forskellige muligheder for placering af kursusugerne, ligesom der blev drøftet holdninger til, hvordan kursusugerne bedst kan tilrettelægges for at holde prisen længst nede for skolerne og deltagerne. Ved samme informationsmøder blev der tilkendegivet, at foreningens politiske styregruppe ville komme med en anbefaling til, hvordan kursusugerne tilrettelægges med deltagelse i landsstævnet sommeren 2021.

"Landsstævnet har i alle år, bortset fra ved landsstævnet i Aalborg, ligget ud over de tilskudsgivende uger, og det er det, vi nu kraftigt anbefaler at vende tilbage til"

- Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne

Styregruppen har med baggrund i historikken, landsstævnets prisudvikling og en analyse af den aktuelle politiske situation valgt at komme med en entydig anbefaling til skolerne: At deltagelsen i landsstævnet i 2021 ikke medregnes som en tilskudsgivende kursusuge, men som en 43. kursusuge uden tilskud.

”Landsstævnet har i alle år, bortset fra ved landsstævnet i Aalborg, ligget ud over de tilskudsgivende uger, og det er det, vi nu kraftigt anbefaler at vende tilbage til,” siger Efterskoleforeningens formand, Torben Vind Rasmussen, som også er formand for styregruppen for deltagelse i landsstævnet.

På baggrund af styregruppens anbefaling vil projektlederen for efterskolernes deltagelse i landsstævnet hurtigst muligt udsende nærmere orientering sammen med eksempler på kursusugernes placering samt en prisberegner for deltagelsen og den enkelte skoles udgifter.