Af Lis Brok Jørgensen og Karin Skjøth

I torsdags dystede syv efterskoler om at blive efterskolen med de bedste skills, da DM i Skills 2020 løb af stablen i Bella Center i København. Fjordvang Efterskole vandt finalen, mens Ladelund Efterskole vandt prisen for bedste heppekor. 

De syv efterskoler, som deltog i DM i Skills, er nogle af de 34 efterskoler, som i løbet af efteråret har haft besøg af Skills-traileren. I den forbindelse har eleverne bl.a. lavet forlængerledninger og bord-bænke-sæt. De har talt med rollemodeller, og de er blevet vejledt om erhvervsuddannelserne. Projektet er støttet af Nordea-fonden og kører igen i skoleårer 2020/21. 

Første gang for IBO Award 
I Bella Center dystede efterskoleelever også om at vinde IBO Award 2020, som blev afholdt for allerførste gang.

IBO Award går ud på at kåre den bedste idé blandt elevernes IBO-projekter. Seks grupper fra tre forskellige efterskoler deltog med deres bæredygtige ideer. Vinderne blev Patrick og Aleksander fra Ladelund Efterskole med deres ide om et alternativ til soya i kvægfoder. Dommerne, Trine Juul Røttig fra Roskilde Tekniske Skole, Stine Brynskov fra Tech Global og Trine Kjærbye Jensen fra Herningsholms Erhvervsskole, sagde bl.a., at elevernes idé kunne løse et stort problem, at de havde brugt stor faglig viden og roste dem for at have tænkt i cirkulær økonomi.

IBO Award er en del af probygningsprojektet E2E, som er støttet af Nordea-fonden. 

Efterskolernes formand, Torben Vind Rasmussen, overrakte medaljerne til vinderne af IBO Award, mens Søren Heisel, næstformand i Skills Denmarks bestyrelse, overrakte præmien til vinderne af DM i Skills for efterskoler.