Af Mette Lystbæk

"I dag kan knap 32.000 elever igen vende tilbage til landets efterskoler." Sådan skrev DR lørdag 8. januar. Efter en lang juleferie og onlineundervisning var der stor glæde at spore, da efterskoleeleverne kunne vende tilbage til skolerne. Og det gik ikke ubemærket hen i medierne, som besøgte en lang række efterskoler. 

TV 2 Øst var forbi Gymnastikefterskolen Stevns og Idrætsefterskolen Grønsund, hvor det var tydeligt at mærke, at eleverne havde savnet livet på efterskolen: "Man savner jo bare at være her, så det er megafedt at være tilbage," siger Liva Rugaard, der er elev på Idrætsefterskolen Grønsund. Se indslaget her.

På Viby Efterskole på Fyn var der dans og sang på programmet, da TV 2 Fyn gæstede dem. De gik nemlig med det samme i gang med forberedelserne til årets musical, og kunne hurtigt blive enige om, at det er meget bedre at øve musik og dans, når det ikke foregår via Zoom. Læs mere her, og se tv-indslaget her

Da TV Midtvest besøgte Staby Efterskole stod den på "Galla og gensynsglæde". De valgte nemlig at fejre elevernes tilbagevenden med en nytårskur. Se indslaget her

TV Syd var en tur på Vandel Efterskole, hvor elev Silas Søby Thykjær fortæller: "Jeg har glædet mig til at være sammen med nogle mennesker igen. Det har været lidt stille derhjemme, og man kan godt mærke, at man har brug for at komme ud og være sammen med nogen og lave noget sport igen." Læs hele artiklen her.

Frederik Vamdrup Jensen fra Klejtrup Musikefterskole nyder også at være tilbage. "Det er helt fantastisk. Det er så dejligt at kunne være samlet igen." Se DR's indslag fra Klejtrup Musikefterskole her

Bornholms Efterskole fik i forbindelse med genåbningen besøg af TV 2 Bornholm. De kunne i dette indslag fortælle, at eleverne også her var glade for at være tilbage.

På Himmerlandscentrets Idrætsefterskole talte TV 2 Nord med forstander Jens Grønhøj, som nyder, at der er liv på skolen igen og ser frem mod årets skitur: "Vi har sagt til vores elever, at vi rigtig gerne vil have, at de bliver på skolen, indtil skituren er overstået sidst i januar." Indslaget fra skolen kan ses her.