Af Anna Rossman Thejsen

På Folkemødet på Bornholm overrakte minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) Verdensmålsprisen til Fælles Forandrings projektleder Charlotte Hedevang Nielsen.

Charlotte Hedevang Nielsen, der er ansat hos Efterskolerne, modtog Verdensmålsprisen i kategorien ’Forandringsprisen’ for bl.a. ”at have gjort en bemærkelsesværdig indsats for verdensmålene herhjemme” gennem Efterskolernes verdensmålsfestival ’Fælles Forandring,’ der engagerer efterskoleelever i verdensmålene. 

Charlotte Hedevang Nielsen glæder sig over opbakningen til hendes arbejde med at få verdensmål gjort til hverdagsmål ude på landets efterskoler.

”Det har været en stor fornøjelse at samarbejde med efterskolerne om at få verdensmålene tættere på livet på en efterskole. Efterskolerne har en stor mulighed for at skabe bæredygtige minisamfund, og det også har været en fornøjelse at samarbejde med eleverne om at skabe grønne elevudvalg og aktiviteter på skolerne. Tak for opbakningen til at skabe Fælles Forandring gennem tre år. Med prisen, stemmerne og 2030-panelet i ryggen bliver ringene i vandet helt sikkert lidt større,” siger Charlotte Hedevang Nielsen.

Det er fjerde år i træk, at Verdensmålsprisen uddeles, og det er 2030-panelet, der arbejder for at fremme FN’s 17 verdensmål, som står bag.