"Vi måtte knibe os i armen, da det lykkedes os at få lov til at lede en efterskole sammen"

Af Ida Gundersen, redaktion@efterskolerne.dk

To hævesænkeborde står over for hinanden på det lille forstanderkontor med de æggegule vægge. Det ene er hævet fem centimeter over det andet. Så er man ikke i tvivl om hierarkiet, som forstander på Aalestrup Naturefterskole Jannie Dallgaard drilsk siger til viceforstander Jakob Kristensen. Det startede som en joke, men nu er anordningen blevet permanent.

Indtil 1. august 2021 var der kun et enkelt skrivebord på det lille kontor. For skolen havde ikke tradition for at have både en forstander og en viceforstander. Men det har ændret sig nu, og dermed gik en drøm i opfyldelse for det nye forstandermakkerpar. En drøm, som har taget form over de seneste 13 år, hvor de to arbejdede sammen som kolleger på Himmerlandscentrets Idrætsefterskole (HCI).

På HCI fik Jannie Dallgaard sit første job som nyuddannet lærer for 13 år siden. Kort forinden startede Jakob Kristensen. Hurtigt blev de et makkerpar. Sparrede med hinanden, nuancerede hinandens tanker og idéer. De fandt ud af, at de supplerede hinanden godt. Jannie Dallgaard brænder for pædagogikken og tænker stort og visionært. Hun er typen, som har flere timer i døgnet end os andre, som makkeren siger. Jakob Kristensen er talknuser og ferm til Excel. Så han kommer med nye perspektiver og skæve vinkler på Jannie Dallgaards idéer.

Spirende lederdrømme
Drømmen om at blive kaptajner på egen skude voksede. Kunne man starte sin egen efterskole? Kunne man blive forstanderpar på en anden efterskole? Og hvor i så fald? For at imødekomme de to læreres lederambitioner oprettede forstanderen på HCI to afdelingslederstillinger til dem. Jannie Dallgaard var taknemlig for tilbuddet, men rollen viste sig at være svær at udfylde:

”Jeg havde det rigtig godt på min gamle arbejdsplads. Jeg vidste, hvad jeg havde, og jeg kunne lide mine kolleger. Men da jeg blev afdelingsleder, var det svært for mig at navigere i spændingsfeltet mellem at være kollega, som jeg altid havde været, og leder.”

Så da en ledig forstanderstilling dukkede op på Aalestrup Naturefterskole, var der ikke så meget at rafle om:

”Aalestrup Naturefterskole udsprang af HCI for 25 år siden. Så værdimæssigt minder de to skoler meget om hinanden. Den stilling var jeg nødt til at søge,” fortæller Jannie Dallgaard.

På Aalestrup Naturefterskole var de ikke et sekund i tvivl om, at hun var den rette til jobbet.

”Jannie er en enorm pædagogisk kapacitet. Hun kan meget andet end at styre en virksomhed. Med stor indsigt går hun ind i de pædagogiske dilemmaer. Så vi var i bestyrelsen helt enige om at ansætte hende som forstander,” siger tillidsrepræsentant Jakob Madsen.

Men det var med blandede følelser, da Jannie Dallgaard uden sit sidekick tog imod jobbet som forstander på naturefterskolen.

”Jakob og jeg havde lederdrømme sammen. Vi kender hinanden ud og ind. Vi er venner, og vi har spillet bold op ad hinanden i 13 år.”

Da næste skoleår skulle planlægges, kom det på tale, at der på et tidspunkt også skulle ansættes en viceforstander:

”Jeg havde selvfølgelig Jakob i tankerne, men det skulle gøres ordentligt, så vi slog stillingen op,” siger Jannie Dallgaard.

Jakob Kristensen blev ansat. Først som underviser og afdelingsleder, senere som viceforstander.

”Ingen af ansøgerne kunne nå Jakob til sokkeholderne. Han havde både efterskole- og ledelseserfaring, og så kan han rulle med tal i Excel. Og det er et godt supplement til Jannie,” siger tillidsrepræsentanten.

Med to fingerknips mistede HCI dermed to medarbejdere. Men det kunne ifølge Jens Grønhøj, der er forstander på HCI, ikke være anderledes:

”De var meget vellidte i medarbejderflokken. Både lærere og elever søgte dem i fortrolighed, og de har en god fornemmelse for, hvordan man snakker med de unge mennesker. Men selvom vi er kede af det, er det helt naturligt for os, at de skulle videre. For den mængde ledelse, de drømte om, kunne de ikke få her.”

1. august fik det gamle skrivebord på det lille, æggefarvede kontor derfor selskab af endnu et, og det nye forstanderpar trådte ind på deres nye arena, hvor arbejdet ventede.
”Vi måtte knibe os i armen, da det lykkedes os at få lov til at lede en efterskole sammen. Vores drøm gik i opfyldelse,” siger Jannie Dallgaard.

På Jakob Kristensens skrivebord ligger papirbunkerne i orden, som var det beklædt med klinker i A4-størrelse. En lang lineal holder bunkerne på plads. Jannie Dallgaards skrivebord ligner mere en tilfældig mosaik af udprintede skemaer og noter. Et strømkabel til en computer snor sig gennem papirlandskabet. En kaffekop og en tandbørste har selskab af en træelefant drejet efter Kaj Bojesens skabelon.

Jakob Kristensen kan som sagt det med tal. Og så er han blød og følsom. Jannie Dallgaard er mere hård og firkantet, siger hun selv. Hun er en ivrig jæger, han er mere til golf. De svarer på hinandens spørgsmål og slutter hinandens sætninger, hele tiden pakket ind i en humoristisk og drillende jargon:

”Hvad skyder du så, Jannie?” spørger Magasinet Efterskolernes udsendte reporter.

”Alt, hvad der har en puls,” svarer Jakob Kristensen på vegne af forstanderen.

”Ja, jeg skød to krondyr den anden dag. 150 kilo. De måtte slæbes væk med en rendegraver,” tilføjer Jannie Dallgaard – højt og tydeligt og på klingende nordjysk.

”Hvad er Jannies stærke sider?”

”Effektivitet og overblik. Kæmpe drive og gåpåmod. Hun jonglerer med børn, frivilligt arbejde, ser veninder og går i biografen hele tiden. Og alligevel kommer hun her om morgenen og har læst op på både det ene og det andet og påstår, hun ikke har arbejdet i sin fritid,” siger viceforstanderen.

Hvad er hendes svage sider?

”Det ved jeg ikke …,” svarer han.

”Jo, det ved du godt,” retter Jannie Dallgaard med et glimt i øjet.

”Hvad er dine svage sider, Jakob?”

”Jeg øver mig i at blive lidt mere hård,” svarer han.

”Ja, du gør,” bekræfter forstanderen.

”Du er rigtig god til at være en kammerat,” tilføjer Jannie Dallgaard til sin makker.

Forstanderparret er flyttet ind, siger eleverne. Og nogle vil hævde, at de snakker til hinanden som et gammelt ægtepar. Eksempelvis sekretæren, som indimellem stikker hovedet ind på kontoret med beroligende ord, når bølgerne går højt, og ting diskuteres.

”Vi vender alt med hinanden. Vi kan diskutere heftigt, og det er der, de nye nuancer opstår. Så kan det da godt være, vi lyder lidt som et ægtepar engang i mellem,” siger Jannie Dallgaard.

”Hej Janniiieee,” råber en flok efterskolepiger, som ser forstanderparret på gangen.

”Jakob, er du blevet klippet? Hvem har gjort det?” spørger de i munden på hinanden.

Viceforstanderen har selv klippet sine sparsomme lokker i bund med en trimmer, meddeler han.

”Nogle af eleverne siger, at det er på grund af mig, at Jakob er blevet skaldet,” griner forstanderen.

En skude tager tid at vende
Jannie Dallgaard derimod har masser af hår. Det er mørkblond og samlet i en stram og arrangeret knold på toppen af den ranke og høje kvinde. Hun har tre huller i hvert øre og en tatovering på den ene håndside med teksten Family og lyserøde sneakers på fødderne. 

”Til at starte med tænkte jeg, at vi skulle have malet kontoret med det samme. Men det er røget i baggrunden og er pludselig ikke så vigtigt længere. Jeg er blevet overrasket over, hvor meget tid der går med noget uplanlagt. Noget, hvor man ikke lige ser synlige resultater. Tiden går med småting,” siger Jannie Dallgaard.

”Puuh, vi når intet af det, vi havde tænkt. Sådan føles det nogle gange,” supplerer viceforstanderen.

”Det kan være vildt frustrerende. Men der er det helt afgørende, at vi har hinanden. Vi er gode til at gøre hinanden opmærksomme på, hvad vi rent faktisk har nået. Vi hiver hinanden op og justerer vores forventninger til et mere realistisk niveau,” siger Jannie Dallgaard.

Makkerparret har erkendt, at det allervigtigste er at lære medarbejderne og skolen at kende. Så er der andre ting, som må vente.

For man kan altså ikke foretage en hurtig u-vending med en supertanker, som de siger. Man kan skrue og justere lidt her og der. Finde et fælles ståsted og så få alle ombord til at sætte kursen i samme retning:

”På supertankeren har vi nogle vildt motiverede medarbejdere. Det er grundlæggende et velfungerende skib. Men kaptajnen har manglet i en turbulent tid. Lærerne er passionerede – men mange er passionerede i hver sin retning – de brænder særligt for deres linjefag. Vi skal sætte kursen mod et fælles mål. Vi skal skabe sammenhold og holdånd, og det tager bare tid,” siger Jannie Dallgaard.

Lige nu skal hele medarbejderflokken i gang med malerpensel og støvsuger. For alle skal hjælpe til med at rengøre og renovere nogle lokaler på skolen.

”Vi skal være mere fælles om at løse større opgaver. Det er sundt, at vi alle får en fornemmelse for de bygninger, vi er i. Det skal give os alle en følelse af fælles ejerskab. Vi er fælles om at lave efterskole,” slutter Jannie Dallgaard.