Af Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne

Alt er meningen. Udtrykket hørte jeg i et program om DR Pigekoret, der har begrebet som deres interne slogan. Egentlig synes jeg, at begrebet passer bedre på efterskolerne. På en efterskole giver alt også mening. Ikke kun undervisningen og fællesaktiviteterne – men også pauserne, fritiden og samværet med hinanden på værelser og i opholdsstuer er en del af meningen med at gå på efterskole. Fællesskabet skabes sammen, og det skabes hele tiden. Alt er meningen.

Derfor har genåbningen for mange elever været hårde. De er kommet fra to-tre måneder derhjemme, hvor de en stor del af tiden har været alene uden meningsfællesskab. Nu er de tilbage på efterskolerne, hvor nærmest alle vågne timer foregår i fællesskabet. Projektleder Mie Juul Ingerslev fra trivselsprojektet Me&We sagde ganske rammende på TV 2 i sidste uge, at eleverne løber et socialt maraton uden at være i træning. De er glade, men mange er også udmattede og trætte. Det var derfor også i 11. time at få eleverne ud af deres værelser, og jeg er rigtig glad for, at der netop er landet en aftale om, at alle børn og unge nu skal i skole efter påske. For nogles vedkommende er det kun 50 procent, men det er en vigtig begyndelse.

Ny teststrategi
At alle skoler gennemfører lyntest i samarbejde med regionerne har også været en vigtig begyndelse. Nu står vi så over for at skulle overgå fra, at regionen tester, til at vi skal supervisere elevernes selvpodning. Den overgang går stærkt – måske også for stærkt. Jeg har stor respekt for, at vi skal have samfundet i gang igen på baggrund af den nye teststrategi, men det må ikke gå så hurtigt, at vi mister overblikket i processen. Vi skal huske, at ingen har stået i denne situation før. I er de første og får derfor også den stærkeste praksiserfaring.

Vores opgave i foreningen er fortsat at kunne videregive jeres erfaringer opad i systemet og udvikle den gode dialog mellem myndighederne, der sætter rammerne, og jer på skolerne, der skal udfylde rammerne. Den dialog slutter først, når den sidste skole og den sidste elev har en tillidsfuld og tryg tilgang til coronatests.

Held og lykke med arbejdet og god påske til jer alle.