Af Anna Rossman Thejsen

Torsdag 3. marts

Jeg vågner fuld af energi. I tirsdags vågnede jeg ellers med ondt i halsen og feber, og jeg kunne mærke, at der var nogle omkring mig, der blev lidt bekymrede med årsmødet lige om hjørnet. Men jeg har selv haft en fast fornemmelse af, at jeg ikke ville være syg torsdag. Jeg er sjældent syg særlig længe, og jeg har jo haft corona for nylig.

Lige nu er jeg bare enormt spændt, jeg sidder hjemme i Ryslinge og pudser de sidste ting af i beretningen. Inde på Vartov er der en hel masse andre, der knokler for, at alt andet bliver parat til årsmødet i weekenden.

Det er noget særligt for mig at sidde her og tænke på, at nu sker det om få dage: Endelig kan vi holde et rigtigt stort årsmøde igen. På grund af corona er det jo efterhånden nogle år siden sidste gang. I går sagde min kone Birgitte til mig: "Husk nu, at det er dig, der har den nu. Når du går på gangene på Nyborg Strand, er det dig, der er formand. Husk at nyde det."
 
Det prøver jeg også at sige til mig selv, men jeg har nok været meget ydmyg omkring det tidligere, hvor jeg har været ny og på valg. Og for mig er det stadig en balance mellem at være ydmyg og være selvbevidst.

Jeg prøver at mærke efter, om der er noget, jeg er nervøs for, men det er der faktisk ikke. Jeg hilser det sådan set også velkomment, hvis der kommer kritik af bestyrelsens arbejde under debatten på årsmødet. Det eneste, jeg ville ærgre mig over, er, hvis kritikken går fra at være saglig til at være et personligt angreb. Det har der nogle gange været på tidligere årsmøder, men det synes jeg heldigvis, vi har bevæget os væk fra.

Jeg glæder mig også til et forhåbentlig helt coronafrit årsmøde. Jeg har ikke engang tænkt mig at nævne corona i min mundtlige beretning.

Corona har fyldt nok de seneste to år. For to år siden var folk jo på vej fra hele landet, da vi var nødt til at tage den sindssyge – men på det tidspunkt fuldstændig nødvendige – beslutning at aflyse årsmødet på grund af corona. Sidste år, da jeg vågnede op på Nyborg Strand lørdag morgen til vores endags generalforsamling, var det til beskeden om, at vores datter Martha var syg, men ikke havde fået svar på sin coronatest endnu. Dengang skulle alle nære kontakter jo isolere sig. Så slukkede jeg telefonen, og så holdt vi generalforsamling, og da jeg tændte telefonen igen, ringede Birgitte og sagde: "Du skal tage hjem nu. Din datter har corona."

Om lidt sætter jeg det sidste punktum i beretningen, og så vil jeg tillade mig også bare at glæde mig til endelig at mærke stemningen igen til den fætter- og kusinefest, årsmødet også er – og til at møde alle igen. Og til, at corona forhåbentlig ikke skal komme i vejen for vores årsmøde denne gang.
Efterskolernes årsmøde 2022. Foto: Lars Krabbe

Lige meget, hvor formanden kigger hen, oplever han at blive mødt med smil og det, han selv kalder den særlige årsmødestemning, der sitrer på gangene, i debatterne og overalt i salen. Foto: Lars Krabbe

Fredag 4. marts

Jeg vågner tidligt og går en tur i skoven med vores hund Vilma. Pludselig kan jeg bare mærke det der afsavn i hele kroppen. Et afsavn af, at vi ikke har haft et rigtigt stort årsmøde i lang tid. Jeg lægger slet ikke mærke til, hvor jeg går i skoven. Hunden finder selv vej, mens jeg bare følger med.

På vej ud ad døren til Nyborg får jeg at vide, at Ulrik fra bestyrelsen er syg med corona. Først går jeg i handle-mode: vi skal have fordelt hans opgaver til dagens foredrag og workshops til andre. Bagefter kommer ærgrelsen over, at vi skal undvære Ulrik. Han tror selv på, han bliver frisk nok til at komme i morgen. Det håber jeg virkelig.

Lidt i 12 ankommer jeg til Nyborg Strand, og alle fra bestyrelsen og alle medarbejderne fra sekretariatet samles kort. Det er vigtigt for mig, at vi alle lige får set hinanden i øjnene og siger, at det er en holdindsats; at vi er sammen om det her. Jeg trækker vejret dybt ned i maven og tænker for mig selv: Der kommer 1.220 medlemmer fra 170 skoler lige om lidt. Det er bare stort det her.

Bagefter holder vi bestyrelsesmøde, og da jeg går derfra, går jeg alene ned ad gangen. I det øjeblik føler jeg mig alene og tænker: Vi er jo først i gang, når alle medlemmerne er her.

"Det er kun mig, der stiller op som formandskandidat, og nogle har spurgt mig, om jeg så overhovedet har brug for det formelle mandat. Mens jeg står der, kan jeg mærke, at det har jeg. Det betyder noget, at folk stemmer på mig."

– Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne

Til workshoppen om bæredygtigged sidder jeg ved et bord med fire forstandere fra forskellige dele af landet. Jeg lytter til, at de oprigtigt nysgerrige og i respekt for hinanden spørger ind til hinandens indsats og erfaringer med området. Lige der rammer årsmødestemningen mig: Vi er i gang!

Jeg kan også mærke det, da jeg går ned ad gangen senere, jeg føler mig ikke alene mere. Alle folk smiler, og der er den der særlige årsmødestemning, der sitrer i luften. Jeg husker Birgittes råd fra i går om at prøve at nyde det. Men det er nok følelsen af stolthed, der fylder mest. Jeg er stolt af at være en del af skoleformen og af at være en del af noget sammen med de mennesker, jeg går rundt imellem her.

Til middagen om aftenen mærker jeg stemningen igen og den fest, der bobler rundt omkring ved bordene. I aften bliver det ikke mig, der lukker festen. Det er snart tid til at gå op på værelset.
I morgen skal jeg holde beretningen, og jeg er på valg. Jeg er stolt af det, vi har opnået sammen i bestyrelsen de seneste tre år og glæder mig virkelig til, at der er generalforsamling og valg i morgen.

Lørdag 5. marts

Her til morgen på værelset kravler jeg lidt ind i mig selv. Det er ikke nok bare at have et manuskript, man skal også være i det, man skal sige. Jeg har brug for ro til at finde det rum inde i mig selv.

Klokken er 10, da jeg skal på scenen første gang. Jeg får en klump i halsen, da jeg ser ud over salen: Nu er det nu. I går var alles dag. Lørdag er min. I dag er det mig, der har den. De andre har levet op til deres, nu skal jeg leve op til mit ansvar.

Vi synger ’Se nu stiger solen’, som jo nærmest er blevet en institution på årsmødet. Jeg mærker sangsuset, og jeg tror, samtlige har den følelse, som kun fællessang kan give.
Fællessang på årsmødet. Foto: Lars Krabbe

Det er en årsmødetradition at synge 'Se nu stiger solen', men set i lyset af situationen i Ukraine får sangen en hel særlig betydning i år, som får tårerne frem i manges øjne. Foto: Lars Krabbe

Bagefter går jeg ned fra scenen og bliver igen tilskuer til paneldebatten, som jeg har været meget spændt på, fordi vi bringer så mange forskellige slags mennesker – kunstnere, skolefolk og foreningsfolk – sammen. Det overstiger fuldstændig mine forventninger, hvor langt vi når med den debat.

Til frokost taler jeg lidt med de andre ved bordet, men pludselig kan jeg mærke, at jeg har brug for at være i bevægelse og at gå ind i mig selv igen.

Inde i salen holder jeg min beretning. Det bliver et højdepunkt på årsmødet for mig.
Torben Vind Rasmussen under den mundtlige beretning. Foto: Lars Krabbe

Et højdepunkt for Torben Vind Rasmussen er, da han får lov til at holde mundtlig beretning foran mere end 1.200 medlemmer. Foto: Lars Krabbe

Så er der valg til bestyrelsen. Først mit eget. Det er kun mig, der stiller op som formandskandidat, og nogle har spurgt mig, om jeg så overhovedet har brug for det formelle mandat. Mens jeg står der, kan jeg mærke, at det har jeg. Det betyder noget, at folk stemmer på mig.

Udfaldet af valget til bestyrelsen kommer meget bag på mig. Det kommer bag på mig, at Mogens ikke bliver genvalgt. Det eneste, jeg tænker på lige bagefter, er, at det er vigtigt for mig at få markeret det meget, meget vigtige arbejde, han har udført i bestyrelsen. Jeg tager kontakt til dirigenterne og siger, jeg vil gerne derop nu. Mogens skal have cadeau for det, han har gjort og den sociale stemme, han har været i bestyrelsen. Så må vi sige tillykke til de nyvalgte og glædes over deres valg senere.

Da jeg går op på mit værelse, sidder der 16 efterskolefolk på sengen og på gulvet og holder fredagsbar. Det er gamle Ryslingefolk, som jeg kender rigtig godt fra dengang, jeg var forstander på skolen. Og de er i gang med en mangeårig Ryslingetradition: Ginbar om lørdagen før middagen på årsmødet. De bruger to minutter på at sige tillykke til mig, og ellers taler de bare videre. Det er et enormt fedt rum at komme ind i. Fra da af slapper jeg fuldstændig af.

Jeg får snakket med vildt mange mennesker i løbet af aftenen og føler, jeg er i sådan en flowtilstand og blandt venner. Da Bobo Moreno og hans band går på, går Birgitte og jeg på dansegulvet. Der er ikke nogen, der skal bede mig om at holde igen, når der går fest i den. Jeg har skiftet jakkesættet ud med min blomstrede skjorte og er så klar til en fest. Det er også mig.

Omkring klokken tre er jeg på vej ned i Stjernebaren. Halvvejs nede ad trappen rammer trætheden mig pludselig. Nu kan jeg godt tillade mig at gå i seng, tænker jeg.

Da mit hoved rammer hovedpuden, summer det af energi og indtryk. Jeg er så stolt over at være en del af det her fællesskab. Den følelse er overskriften i mit hoved, da jeg falder i søvn.