Af Louise Grønkjær

Skolerne i Oure har vundet Årets Økopris i kategorien Foodservice. Det skriver de i en pressemeddelelse. Prisen blev torsdag uddelt af Økologisk Landsforening  på Det Økologiske Topmøde på Lundsgaard Gods.

Temaet for dette års pris var økologi, bæredygtighed og FN’s 17 verdensmål. Og netop  de punkter har Skolerne i Oure arbejdet seriøst med. Skolerne, som blandt andet består af Oure Efterskole, har nemlig kombineret det daglige arbejde med økologi og bæredygtighed med oplysning og elevinddragelse.

Mette Romer Søborg, medlem af skoleledelsen i Skolerne i Oure forstander for Oure Efterskole, glæder sig over prisen:

“Det betyder meget for os, at vores indsats er blevet belønnet med så fin en pris fra Økologisk Landsforening, som er en af Danmarks fremmeste institutioner, når det kommer til bæredygtighed. Det er en anerkendelse af det arbejde, vi gør, og af vigtigheden af at uddanne de kommende generationer til at tænke og handle ansvarligt,” udtaler hun i pressemeddelelsen.

Det kræver dygtige folk i køkkenet
Mads Dreyer er medlem af ledelsen i Spisehuset i Oure og står også med den daglige drift. Han ser det som et stort skulderklap at modtage Årets Økopris:

“For mig personligt betyder det, at der er nogle derude, der har set vores arbejde, og at de anerkender den indsats, vi har gjort,” udtaler han i pressemeddelelsen.

Når man skal omlægge et storkøkken til at være økologisk og bæredygtigt, ændrer det hele måden, man arbejder på, fordi man skal bruge lokale råvarer og leverandører, forklarer han:

"Man bliver meget mere sæsonorienteret, og det betyder noget for driften i køkkenet. Vi er blevet langt mere fleksible. Vi er gået fra at lave en menu, hvor man planlægger, køber ind og laver det, til at have lokale leverandører, der skriver eller ringer ind og siger, hvad de har  og så laver vi mad ud af det, der kommer ind ad døren,” siger Mads Dreyer og tilføjer:

“Det kræver, at man har folk i køkkenet, som virkelig kan lave mad. De skal kunne improvisere, og de skal have viljen til at være åbne og engagerede i det, de laver. Særligt fordi vi også har eleverne med i køkkenet.”

Forældrenes udstrakte arm
Netop det, at eleverne er med i køkkenet, betyder, at medarbejderne i Spisehuset på Skolerne i Oure arbejder med andet end blot tilberedningen af maden  de har også en pædagogisk opgave:

“Når man har den præmis om at have sunde spisevaner, udspringer pædagogikken og undervisningen også af det,” siger Mads Dreyer.

Skolerne i Oure består udover efterskolen af Oure Kostgymnasium og Oure Højskole. Mads Dreyer mener, at man har et særligt ansvar, når man laver mad til tre kostskoler.

“Når man er den største kostskoleenhed med streg under kost, så hviler der et stort ansvar på én. Som kostskole er vi jo forældrenes udstrakte arm.”