Af Anna Rossman Thejsen

Fra 1. august hedder vicedirektøren i Efterskoleforeningen Helene Valgreen. Hun overtager stafetten efter den hidtidige vicedirektør Mette Hjort-Madsen, som har valgt at søge nye udfordringer.

Helene Valgreen har arbejdet som chefkonsulent på Vartov i syv måneder og kender derfor allerede huset godt. Helene glæder sig meget til efter sommerferien at løfte opgaven som vicedirektør.

"Jeg er fuld af respekt for det arbejde, der allerede bedrives i foreningen. Der banker et stort hjerte for efterskolerne hos alle, både medarbejdere og bestyrelse, og jeg ser meget frem til som vicedirektør at være med til at fortsætte og udvikle foreningens gode arbejde," siger Helene Valgreen.

Optaget af samskabelse
Helene Valgreen er meget optaget af, hvordan man sikrer, at alle medarbejdere bliver inddraget og får deres kompetencer i spil. Som en del af sit nye job ser hun frem til at være med til at styrke samskabelsen mellem sekretariat og bestyrelse og foreningens strategiske udviklingsarbejde.

Helene Valgreen har en Ph.d. i vejledning fra Aarhus Universitet, og før hun kom til Efterskoleforeningen, var hun leder for to teams i STUK i Børne- og Undervisningsministeriet. Tidligere har hun også været formand for Danmarks Vejlederforening og desuden i en årrække arbejdet i Folkehøjskolernes Forening i Danmark. Hun er vokset op på Ryslinge Højskole.

"Helene kender derfor vores hovedsigte og værdier, hvilket hurtigt blev tydeligt for alle her i huset, ikke mindst i forbindelse med hendes med arbejde med Efterskolesangbogen. Jeg glæder mig meget til samarbejdet," siger Bjarne Lundager Jensen.