Af Torben Vind Rasmussen, formand for Efterskolerne 

Efterskolernes årsmøde er én af årets helt store begivenheder. Første weekend i marts er en fast indlejret dato for rigtig mange efterskolefolk med store forventninger til både at blive stimuleret i hovedet, i hjertet, i kroppen og i maven.

Jeg glæder mig helt enormt til Efterskolernes årsmøde i 2022. Men jeg glæder mig også til foreningens generalforsamling den 29. maj i år!

Vi har lejet Nyborg Strand, men i skrivende stund ved vi intet om, hvor mange vi helt fysisk må være. Derfor har vi lavet en dobbeltløsning, hvor vi inviterer alle de medlemmer, vi må. Samtidig får vi lavet en professionel digital produktion, som livestreamer hele generalforsamlingen. Så hvis I ikke kan komme med i Nyborg, vil I kunne sidde hjemme eller – endnu bedre – mødes med kolleger og bestyrelse på efterskolen og få fornemmelsen af at være en del af noget større sammen.

I denne uge kommer invitationen ud til jer alle med formalia, deadlines og praktiske oplysninger. Snart vil I også kunne finde et program, som viser, hvordan vi har valgt at koge et tredages arrangement ned til en enkelt lørdag i maj. Vi ses den 29. maj!